KÆREGUD OG ANDRE GUDER
Det der kommer nu, er ikke nogen ”teologisk-filosofisk udredning” men et forsøg på at konfrontere mig selv med de mange muligheder og motiver for at ”købe ind” på en religiøs overbevisning. Jeg skriver bevidst ”købe ind”, da der jo ikke ligger noget bemærkelsesværdigt i, at overtage en overbevisning, som man er blevet opdraget til fra barnsben af. Det er dog mere bemærkelsesværdigt, mere eller mindre radikalt at skifte overbevisning med hensyn til det man vil anse for grundlaget for al eksistens.
Jeg kan have stor respekt for en religiøs overbevisning, som er drevet af en søgen efter sammenhæng og mening med livet og al eksistens.
Det var også oprindeligt udspringet for alle (eller de fleste) religioner. Eftersom mange af de af religionerne tilbudte forklaringer om verdensaltets opståen og funktioner sidenhen er blevet tilbagevist af naturvidenskaben fungerer religionerne nu i høj grad som et ”psykologisk” redskab til at få styr på følelseslivet i stedet for en grundlæggende etik og en verdensanskuelse på alle planer.
Man må dog medgive det moderne menneske, at en verden uden grundlæggende humanisme, uden et mål for en bedre fremtid for os alle, efterlader nutidens neoliberale menneske i et individualistisk tomrum, hvor alt ud over egen (+evt. kernefamiliens) succes synes at være meningsløst.
Mit ”kildegrundlag” for ovenstående påstand er bl.a. radioværten Iben Maria Zeuthens interviewserie på DR P1. En interviewserie om forskellige folks vej ind til troen.
Det fjerner støjen fra linjen at løfte blikket ...ikke den der gamle måde med at hjælpe andre … meditation for at finde en indre krop
Jeanett Albeck, dansk komponist, sanger og skuespiller fortæller radioværten Iben Maria Zeuthen
(https://www.kristendom.dk/synspunkt/jomfru-maria-er-svaret-p%C3%A5-den-moderne-feminists-b%C3%B8nner),
at hun ikke blev opdraget til at tro men fik sin tro ved at
”integrere sin krop og sin sjæl”. Hun havde dog allerede som
lille fundet på at bede aftenbøn for at få tryghed. Hun sagde i
sind selvopfundne aftenbøn tak til Gud og Jesus – og bad ved samme
lejlighed om hjælp til de ting hun havde svært ved.
Dette
kalder Jeanett Albeck selv ”en søgen efter det
åndelige”.
https://www.dr.dk/radio/p1/tal-til-mig-2/tal-til-mig-med-iben-maria-zeuthen-3
Nå ja, hvis man altså fra barnsben af har en fornemmelse af, at der findes en Gud, og man så på ganske snusfornuftig vis søger at komme i kontakt med den Gud for at sige tak og samtidigt bede om noget mere – så søger man altså efter det åndelige (?).
Ingen
overvejelser, om der overhovedet findes en Gud, hvordan den så måtte
”se ud” eller hvad denne Gud så måtte stille af krav til en
selv.
Var det mon aftenbøn i den her stil: ”Hej, Kære Gud
og Jesus. tak for den flotte fødselsdag...men så kunne jeg godt
tænke mig at komme med til Ibens fødselsdag også, men hun har ikke
inviteret mig, selvom hun var med til min …” ?? Er det en søgen
efter det åndelige???
Da Jeanett Albeck som voksen bliver ramt af en (stressbetinget?) krise opsøger hun en terapeut, som lader hende genfinde sit barndomsjeg med dets problemer, hvorefter hun
a) finder ud af at hun har påtaget sig for meget ansvar
b) at hun har brug for noget åndeligt i sin tilværelse – men hendes vej til det åndelige er nu ikke længere mentalt men gennem kroppen ...hvilket jo måske passer fint til en moderne professionel skuespiller med en uddannelse som lægger stor vægt på fysikken/kroppen. Ved at skrue ned for den ”intellektuelle åndelighed” har Jeanett Albeck ved hjælp af kroppen fundet frem til noget større …
Hun er vendt tilbage til bønnen ...giver udtryk for taknemmelighed...og vil dele ud af sin store kærlighed til hele verden. Jeanettes religiøse praksis indbefatter nu at bede knælende foran sit eget lille buddhistiske alter med en buddhafigur – og det virker!
”Man overgiver sig til noget større og retter opmærksomheden mod andre ...i højeste grad kunstnerisk. Det fjerner støjen fra linjen at løfte blikket ...ikke den der gamle måde med at hjælpe andre … meditation for at finde en indre krop.”
Jeanett Albeck henviser i den forbindelse selv til Eckhart Trolle https://www.saxo.com/dk/lev-i-nuets-kraft-lydbog_eckhart-tolle_mp3-cd_9788721029500 )
Så gør dog noget
... i stedet for at vente på at blive ramt af troen
præsten
Karsten Møller Hansen:
Vi er alle sammen født ind i
kristendom her i Danmark, men den skal udmønte sig i praksis – man
skal handle troen mere end at føle den
For at tro a priori skal man have et ”særligt gen” ..
Men dem som ikke har fået troen foræret kan ”kæmpe sig frem til troen” ved at handle: man skal give for at modtage noget …
Ovenstående lyder meget ”katolsk”, hvor de gode gerninger er vejen til frelsen ...og dog:
Karsten Møller Hansen mener nok, at investeringen i de gode gerninger vil fremme troen hos os selv, og så (forhåbentligt) herigennem åbne vejen til frelse. Vi køber os ikke til adgang til paradiset via de gode gerninger, men styrker vores egen tro og bereder herved vejen frem..
Gud har ikke noget med kræft at gøre,
derfor kan jeg heller ikke bede Gud om helbredelse
Fitnesseksperten Anne Bech troede på sin egen fysik. Hun troede på evnen til at opnå præcis de resultater hun satte sig for. Men så fik hun konstateret kræft og hun måtte indse at ansvaret for egen sundhed og overlevelse, måtte lægges i hænderne på nogle andre. Hun havde været troende hele livet men konverterede som ”født ind i folkekirken” til jødedom, på baggrund af en fascination af den ældgamle tro. Alt det smukke og gode må være guddommeligt – og elendigheden som krig og meget andet dårligt stammer fra mennesket.
Således giver hun sig selv ansvaret for den kræft hun har fået. Gud har ikke noget med kræft at gøre, Derfor kan hun heller ikke bede Gud om helbredelse.
Gud har en rigtig fin position i denne version af tro: Alt det gode kommer fra ham, og det der er dårligt kommer ikke fra ham, men fra os mennesker ...et eller andet sted har måske (ganske vist uden at blive nævnt) også djævlen fået sin plads i Anne Bechs syn på skabelsen.
Jeg håber på at troen finder mig når jeg bliver gammel
I 1987 sætter forfatteren Iben Mondrup en sig ind i et fly for at flytte fra Grønland til Danmark. Denne overgang fik hende til at miste fodfæstet og hun ønskede sig i høj grad en Gud. Men hun kunne ikke finde troen i sig selv. ”Hvorfor fik jeg ikke troens nådegave? Har man troen, så kan man sætte de værste prøvelser og tab i perspektiv.
Al angst er – i princippet – dødsangst, men i virkeligheden en angst for at leve i ensomhed eller pinsel. Der er Gud den ven som man altid har ved hånden. Det største problem og spørgsmål er, om der er en mening med livet.”
Heller ikke det at få et barn kunne give Iben Mondrup et egentlig svar i sin søgen efter mening i livet.
Hun bliver dog, efter var hun selv siger, med tiden/alderen bedre til at svare sig selv på spørgsmålet hvem hun er. Således har hun i de senere år arbejdet med meditation, men uden at knytte det til religion. Det handler om at forholde sig ”roligt” i forhold til ensomhed og meningsløshed, men også om at kunne viderebringe det i hendes romaner (om grønlandske skæbner).
Iben Mondrup tror på, at toen er nedarvet gennem kulturen – og ikke ”genetisk” betinget. Hun håber et eller andet sted, at troen vil finde hende, når hun bliver endnu ældre/gammel.
"Jeg tænkte: vis mig, hvem der er min Gud"
og i samme øjeblik tonede en torshammer frem fra den ene ende af himlen, til den anden". Foredragsholder Andrea Hejlskov mistede som 25-årig sin 19årige søster via et biluheld og fandt derefter sin Gud, Thor, ved en ofring.
Lige efter uheldet læste hun en del filosofi for at finde mening med livet, men begyndte så at søge på nettet efter forklaringer og bud på sammenhæng i livet.
Livet havde mistet sin glans og var fyldt af dødsangst. Det første hun fandt var ”køkkenheksene” som beskriver magien ved madlavning – magien ved at forvandle noget til at give live, glæde og energi. Andrea Hejlskov betegner sig selv som animist.
https://pdfs.semanticscholar.org/770d/702579ad5acbbcf49f79d069469cd767f0f7.pdf
Klovnen møder Jesus
I et stort interview i Ud & Se afslører "Klovn"-skaberen, at han i en alder af 52 år er blevet døbt
Som en af skaberne af tv- og filmhittet "KLOVN" har Casper Christensen om nogen været fortaler for druk, hor og andre "synder".
Men i en alder af 52 år har komikkongen set lyset. I et stort interview i Ud & Se, afslører han, at han er blevet døbt.
Christensen fortæller, at han tog den store beslutning for et år siden, da han "fik en fornemmelse af, at der fandtes noget mere". Han blev døbt samme dag som sin søn Jagger i Hornbæk Kirke i Nordsjælland.
Casper Christensen er gift med Isabel, og sammen har de sønnerne Cooper og Jagger.
Inden dåben havde Casper Christensen en samtale med kirkens præst:
”Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever en tilstedeværelse af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt”, fortæller han i Ud & Se.
Han blev derfor døbt den 22. august, på sin egen og sønnens fødselsdag - de fylder nemlig år samme dag.
KLOVN-skaberen fortæller, hvor svært det kan være at tale om religion og tro:
”Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig så grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden”, siger han til Ud & Se, hvor han på forsiden bærer et kors om halsen, som han fik i dåbsgave af sin hustru.
Casper Christensen medgiver, at det er ganske overraskende, at han nu er nykristen:
”Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.”
Morten Messerschmidt
”Gud vil blive ved med at være en del af mit liv.”
– den unge ateist som blev kristen helt i Søren Krarups og Jesper Langballes ånd …
Morten Messerschmidt fortæller sit interview med Iben Maria Zeuthen, at han i sin ungdom havde været ateist, men allerede snart derefter havde fundet vejen tilbage til kristendommen.
Han er i dag regelmæssig kirkegænger men betoner, at han ikke beder om hjælp til konkret hjælp i sin politiske karriere. Han kan godt lide en bevidsthed om, at kunne dele ansvaret med nogen.
Han var blevet konfirmeret og havde i den anledning ”læst på lektien” og var blevet overbevist kristen. Som et slags ungdomsoprør blev han ateist i Nietzsches forstand, samtidig med at han blev kirkesanger (Isleberg Kirke, Frederikssund) – for musikkens skyld!
Hans ateisme handlede om det stærke individuelle menneske!
10 år som kirkesanger gjorde ham dog efterhånden bekendt med kristendommens praksis og styrke.
Troen styrker det enkelte menneske – derfor vil Morten Messerschmidt være kristen!
Han fik siden Mogens Camre som ikke kristen faderfigur, – men dog også meget mod Islam!
Men siden får Messerschmidt kontakt med Søren Krarup og Jesper Langballe, som forener Camres antiislamisme med en holden fast på kristendom. Jesper Langballe henviste Messerschmidt til dansk litteratur som kilde til dannelse. Endda Mogens Camre melder sig et par dage for sin død ind i Folkekirken.
For et års tid siden blev Morten Messerschmidts søster Line myrdet af sin samlever. I denne situation af meningsløshed søger Morten Messerschmidt trøst i gudstjenesten og for at holde fast på en tro på et gensyn med søsteren. Han føler sig i sorgen som et troende medlem af en menighed mindre alene. Han kender menigheden, han kender sit fadervor. Trosfællesskabet er det fællesskab Messerschmidt tror på. Det særlige ved den danske tro er Kierkegaard og Grundtvig i forenet i en dialektisk modsætning.
Iben Maria Zeuthen giver udtryk for sin beundring for Messerschmidts stærke tro, hvor han har mistet flere nære familiemedlemmer i løbet af de sidste år – og hans overbevisning, at han vil møde dem igen.
Zeuthen spørger dog også ind på næstekærligheden:
”Alt skal være båret af næstekærligheden”, siger Morten Messerschmidt,
”Næsten er ikke menneskeheden – næstekærligheden gælder den som står i din nærhed. Hvis du tager dig af dem i Afrika i stedet for af dine nærmeste svigter du næstekærligheden. Næstekærlighed er bestemt geografisk (på engelsk neighbor) – ikke objektive velfærdskriterier.”
”Humanisme gælder menneskeheden og det en misforståelse, Kristendommen derimod, gælder mennesket,” og det tror Messerschmidt på.
Morten Messerschmidt taler, uanset de i grunden meget inhumane synspunkter han og hans parti i den politiske hverdag ellers står for, med en kultiveret og blød stemme og viser, at han er dannet, hvilket får mirkrofonholderen Iben Maria Zeuthen til tider at klukle fuld af beundring ….
Hun undskylder ligefrem, når hun taler om spiritualitet på en måde, Morten Messerschmidt ikke bryder sig om.
”Hvordan har du det”, spørger hun til sidst i samtalen: ”Jeg har det godt!”, siger Morten med pludselig mandig røst …Gud vil blive ved med at være en del af mit liv … at finde styrke i skrøbeligheden via troen..”
https://www.dr.dk/radio/p1/tal-til-mig-2/tal-til-mig-med-iben-maria-zeuthen-36
Jeg
må må også fremhæve, at Iben Maria Zeuthen ikke bærer nag (ret
længe i hvert fald), hvis man ser på, hvad Morten Messerschmidt
forrige år har udtalt/skrevet på fb.:
Morten
Messerschmidt
tauSt1S4S. mipuarrmoetnusasc or2te019ds ·
Forskellen mellem Ghita Nørby og almindelige kendisser er, at Ghita Nørby ikke har brug for opmærksomheden og derfor insisterer på at kunne mærke den person, der påstår at ville føre en samtale med hende. En smuk tanke om relationen mellem mennesker.
Men med sit the-bryggeri, fuglelyde og uopmærksomhed på de guldkorn, Ghita faktisk giver, magter Iben Maria Zeuthen ikke opgaven at føre en samtale. Det turde man måske tro om en journalist, men Zeuthen forstår simpelthen ikke, hvem hun sidder overfor.
Hvor er det befriende, at Ghita Nørby - stillet overfor denne banale, selvhøjtidelige og overfladiske journalistik - gør det eneste rigtige og det eneste ægte i Zeuthens “interview”: afviser enfoldigheden og afslutter den samtale, der faktisk blev ødelagt allerede ved Zeuthens entré.
Bravo Ghita. Gid flere turde være så ærlig som du..!!
