søndag den 22. december 2019

JUL – International


Turmleuchter: keramisk lysestage som replikerer designet af SS-Julleuchter, 
som til gengæld i sig selv var baseret på en lysestage fra det tidlige 20. århundrede i Sverige.
www.nordwelt-versand.de/
julfestweihenaechte/julfest/26/julleuchter/turmleuchter/brauchtumsleuchter-braune-keramik

JUL – International
England:
Hvad er forskellen mellem "Yule" og "Christmas?"
Teksten fra "Deck the Halls" indeholder linien "Troll the ancient yuletide carol." ... Mens nogle mennesker bruger ordet som et synonym til "Christmas", er der mere at fejre end det, der sker den 25. december. ... Yule kommer fra navnet på en 12-dages højtid, fejret af germanske folk.
www.dictionary.com ›yuletide

Tyskland:
Jul-problemet - Hvor "hedensk" er jul?
Begrebet "Jul" er i Tyskland også et politisk problem - i det mindste for hedninger, fordi Jul er et "nazi-besmittet" begreb.
Imidlertid er de normale tyske ”Weihnachts”skikke heller ikke så politisk korrekte, som det ser ud til.
Weihnachten” er på ingen måde så helt igennem kristen, som det ofte siges. Dens rødder er i det mindste delvist af hedensk oprindelse. Der var dog ingen germanske påvirkninger i "Weihnachts" tidlige historie.

Brun jul - Bevidste historiske løgne - tysk nazi-jul
Sagnet om den "germanske julefestival", der var udbredt i nationalt sindede kredse siden midten af ​​det 19. århundrede, nåede et trist højdepunkt i nazitiden. Her blev legenden forvandlet til en beregnende historisk løgn.
Uanset kildesituationen propagerede officielle myndigheder (fra Ministeriet für Propaganda og Schulungsdienst der Hitlerjugend til Lærerforeningen og Oberkommando der Wehrmacht) stærkt en helt igennem "originalt tysk-germansk" julefest.
"Jul-fejringen" på dagen for vintersolverv var ikke et nazistisk propagandapåfund, men dens udformning og ideologiske indhold var. Festen skulle fejres i hele det 3. Rige med en ensartet iscenesættelse: marcheren i tavshed, tænding af jul-ilden, kransekastning, mindelse af forfædrene og båltaler. Bindeleddet mellem den offentligt fejrede julfest og familiejulen skulle skabes via et til formålet opfundet "gammelt" ritual, kaldet "hjemkomsten af jul-ilden" Ved den offentlige jul-ild skulle man tænde en kærte og med denne tænde lysene på grantræet derhjemme.


Selvom det hele ritualet af denne nationalsocialistiske jul-fejring næppe blev realiseret andre steder end ved festlighederne for SS eller NSDAP, har den "normale" nazi-jul fortsat en eftervirkning i dag. Især de militært iscenesatte "Soldaterjul" fra krigsårene efterlod varige indtryk. Mange af de ”traditionelle” julemarkeder skylder deres eksistens NS-propagandafdelinger. Selv ved Tysklands mest berømte julemarked, Nürnberg Christkindlmarkt, greb Reichsledelsen for NSDAP ind: markedet blev flyttet til byens centrum på ”anmodning fra føreren”, med præcise regler for udformningen af tribunerne, varesortimentet osv. Et ret banalt julemarked blev således iscenesat som en "unik festlig national begivenhed".

Den "brune juls" langsigtede virkning
Nogle elementer af den nationalsocialistiske juleideologi er blevet bevaret indtil i dag. Ren nazi-propaganda er for eksempel tolkningen af ​​adventskransen som en "germansk årskrans"; adventskransen blev først introduceret i det 19. århundrede af Johann Hinrich Wichern på "Rauhes Haus" i Hamborg. Typisk for SS's absurde misbrug af religiøs historie er påstanden, at St. Niklas-dagen den 6. december oprindeligt var en Odin-fest.
Tungere vejer dog, at den juleideologi fra nazitiden, som omfortolker praktisk talt alle juleskikker i "germansk" forstand, fandt vej ind i datidens "rådgivere til hus og hjem" og leksika. Da disse bøger også blevbrugt efter 1945fandt den nazistiske fortolkning vej ind i mange bøger og tidsskriftsartikler fra efterkrigstiden - ofte uden at de respektive forfattere var opmærksomme på, at den formodede "folkekære tradition" kom fra giftkøkkenet i Joseph Goebbels Ministerium für Propaganda eller SS-stiftelsen “Ahnenerbe”.

I nyere tid findes sætstykker fra den nazistiske juleideologi ikke kun "ved uheld" i bøger og tidsskrifter, men også med åbenlys beregning i tilsyneladende uskyldige "guider til juletiden".
Et slående eksempel er bogen “Geweihte Nacht” af Björn Ulbrich, der blev udgivet for et par år siden af ​​Arun-Verlag. Andre julebøger, der indeholder fragmenter af (ny) højreorienteret tænkning og masser af julevarer fra nazistisk festivallitteratur, er "Weihnachten feiern" ("Fêter Noel") af Alain de Benoist, en "pioner" for den nye højre, eller Dieter Muniers "Hausbuch Deutsche Weihnacht".


Selv "rigtige" nynazister som Jürgen Rieger tager emnet "Julfest" op i bogform: "Jul - Brauchtum im Artglauben" (Skik og brug i artens tro).

Med denne form for julepropaganda når den "nye højre" også ud til målgrupper, som ellers rædselslagen ville vende sig bort fra dette tankegods: traditionelt venstreorienterede kredse fra økobevægelsen, "apolitiske" esoterikere, naturreligiøse og mennesker, der er kritiske over for vores civilisation.





tirsdag den 17. december 2019

CHRISTMAS - FEAST OF LOVE



"CHRISTMAS - FEAST OF LOVE"
probably tells, that it is NOW, at this time of year, that we should let our positive emotions - our good heart - control us in what we do and think.
But so many extraneous THINGS may stand in the way to fulfil our good intentions.
Getting things and giving things is/has been a major issue in the deficiency situation that the biggest part of humanity has been in until a few decades ago. Hundreds of millions have unfortunately not yet been freed from a lack of the basic necessities of life.
What we, in our welfare society, ought to do about that imbalance, must also be something that our conscience or the "good heart" has to deal with.
Nevertheless, I would like to welcome here that we as humans, however, HAVE feelings that we sometimes appreciate, sometimes suppress, but under all circumstances play a major role in our lives and thoughts.
"Love overcomes everything" - the big, human dream.
Very understandably, many  do wish that such a regiment of love prevails throughout the universe.
We know today, that there exist so many galaxies, stars, and planets, that it is extremely unlikely, that our Earth is the only place in universe inhabited by beings with emotions. Astronomers can observe huge "disasters" out there, where these, our possible/probable "fellows in feelings" experienced their doomsday. One can then hope, that they got a fair or even "loving" doom on these occasions. I will not bet on it…

Here on our little planet we get the love and compassion that we humans give each other and ourselves in our believes, and then we must hope that "Love overcomes everything", against all odds or
"If love is an illusion, then to hell with reality." (as danish author Elsa Gress once wrote)






tirsdag den 26. november 2019

EU, EL OG KLIMAET



EU, EL OG KLIMAET

En redigeret og opstrammet version af en artikel fra Philip Flores artikel på Zetland
(https://www.zetland.dk/historie/seAA9Exb-m8l4lAVZ-a9af0)

De sidste fem år har vi diskuteret migrationspolitik og Brexit, når vi har diskuteret EU. Men noget af den mest afgørende EU-politik, der er blevet lavet i samme periode, handler om el-produktion, el-distribution og dens indflydelse på klimaet.
Man kan godt mene, at det indre marked er EU’s hjerte. Uden det indre marked ville EU dø.
Men ud over varernes frie marked findes endnu et indre marked. Et nyt indre marked. Tilmed et indre marked, der har sine egne motorveje, sine egne grænseovergange og endda sin egen børs. Det er EU’s indre marked for strøm, som sandsynligvis er ved at blive lige så vigtigt som det indre marked for varer og arbejdskraft: Hvor EU’s oprindelige indre marked har skabt fred og bidraget til økonomisk vækst i Europa, så skal det indre marked for strøm sikre, at EU overhovedet har en fremtid.
Hvis EU skal nå målet, at EU skal være klimaneutralt i år 2050, så er en af de få konkrete idéer, der både har vist sig politisk gangbar og ser ud til at kunne gøre en forskel lige nu og her, ideen om at forbinde alle Europas energikilder og lade energien flyde frit på kryds og tværs i Europa via enorme kabler og højtragende master uden hensyntagen til nationale grænser og interesser.
Et af de mest vidtgående lovkomplekser, der nogensinde er kommet ud af EU er allerede ved at få konsekvenser for Europa og for klimaet. Det matches slet ikke af den begrænsede opmærksomhed, ENERGIUNIONEN har fået.
Både den konservative EU-politiker (og tidligere partiformand) Bendt Bendtsen og den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen indtog vigtige roller i forhandlingerne om Energiunionen og de rangerer Energiunionen som det formentlig største aftryk, de har sat i deres tid i politik. Morten Helveg Petersen siger:
Det er formentlig det største politiske resultat, jeg har lavet, for det her betyder, at den grønne strøm fra Nordsøen kan fortrænge kul og komme ud over Europa, og det er et helt konkret resultatet i klimakampen og et stort skridt i en grøn retning for Europa.”
Energinet.dk
Energinet er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejes af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Virksomheden blev etableret i 2005 på baggrund af en fusion mellem Eltra, Elkraft System, Elkraft Transmission og Gastra.
Energinet er en såkaldt Transmission System Operator (TSO), dvs. at Energinet har ansvaret for at drive de overordnede transmissionssystemer i Danmark inden for el og gas, på elsiden drejer det sig om 132 kV, 150 kV, 220 kV samt 400 kV systemerne. I 2014 var 25% af højspændingsledningerne kabler i jorden.
Energinet beskæftiger ca. 1250 medarbejdere og har hovedsæde i Erritsø ved Fredericia. Gasdivisionen er beliggende i Ballerup. Den 14. september 2017 besluttede Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt efter indstilling fra Energinet.dk’s bestyrelse, at selskabets navn fremover skal være Energinet.

Da man (endnu?) ikke kan lagre el økonomisk eller økologisk forsvarligt i større omfang skal energinet sørge for følgende: Så snart der er vind ved Horns Rev, så skal den der producerede strøm transporteres hen til nogen, der vil forbruge den. Det gælder her i Danmark, men også i naboområderne. Det kræver nogle rammer og regler, der gør, at den fysiske del hænger sammen med at få sendt strømmen ud til dem, der har brug for strøm – og er villige til at betale mest for den.
Højspændingsmaster og nogle store kabler, der ligger på havets bund forbinder Danmark med Sverige, Norge og Tyskland, og et nyt kabel med Holland.
Når Europas el-leverandørerne har beregnet, hvor meget strøm vi forbrugere kommer til at forbruge det kommende døgn, så ved producenterne, hvor meget de skal producere, time for time. En af parterne i de her forhandlinger er så Energinet, der er en såkaldt TSO, og de findes i alle EU-lande. TSO’ernes store master og kabler er en slags motorveje i infrastrukturen, som el-producenterne og el-leverandørerne kan koble sig på som indfaldsveje. De har så lokalt deres eget lille vejsystem med små master eller ”tyndere” kabler. TSO’ernes opgave er at sikre og bekræfte, at der er plads i kablerne til den strøm, producenterne og forbrugerne har aftalt. Der er jo en fysisk grænse for, hvor meget strøm der kan være i kablerne.
I Danmark fungerer det nærmest upåklageligt. Utroligt nok.
Med Energiunionen skal der skabes et netværk der nu skal virke som ét stort net over hele EU.
Idéen om at dele strøm på tværs af nationale grænser er ikke ny. Allerede i 1915 rullede Danmark og Sverige et 5,4 kilometer langt kabel ud på havbunden mellem Helsingør og Helsingborg, der blandt andet var med til at holde Sjælland gående med strøm under Første Verdenskrig.
En sammenhængende europæisk energiforsyning blev dog aldrig for alvor en del af hverken Kul- og Stålunionen efter Anden Verdenskrig eller EF-samarbejdet eller i de første versioner af Den Europæiske Union, selvom man i en del år har forsøgt at koordinere energipolitikken i EU.
Energiforsyningen forblev i realiteten - indtil for ganske nylig - et nationalt anliggende.
Og det har fungeret dårligt både ud fra et økonomisk, et klimamæssigt og et sikkerhedsmæssigt synspunkt.
EU har i mange år været verdens største importør af olie og gas og desuden en stor aftager af uran, der bruges til atomkraft. Hvor vi i 1990 producerede cirka 60 procent af energien til vores eget energiforbrug, så ramte vi i 2017 et lavpunkt på 45 procent. Vi importerede altså hovedparten af vores energi fra andre dele af verden – først og fremmest Rusland og Mellemøsten.
Det var netop afhængigheden af ikke mindst Rusland, der i 2014 fik den daværende polske statsminister, Donald Tusk – der i dag er præsident for EU’s ministerråd – til for første gang at lancere tanken om en energiunion. Men da idéen i februar 2015 blev til et konkret udspil fra Juncker-kommissionen, var det også, fordi EU i mellemtiden havde pålagt sig selv at omstille mindst 27 procent af sit energiforbrug til energi fra vedvarende energikilder som sol og vind og at reducere CO2-udslippet i EU med 40 procent … alt sammen inden år 2030.
I december 2015 lagde den såkaldte Paris-aftale mellem de 196 lande, der er tiltrådt FN’s klimakonvention yderligere pres på EU.

Europa-Kommissionen indledte i november 2016 efter flere års forberedelser forhandlinger med Ministerrådet og Europa-Parlamentet om den såkaldte Vinterpakke, der var en konkretisering af de værktøjer, der skulle udgøre Energiunionen.
Fra Danmarks side har vi haft stor indflydelse, for Morten Helveg Petersen fik ansvaret for at få energien til at flyde frit rundt i Europa og fjerne de nationale blokeringer ved grænserne.
Morten Helveg Petersen er leder af De Radikales gruppe i Europa-Parlamentet, der hører til den liberale gruppe ALDE.
Morten Helveg Petersen hævder:
Det er måske det største stykke lovgivning, der er kommet ud af Bruxelles i nyere tid. Det var i bogstavelig forstand flere tusind sider kompleks lovgivning, og der er ingen andre kontinenter eller lande, der har noget, der minder om Energiunionen.”
Et regelsæt for bygninger, for energigeffektiviseringer, for investeringer i vedvarende energikilder, for elektricitetsmarkeder, for, hvordan vi skal integrere vedvarende energi, samtidig med nogle regler for, hvordan vi skal styre det hele. Det er det mest omfattende regelsæt på kloden i forhold til at favne den grønne omstilling. Det var en hård omgang i det grønne maskinrum.”
Strøm er i dag så essentiel en del af infrastrukturen i et hvilket som helst land, at det også er et oplagt mål for en potentiel fjende. Vil man i dag for alvor skabe kaos i et fremmed land, så er det langt mere effektivt at angribe elnettet end at bombe en bro, eller hvad man nu end gjorde i gamle dage.
I 2015 blev store områder i Ukraine mørklagt, da en hackergruppe fra russiske ip-adresser angreb it-systemerne i flere elkraftværker, hvilket blandt andet fik den danske regering til at kræve sikkerheden omkring energiforsyningen i Danmark opgraderet.
Hos elnet i Danmark kan man se i realtid, hvor meget strøm der eksporteres og importeres hele tiden. Det er store mængder. Tidligere var Vestdanmark og Østdanmark ikke forbundet, for det var ikke nødvendigt. Man havde sin lokale krafværksproduktion i Jylland og på øerne, og så kørte det. Men nu, hvor de fossile kraftværker er på vej ud, og vedvarende energi er på vej ind, så vurderede man, at man havde brug for et kabel til at flytte vindenergi fra Jylland til Sjælland, fordi potentialet for vindenergi ikke er det samme på Sjælland.
Det er – basalt set – også hele idéen med et fælles net for hele Europa. Når det eksempelvis blæser meget i Danmark, og vi har mere strøm, end vi kan bruge, så giver det – mener politikerne i EU – ikke mening, at man samtidig fyrer kul i kedlerne på et kraftværk i Polen, der både er langt dyrere (fordi kul i modsætning til vind koster penge) og forurener langt mere. Eller endnu værre – at man køber sin beskidte energi i eksempelvis Rusland.
Et af målene med Energiunionen er, at alle lande til næste år skal have kapacitet til at udveksle mindst ti procent af deres energi med andre EU-lande i stedet for at købe den i udlandet (altså uden for EU), og derfra skal det så gerne vokse og vokse, til der en dag ikke er nogen barrierer, og strømmen kan flyde frit på kryds og tværs af Europa. Det kræver bare i hele Europa mange steder udbygninger af nettet af kabler og master.
Særligt i Østeuropa er der stadig mange kulkraftværker, og i lande som Frankrig, Tyskland og Sverige udgør atomkraft stadig en af de største energiressourcer, og det er ikke alle steder, at man er lige villig til at lade den lokale energiproduktion blive udkonkurreret af eksempelvis overskydende dansk vindenergi, selv om den er grøn og billig.
Det var også en af de store bremseklodser under forhandlingerne om Energiunionen, fortæller Morten Helveg Petersen:
Hvordan sikrer vi også, at den grønne energi, der pisker ind fra Nordsøen, kommer ud til hele Europa, uden at lande lukker grænsebomme for at beskytte sig selv?
Når Morten Helveg Petersen siger beskytte sig selv, mener han, at hvert enkelt land kan være fristet til at forsvare den energiproduktion, man selv har, fordi det selvfølgelig vil koste arbejdspladser at – eksempelvis – lukke kulkraftværker.
Også den konservative Bendt Bendtsen, der stod i spidsen for forhandlingerne om energieffektiviseringerne af bygningsmassen i Europa, oplevede de store nationale interesser, der var på spil.
Vi havde det problem, at hvis du anser den dansk-tyske grænse som en ottesporet motorvej, så var der kun to vognbaner åbne, og de var lukket 85 procent af tiden.”
Bendt Bendtsen mener dog, at selv om interesserne til tider var modstridende, så var der også sammenfaldende interesser. Hvis ikke hos politikerne, så i industrien og i befolkningerne.
Det er klart, at østlandene ikke kan lide, at vi går over til vedvarende energi, men virksomheder i Polen og Tjekkiet har jo set lyset. Polakker og tjekker ser jo en fordel i, ikke at være afhængige af Rusland, og steder i Østeuropa, hvor man ikke kan varme hjemmene op, der er man altså ligeglad med, om energien kommer fra vind eller kul, bare der er varme på, og den er billigere.”
Hvor langt kommer vores strøm?
Der er altid strøm i ledningerne. Så hvis et kraftværk i Danmark vil sende noget strøm ned til Spanien, så er det ikke den elektron, der kommer ud af kraftværket i Danmark, der ender hos forbrugeren i Spanien.
Men der ER en kabelforbindelse helt ned til Spanien.
H
ele Europa hænger sammen allerede nu, men der er mange flaskehalse. Et fuldtud sammenhængende europæisk el-net vil kræve en udbygning af en størrelsesorden, vi ikke kender til. Men man er i gang med at minimere flaskehalsene, så vi får mere vedvarende energi, og alle får en lavere elpris.
MEN strømmen der f.eks. kommer ind fra Sverige kan stamme atomkraft. Den kan også stamme fra vandkraft.
Der er ingen måler på mit hus, der fortæller, hvad det er for en strøm.

Fra det fælleseuropæiske marked skulle vi gerne hente energien fra de steder, hvor vinden blæser eller solen skinner. Da planen er, at den danske stat i 2030 skal have 100 procent energi fra vedvarende energi, så må man kunne stole på naboerne.
Selvfølgelig giver det mening, at det giver mindre CO2-udslip, hvis energien fra vindkraften i de danske vindmøller eller de spanske solceller kan spredes ud over Europa, når vi har rigeligt med vind og sol. Hvem bestemmer så, om det skal være atomkraft eller kulkraft eller vind eller sol?
Spørgsmålet om, hvor grøn vores strøm er, afgøres af rå markedskræfter.
Det indre marked for strøm er nemlig ikke kun reguleret og begrænset af de fysiske rammer, men også af en børs … for strøm … hvor der hver evig eneste dag købes og sælges energi, nogenlunde som man kender det fra aktiemarkedet.
Det er også årsagen til, at Energinet har ansat et væld af økonomer.
Ved siden af selve den fysiske infrastruktur har man bygget en struktur for selve handlen, der foregår på en elbørs. Elbørsen samler information fra Energinet med ledninger og kapacitet, og så samler de købsbud og salgsbud, og så matcher den de tre aktører. Det foregår på samme børs i hele Europa.
Mere præcist foregår det sådan, at man på børsen hver dag laver en priskurve. Man ved, hvor meget strøm man skal bruge, og så liner man producenternes tilbud op – de billigste først og så dem, der er lidt dyrere og lidt dyrere, og når man har det forventede strømforbrug dækket, så siger man til resten, at de ikke skal levere strøm de kommende 24 timer. Og alle producenter, der er blevet udvalgt til at producere, får den pris, som den sidste aktør, der er blevet udvalgt, kunne producere til. Det lyder som markedsøkonomi i sin ekstreme form.
Tidligere har man haft planløsninger, hvor alle kraftværker har fået lov til at køre med samme speed, så der var nok til at dække forbruget, men nu har man altså sagt, at der skal noget konkurrence ind,” siger Linette Linnemann Pedersen fra energinet.dk.
Kraftværkerne fik altså tidligere lov til at producere lige meget, uanset om strømmen var grøn eller kulsort. Og så herskede der alligevel en ineffektiv form for markedsøkonomi, når det gjaldt forbruget, fortæller Linette Linnemann Pedersen:
Det var bytte-bytte-købmand. Et produktionsselskab i Danmark havde en forbruger i Tyskland, og så ringede de til en TSO og sørgede for, at der var plads i ledningerne. Og så kørte det. Men det betød jo, at kapaciteten ikke blev brugt særlig godt. Folk lavede kontrakter med hinanden, og der var ingen transparens om priserne eller flowet. Og der har politikerne så sagt, at vi skal udnytte infrastrukturen bedre og skabe transparens og have et frit marked, hvor alle lægger deres bud åbent ud, og hvor efterspørgslen og udbud matches åbent, og hvor kapaciteten bliver tildelt efter, hvor det skaber mest samfundsmæssig værdi.”
Det nye system er – i hvert fald fra en økonoms synsvinkel – win-win:
De, der kan producere billigst strøm, de får lov til at producere først, så vi alle får billigere strøm i vores kontakter.
Men lad os sige, at kulkraften bliver vildt effektiviseret, eller der kommer noget nyt og meget grimt eller beskidt eller farligt, som altid er billigere end vind, har vi så ikke et problem?
Jo, det problem har vi allerede: Atomkraften er jo et eksempel på en energiform, der har lave marginalomkostninger, og som tit vil vinde udbud i Tyskland og Frankrig. Den er ikke så billig som vind, men når vinden ikke blæser, så kører de, fordi de er billige.
Man kan dog samtidigt se, at der er en stigende andel af forbruget, der bliver dækket af vedvarende energi, og det er både, fordi man har udbygget, og fordi vi er blevet bedre til at dele.
Der er faktisk også en væsentlig detalje, der gør, at det alligevel ikke helt er de rå markedskræfter, der styrer el-produktionen og forbruget. Producenterne af eksempelvis vindenergi i Danmark bliver nemlig subsidieret af staten – det vil sige, at de får et tilskud for hver eneste kilowatt energi, de producerer. Og eftersom vindenergien i princippet er gratis på de yderste marginaler, når først møllen snurrer, så kan vindproducenterne nogle gange tilbyde strømmen gratis for at være sikre på at komme af med al deres strøm.
Der er endda eksempler på, at de har betalt for at komme af med strømmen, når det har blæst meget – og alligevel tjent penge på vinden på grund af de statslige subsidier.

I foråret gjorde EU den fjerde status over Energiunionen, og den slovakiske vicepræsident for Energiunionen, Maros Šefčovič, sparede ikke på superlativerne.
Han erklærede Energiunionen for en realitet og annoncerede et gennembrud i stil med den industrielle revolution, intet mindre:
EU har også de seneste år brugt 4,5 milliarder euro på at udbygge det indre marked for strøm 30 forskellige steder, og yderligere 75 udbygningsprojekter er undervejs, og Šefčovič kunne prale af, at EU siden 1990 har øget energiforbruget med 58 procent – men reduceret CO2-udslippet med 22 procent.
Omstillingen til vedvarende energi går også (en smule) hurtigere end forudsat. Knap 18 procent af energien i EU kom i 2017 fra vedvarende energikilder, og politikerne har valgt at øge tempoet for den grønne omstilling med nye mål om, at 32 procent af energien skal komme fra vedvarende kilder allerede i 2030, ligesom energiforbruget samme år skal være reduceret med 32 procent.
Den nye formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har desuden lovet at præsentere en ny Green Deal, der forventes at sætte endnu mere skub i sagerne, for EU inden jul. I den konservative EU-parlamentariker Bendt Bendtsens øjne er Energiunionen allerede en succes:
Det her skulle jo betyde, at vi får en bedre forsyningssikkerhed, et bedre klima, billigere energi til forbrugerne, mindre energifattigdom og sundere bygninger.”
Helt så rosenrødt er det måske dog ikke. Da EU præsenterede sin fjerde rapport om Energiunionen, var der mange, der var kritiske over for EU’s egen brug af ordet “gennembrud”.
EU importerede stadig i 2017 godt 53 procent af sin energi udefra, og når det eksempelvis gælder EU’s eget relativt beskedne mål for det indre marked for strøm om, at alle lande skal have kapacitet til at transportere mindst 10 procent af strømforbruget over landegrænser, er det kun 17 lande, der lever op til målet.
Selv om EU kan prale af at have reduceret CO2-udledningen med 22 procent siden 1990, så gik det faktisk også den forkerte vej i både 2016 og 2017 med små stigninger i udslippet.
Bendt Bendtsen anerkender også, at det er et langt sejt træk, og at ikke alle lande har været lige hurtige til at sætte gang i de forandringer, der var aftalt i den såkaldte Vinterpakke. Men han tror på, at bevægelsen er i gang, og at presset er så stort fra både EU og befolkningerne, at tingene for alvor vil begynde at rykke de kommende år, og henviser blandt andet til de grønne partiers fremgang over hele Europa. Som han siger:
Den politiker, der ikke tager klimadebatten alvorligt, han er ikke rigtig klog.”
Den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen er ikke helt så fortrøstningsfuld som Bendt Bendtsen, når det gælder tempoet:
Jeg tror, vi kommer til at skylde noget. Vi er nu i en fase, hvor medlemslande skal melde ud, hvordan de vil leve op til lovgivningen, og der vil det vise sig – og det gælder også Danmark – at landene ikke lever op til, hvad de har skrevet under på, og jeg tror, vi de næste år får et kæmpe slagsmål. Og hvis ikke de gør det, så taber vi kampen mod klimaforandringerne. Noget af det, vi bakser med i Bruxelles nu, er den overordnede målsætning om et klimaneutralt EU i 2050, og når vi har det mål på plads, begynder man at kunne regne baglæns. Hvor skal vi være i 2040 og 2030. Og det vil vise sig, at vi har mere travlt end antaget. Så vi har lavet masser af gode og vigtige ting med Energiunionen, men tempoet er nødt til at være højere.”
Uanset hvad, så er det indre marked for strøm nok kommet for at blive.



fredag den 15. november 2019

MUSIKIMPERIALISME




MUSIKIMPERIALISME

Europa, denne asiatiske halvø, har på ganske overraskende, ja vanvittig vis spredt sin ”kultur” - altså levevis, teknologi og økonomisk praksis over hele kloden. Jeg vil her slet ikke komme ind på alle de racistiske vildfarelser som sidenhen er blevet brugt som forklaring for fænomenet men dog lige henvise til, at også (eller netop?) racistiske videnskabsfolk mener at have fundet ud af, at asiaterne gennemsnitlig set er smartere end europæerne …
At teknologien af den umiddelbart brutal-overlegne slags vinder over de mere traditionelle produktionsformer er ikke overraskende, når økonomi og krigsførelse har været og stadig er i stort omfang knyttet til hinanden
På det ”finkulturelle” område er der selvfølgelig også mange områder, som er nært knyttet til indtjening og markedsførelse, således at det ikke overrasker at f.eks. ”Hollywoodfilm” har fået den udbredelse de har. De indbringer så meget, at man gerne vil efterligne dem og lave ”Bollywood” mange steder – måske overraskende nok ikke lige i Europa, fordi vi netop her har taget de amerikanske Hollywoodfilm til os som en forlængelse af egne kulturelle erfaringer og normer pustet op til cinemascope af USAs økonomiske formåen.

Efter denne nok forholdsvis omstændige indledning vil jeg dog komme ind på det område, som har min særlig interesse: den såkaldt ”klassiske” musik. Den har i meget lang tid overlevet og det som en ganske vist prestigefyldt men kommercielt set kun lidet succesfuldt kunstgenre.
Bevares, der er klassiske musikere og koncertarrangører og vel også musikmedie-distributører som tjener gode penge, men i forhold populærmusikken i alle dens afarter er indtjeningen fuldstændig latterlig i forhold til anstrengelserne fra de udøvende kunstnere og investeringerne – især fra det offentlige.
Det forunderlige er så, at denne kunstform i sin meget europæisk prægede udformning og udtryk har vundet indpas i næsten hele verden, i hvert fald hos såvel den kulturelle som også den politiske elite.
Den europæiske klassiske musik fik sin ”imperiale” betydning, da kunstmusikken fra kirkerne med en drejning mod det verdslige rykkede ind i fyrstehofferne, for at forlyste og imponere magthaverne. Hofmusik er dog ingenlunde et rent europæisk fænomen, men fandtes i hvert fald også i Asien.
Yayue (kinesisk, bogstaveligt talt: 'elegant musik') var oprindeligt en form for klassisk musik og dans, der blev udført på kejserhoffet og i templerne i det gamle Kina. Sammen med lovene og ritualerne bidrog denne musikform til den formelle repræsentation af den aristokratiske politiske magt.
Yayue blev af Confucius betragtet for at være den slags musik, der er god og gavnlig, i modsætning til den populære musik, som han vurderede at være dekadent og korrupt. Yayue betragtes derfor i det konfucianske system som den rigtige form for musik, der kan symbolisere god og stabil regeringsførelse. Det betyder, at den slags højtidelig, ceremoniel musik brugtes i retten og som ritualmusik i templer. I en bredere forstand kan Yayue betyde en form for kinesisk musik, der kan skelnes fra populærmusikken, der kaldes suyue eller "ukultiveret musik", og kan derfor også omfatte andre musikstile.

Domstolenes Yayue er stort set forsvundet fra Kina, selvom der findes moderne forsøg på dets genoplivning. I Taiwan udføres Yayue som en del af en konfuciansk ceremoni og i Kina i en genoplivet form som underholdning for turister. Andre former for Yayue findes stadig i dele af Østasien, især ”gagaku” i Japan, ”aak” i Korea og ”nhã nhạc” i Vietnam. Selvom der bruges det samme ord i disse lande (men det udtales forskelligt), svarer musikken ikke nødvendigvis til kinesisk Yayue. Den koreanske aak bevarede dog musik-elementer, der for længst var gået tabt i Kina. (kilde: Wikipedia)
Som det fremgår, er denne høviske kinesiske/asiatiske musikstil næsten forsvundet. Den er blevet ”erstattet” eller fortrængt af klassisk musik, som enten er rent europæisk eller stærkt præget af europæisk musikstil.
Hvordan end nyere klassiske asiatiske kompositioner lyder, så bliver de for det meste fremført af musikere og orkestre som bruger helt igennem europæiske/vestlige instrumenter og tøjstil:
China National Symphony Orchestra
Alt det udstyr, al den krævende uddannelse af musikere, opførslen af koncert- og operahuse til at dyrke en i grunden meget vestlig/europæisk kultur UDEN at der er reelle muligheder eller forventninger til at det kan svare sig økonomisk eller vil give ”politisk” afkast i form af øget popularitet eller respekt … hvad er så meningen eller hvor ligger forklaringen?

I enevældens tid kunne kejsere, konger og fyrster trods alt fornøje sig selv med klanglige oplevelser, som ellers var utilgængelige eller, hvis de var umusikalske – i det mindske imponere deres ligestillede gæster med et formfuldendt musiklask indtryk leveret af virtuose solister og veltrænede orkestre som kunne hentes efter behov til ceremonier lige så vel som til kniv og gaffel musik.
Men i dag? Kan man lide symfonisk eller anden klassisk musik kan man jo uden besvær lytte til den fra et luksusanlæg fremført af de ypperste kunstnere så den kvalitetsmæssigt langt overgår det lokale ”husorkester” i et tredieverdensland.

MUSON Symphony Orchestra, Nigeria

Hvis jeg skal vove en form for forklaring så må den være tostrenget, hvor jeg først kaster mig ud i den sociologiske:
Fra det øjeblik den klassiske musik rykkede ud fra hoffet ind i de borgerlige hjem og i koncerthusene blev den overtaget af et borgerskab som ikke alene kunne vedligeholde men ligefrem fremme den i samordning med den urbanisering og teknologiske og økonomiske udvikling som især prægede 1700- og 1800tallet. Da denne borgerlige ”revolution” kom først i Europa blev den siden hen modellen for udvikling. Det organisatoriske og musiklaske udtryk for musik fulgte så med som en den del af ”den borgerlige udviklingspakke”.1
Og her kommer så forklaringens anden streng, som er mere musikintern: Den udvikling som musikinstrumenterne og komposition tog i den europæiske klassiske musik gjorde den ulig stærkere i udtryk og lydligt mere potent end alt det, som andre, samtidige kulturer kunne byde på.
Siden da kom denne ”klassiske lyd” ind i teaterforestillinger – først i form af opera, så operetter og musicals. Ydermere trængte så den europæiske ”lydformel” i form af filmmusik frem i hele verden. Sideløbende blev det at være udøvende musiker i statens og/eller borgerskabets veletablerede musik-institutioner en helt anderledes respektabel levevej som musiker, nu attraktiv for musikalske mennesker, som ville leve et borgerligt og respektabelt liv – i modsætning til populærmusikken, som oftest enten byder på kortvarig berømmelse i et hektisk liv eller en mere eller mindre ”subkulturel” identitet i samfundets udkant.
Konservatorieudannede musikere kan ved siden af eller i stedet for at være udøvende orkestermusiker eller solist leve af at undervise i såvel offentlig som privat regi og på denne måde vedligeholde et musikmiljø for mennesker som er interesseret i klassisk musik dels som oplevelse, dels som en integreret del af dannelsen. Bemærkelsesværdig er i den forbindelse, at klassisk musik af europæisk tilsnit på trods af sin nærhed til borgerlighed som regel bliver værdsat og fremmet af såvel autoritære som revolutionære regimer, hvilket får mig til at tænke på, at kulturpolitikere uanset politisk observans på deres vej gennem uddannelse til indflydelse tilsyneladende er blevet smittet med en interesse for klassisk musik.
Normalt i sammenhæng med europæiske komponister som Mozart og Beethoven og typisk udført af orkestre, ensembler og kor (snarere end bands), har klassisk musik også i Afrika længe haft et loyalt følge. Med rødder i kolonitiden fortsætter klassisk musik siden uafhængigheden med at blive fremført, komponeret, undervist og konsumeret i mange, hvis ikke alle, afrikanske lande. Nogle gange foregår dette stilistisk og kompositorisk set ikke langt fra de europæiske ophavsmænd; i andre tilfælde har afrikanske komponister og musikere sat et tydeligt afrikansk præg på deres klassiske musik, der trækker på traditionel og endda nutidig folkelig indflydelse.
Klassisk musik er i nogle dele af Afrika afskrevet som en 'eksklusiv' eller 'elitistisk' genre. Men det er nødvendigt at anerkende den rolle, klassisk musik spiller i Afrika, især hvad uddannelse angår. Mange musikere starter med at få formel træning i klassisk musik, før de bevæger sig til andre genrer.





lørdag den 26. oktober 2019

DE FRIE MARKEDSKRAEFTER OG FREMTIDEN

MRSA-kim


DE FRIE MARKEDSKRAEFTER OG FREMTIDEN
. og så handler det her ikke en gang om klimaet men helbredet ….

For tiden oplever også mange almindelige danskere, at de ikke kan få de medicinske præparater som de ellers har brug for.12 Fænomenet er ikke specielt dansk men udtryk for, at farmaceutiske virksomheder kun vil producere det, som giver stort overskud. Mange sundhedssystemer med tilknytning eller tilskud fra det offentlige har målrettet satset på generiske præparater – altså medicin produceret af billigere leverandører som kaster sig over produktion af præparater, som ikke længere er beskyttet af patenter, også kendt som kopimedicin.
Det har nok gavnet pengepungen hos patienterne og sygekasserne men samtidigt generet aktiekurserne i en farmaceutisk branche, hvor mange havde vænnet sig til tocifrede årlige afkast.3
Indtil videre forventer man tilsyneladende, at det nok bare vil løse sig selv, når de nævnte forsyningsproblemer med almindelige medicinske præparater vil presse priserne i så meget i vejret, at producenterne igen begynder at levere. Da dette forsyningsproblem rammer socialt og geografisk ret bredt, vil det forhåbentligt også ske, inden der kommer ret mange ”lig på bordet”.

Væsentlig værre udvikler problematikken sig omkring udviklingen og anvendelsen af antibiotika.
Store mængder af velafprøvede antibiotika, som kan produceres billigt, da de ikke længere er beskyttet af patenter, anvendes i opdræt af produktionsdyr lige fra fisk og fjærkræ4 til svin og (mælke)kvæg. En særlig undertype af multiresistente bakterier, kaldet MRSA398, forekommer især hos svin og andre produktionsdyr. Landmænd og andet staldpersonale, som arbejder med svinebesætninger, er i særlig risiko for at blive bærere af denne type MRSA
I de fleste lande, hvor antimikrobiel resistens overvåges, udgør infektioner med MRSA en betragtelig andel af alle SA-infektioner.
De store mængder af ”billig” antibiotika som bruges i dyreopdræt giver stadig en ”fornuftig” udbytte, mens udviklingen af nye antibiotika, som jo ”kun” skal bruges af syge mennesker så længe de er syge og ikke som ”kosttilskud” ikke giver det ønskede afkast.5
Det afstedkommer, at der forskes og udvikles mindre og mindre på dette helt livsnødvendige område, fordi dem som trænger allermest og som er hårdest ramt af resistensproblemer er lande og befolkningsgrupper som er finansielt svage.
En god del af resistensproblemerne er ret åbenlyst  tæt knyttet til brug af antibiotika i dyropdræt. Det bliver tydeligt, når patienter med resistensproblemer kommer ind på hospitaler og der oplyser, at de arbejder med ”husdyr”: så ringer alle alarmklokker og man forsøger oftest at isolere disse patienter i størst mulig omfang.6
Der er efterhånden en del forskere på området, som mener at verden kommer til at opleve alvorlige pandemier i de kommende årtier. Det vil nok også på dét tidspunkt foranledige myndighederne og industrien til at ”interessere” sig alvorligt for at tage kampen op. Hvor mange der vil dø af denne sendrægtighed, vil jeg ikke gisne om.
Men dem som mener, at vi er velforvarede ved at sætte vores lid til det fri marked, når det gælder fremtidig udvikling, må i de mindste på dette ret afgrænsede ”sundhedsområde” kapere, at denne forestilling ikke alene er naiv men komplet uansvarlig.


fredag den 6. september 2019

Georg Simmel: Vi er alle fragmenter




Sjælens skæbne i den kapitalistiske tidsalder: for hundrede år siden (1918) døde sociologen og filosoffen Georg Simmel - hans evner til at beskrive forbløffer den dag i dag.
Af Thomas Assheuer – oversat, redigeret og forkortet af Philipp Blau

Det hjalp alt sammen ikke noget: Endda studenterlegitimationen lod Georg Simmel kontrollere før man kunne få adgang til hans auditorium, men de intellektuelle turister lod sig ikke skræmme væk, de fortsatte med at strømme til, nogle endda fra Rusland, iblandt dem Leon Trotsky. Til Simmels beundrere hørte dog også et akademisk ubesmittet publikum fra provinsen, og alle sammen gjorde ham det største kompliment, man på det tidspunkt, i slutningen af det 19. århundrede, kunne gøre filosoffer og sociologer: I hans værker genkendte de deres eget liv: nervøsiteten og rastløsheden i et samfund, som troede, at det var blevet tvangsflyttet fra Goethe's paradisiske æra direkte til maskintidsalderens helvede.

Faktisk var Simmel et beskrivelsens geni. Han havde en absolut hørelse for den mindste vibration i den "sociale krop".
Han skrev ligeså mesterligt om mode, alpin turisme, smykkernes psykologi og Guds personlighed som om de nye "livskræfter", om acceleration, pengene og "konkurrencens vilde jagt ".
Og Simmel opdagede den neurastenisk-blaserede socialtypus, dette tro- og rastløse menneske-eksemplar, der befolkede metropolerne og som med delikate, æstetiske bevægelser singulariserede sig - som man ville sige det i dag:
Enhver var unik, enhver udgjorde en social forskel.
Simmel så dette ikke som opløsning eller forfald, men bogstaveligt talt som det moderne samfunds ”mirakel”.
Det moderne samfund skaber sin enhed via skarpe kontraster, og det betød:
Forskelle adskiller ikke, de skaber samhørighed. Og hvis disse "forskelsvæsener" indtager en fælles måltid i deres komplekse konflikters ordnede kaos, kaldes dette kultur.

Med sådanne sætninger havde Simmel præcist afstukket sit arbejdsområde.
Sociologen bør IKKE klapre med tørre storteorier og almene sandheder i en akademisk bobble.
Han burde beskrive de sociale kredses krydsningsfelter, det særliges eksplosion, den moderne tidsalders relationer og former for samfundsmæssiggørelse – så levende og så præcist som muligt.

MEN, mens offentligheden i Simmels essays genkendte sin æras signatur, genkendte hans kolleger deri ingen ordentlig videnskab, men kun urydelig virtuositet hos en strålende, men alle og alt "desintegrerende" salonfilosof, som sagde ”sociologi” men mente socialisme.

Fra sådanne undsigelser dryppede ikke alene misundelse fra kejsertro åndspygmæer. Her talte også ren tysk jødehad; mest ulækkert hos Ludwig Klages, som bragte en ondsindet "skriftlig rapport" mod publikumsfavoritten i omløb.
Således forblev Georg Simmel, født 1858 som det syvende barn i en berlinsk købmandsfamilie, gennem mange år en fremtrædende outsider, en lærd uden et egentligt professorat. Han havde oprindeligt ikke engang kunne opnå en doktorgrad.

Hvor originalt Simmel var, viste sig allerede derved at han blev citeret hele tiden - uden at nævne hans navn. Dem som åbent kritiserede ham, bebrejdede ham, at han ingen teori havde, og hvis det alligevel skulle være tilfaldet, så en forkert.
Men Simmel havde meget vel en teori, og det er en mærkelig historie:
Teoriens fundament er helt forældet og har dog på samme tid betydelig relevans, fordi dens falske begrundelser stadig fører til korrekte spørgsmål.

Simmels nøgleord var tragedie, og med det mente han, at den moderne sjæl med tragisk nødvendighed fremmedgør sig fra sine opfindelser, sine "objektiveringer": Fordi teknologi og videnskab følger deres egne love, opfattes de af individet som uafhængige kræfter, og således adskiller en dyb revne "sjælen fra tingenes verden".

Naturligvis tilhører den kapitalistiske logik også den tragiske kultur, den bliver også en modstander af sjælen.
Men først i århundredets bog, The Philosophy of Money (1900),
kondenserer Simmel sine indtryk til en utrolig radikal, simpelthen fantastisk spekulation:
Pegenes kredsløb - siger teorien/spekulationen - erstatter den organiske livscyklus - det er de monetære forhold, der danner det kosmiske fundament for det moderne tidsalder. Penge stiller alt til rådighed og forbinder alt med alt; det er frihed og tvang på samme tid, og når det er tvang, tjener pengene ikke livet, men livet tjener pengene.
Hermed træder homo economicus ind på scenen, den verdensflygtning, der løber væk fra sin indre tomhed, selvom han løber "ind i Alperne". Tidligere levede Gud i sjælen hos det "byttende dyr", nu bor pengene der.

Og hvad skulle konklusionen så være? For Simmel kom der ingen konsekvens, han søgte ingen vej ud af denne fornedrede verden: Man må stoisk udholde det moderne tidsalder, fordi ”vi er alle fragmenter”.
Under Første Verdenskrig skiftede han overraskende mening og fejrede den store kamp som en forsoning med livets strøm, som en renselse fra de abstrakte penge.
Det var morderiske udsagn og Ernst Bloch blev forfærdet. "I en livsalder har De undgået at nå til slutninger, og nu finder De det absolutte i skyttegraven!"

kildehenvisninger:
Simmel Handbuch, redigeret af Hans-Peter Müller og Tilman Reitz, Suhrkamp Verlag
Hvordan er samfundet muligt? https://nota.dk/bibliotek/bog/hvordan-er-samfundet-muligt#ebook






torsdag den 5. september 2019

DOEDEN ER EN MANDESPORT



DØDEN ER EN MANDESPORT1

lige fra slagmarken:
Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært,

døden ikke heller. 
til bordellet:
Frau Wirtin hatt' auch einen General,

Der tat’s nur in der Periode,

Und wenn er dann im Blute schwamm

Träumt er vom Heldentode.
Døde efter køn og dødsårsag 2017
Mænd
alle aldre 
Selvmord 410
Døde efter køn og dødsårsag 2017
Kvinder
alle aldre
Selvmord 161

Danmarks Statistik , © www.statistikbanken.dk/DOD1

Dødsdrift eller hvad?
Dødsdriften kan være et kompliceret begræb at forstå og rummer mange beskrivelses- og forståelsesniveauer. Sigmund Freud selv beskriver den som en slags regressiv drift, vendt imod tidligere tiders hedonisme, både i fylogenetisk (altså forankret i menneskehedens udvikling) og ontogenetisk (forankret i enkeltindividets udvikling) forstand. I fylogenetisk forstand teoretiserer Freud over, at driften kan være fremkommet som konsekvens af omskiftelige forhold, som f.eks. naturkatastrofer, der har frembragt et ønske om at vende tilbage til en mere harmonisk fortid, hvor flokkens og individets behov opfyldtes bedre i miljøet.
Opstemthed ved at se blod og lidelse er udbredt blandt rovdyr, men også mennesket, hvilket forklares ved at risikoen for skader og dertilhørende potentiel angst, under jagt måtte undertrykkes af opstemthed. Nogle neuropsykologer beskriver i denne forbindelse et såkaldt pain-blood-death kompleks i hjernen2, som er et særligt ”oplevelsesmønster” som rovdyr har tilfælles og altså udløser en belønningseffekt ved oplevelsen af drabelige handlinger og de medfølgende effekter.

Køn og vejtrafik
Tre ud af fire trafikdræbte er mænd
https://fdm.dk/nyheder/2017-09-maend-dor-mest-trafikken
 Risikoen for at blive alvorligt eller dødeligt såret i trafikken er meget højere for unge mænd end for unge kvinder (Federal Statistical Office, 2010). Amerikanske analyser viser, at risikoen for at unge unge mænd dør i trafikken er cirka tre gange større end for unge kvinder.
Ved beregningen af ​​denne risikofordelingen var ulykkerne relateret til antal kørte kilometer. Adskillige undersøgelser har vist, at unge mandlige bilister er mere tilbøjelige til at have ulykker end unge kvinder, pga. risikable kørevaner, hyppigere overtrædelser af færdselsregler, mere aggressiv adfærd, mere negative holdninger i forhold til sikker kørsel og mindre bevidsthed om risiko.
Derudover er mænd - især unge mænd - mere tilbøjelige til at køre under påvirkning af alkohol og/eller stoffer. De bruger sikkerhedsselen sjældnere, overskrider den maksimalt tilladte hastighed oftere og kører i en langt lavere afstand til køretøjet foran (OECD, 2006; Kraftfahrt-Bundesamt, 2010).
 Som en forklaring på den markant højere risikoadfærd hos mænd nævnes i litteraturen biologiske, psykologiske og sociologiske årsager. Blandt andet er generelt kendetegnet ved større fysisk aggressivitet end kvinder, ved en større vilje til at tage risici, ved et større behov for nye, intense oplevelser ("sensation search") og ved en mere positiv oplevelse af fart.
Derudover spiller kønssocialisering en vigtig rolle dannelsen af ​​visse mobilitetsvaner. Således opfører mænd og kvinder sig ofte, så de passer til en eksisterende kønsstereotype.
Stereotypiske forestillinger om hvordan mænd og kvinder kører bil, dukker op i en alderen omkring 10 år.

Er mænd mere morderiske end kvinder?
Når man hører om mord, er de næsten altid begået af mænd. Hvordan kan det være?
Nogle adfærdsforskere mener, at grunden skal findes i de dybeste dele af den menneskelige psyke som et levn fra dengang, mennesket var en floklevende abe. Hvis en sådan art skal overleve, er det ofte nødvendigt, at hannerne er større, stærkere og mere aggressive end hunnerne. Men efterhånden som samfundene bliver mere civiliserede, er denne adfærd ikke længere ønskværdig. Instinkterne findes imidlertid stadig væk, og det betyder, at mænd lettere bliver forbrydere og måske mordere – simpelt hen fordi de har et højere naturligt aggressionsniveau. Knap 10 procent af alle mord begås dog af kvinder. Men kvinder myrder ofte på en langt mindre brutal og blodig måde. Derfor bliver sagerne mindre omtalt i medierne, hvilket kan give et endnu skævere billede af tingene.
Er de fleste psykopater mænd?
Blodliderlige psykopater i nyheder og på film er typisk mænd. Men er der egentlig flere mandlige end kvindelige psykopater?
Den menneskeædende Hannibal Lecter fra filmen ”Ondskabens øjne” lavede lamper af sine ofres hud.
Marcel Lychau Hansen voldtog og myrdede på Amager, og Peter Lundin parterede sin kæreste og hendes børn og begravede sin mor på stranden. 
Alle tre har det til fælles, at de er mordere, mænd og ofte hives frem som eksempler på psykopater.
Er der altså flere mandlige psykopater end kvindelige?
Dertil siger ph.d., psykolog og forsker hos Psykiatrisk Forskningsenhed Region Sjælland, Sune Bo Hansen, at psykopati passer bedst på mænd.
De særlige kendetegn for psykopater er, at de virker charmerende, men er manipulerende, løgnagtige og ofte aggressive. De har et overfladisk følelsesliv, føler ingen anger og har svært ved at genkende følelser hos andre.
Samtidig tror mange af dem, at de er noget helt særligt, og at de er hævet over almindelige regler og love. Derfor bryder de loven gentagne gange.
Redskabet til at identificere psykopati er psykopati-tjeklisten ’PCL-R’, som blev udviklet ud fra mænd i amerikanske fængsler. Den beskriver 20 typiske træk hos psykopater. Psykopater har mange, men sjældent alle af disse træk.
Hvis vi følger den ’opskrift’, er mængden af mandlige psykopater3 klart større end mængden af kvindelige, fortæller Sune Bo Hansen.4
Men netop fordi redskabet oprindeligt er udviklet på mænd, ligger hele sandheden ikke i denne konklusion:
»Der er færre kvinder, der ser ud til at være psykopater. Men det kan være et udtryk for, at vores instrumenter er udviklet på mænd«.
Svaret på spørgsmålet kan derfor sagtens ændre sig med tiden, da kønsforskelle også kan forklares evolutionært.
Selvom vi ikke kan sige præcis, hvor mange mandlige og kvindelige psykopater, der findes i dag, så ved vi, at fænomenet i sig selv ikke er nyt. Graver vi helt til bunds i psykopatien, kan vi se, at psykopater er beskrevet i tekster fra før vores tidsregning, og at undersøgelser viser, at psykopater findes på tværs af alle verdens kulturer.
»Evolutionært set burde de ikke have overlevet. Mennesket er et socialt væsen, så deres adfærd passer ikke ind«, siger Sune Bo Hansen.
Overlevelsen kan skyldes, at mandlige psykopater ikke ligefrem er kernefamiliemennesker:
»Psykopaten spreder sin sæd ud på så mange som muligt og bliver ikke hos moderen. De skifter ofte relationer ud og er altid på farten. Derfor er selve deres livsførelse en overlevelsestrategi. På den måde kan deres gener have spredt sig gennem udviklingshistorien. Kvinderne har stået i en anden situation, da vi ved, at kvinder gennem tiderne har været mere forstående og fokuserede på at holde sammen på familien. Derfor giver det mening, at kvinderne er mindre aggressive og bedre til at læse følelser og sociale samspil.« ...”Udviklingen af psykopati bunder i lige så høj grad i opvækst og miljø som i genetiske forhold. Hos dem med flest psykopatiske træk kan generne dog spille en større rolle end miljøet,” fremhæver Sune Bo Hansen.
Vi er alle lidt psykopatiske
Undersøgelser af, hvad almindelige mennesker i USA scorer på psykopatitjeklisten, viser, at gennemsnittet er på seks point, hvor psykopater typisk vil score 30 point eller derover.
Psykopatiske træk kan man derfor finde hos alle omkring sig – og hos sig selv.
Selvmord som Mord
Begyndelsen af den psykoanalytiske diskussion om selvmord kom i 1910 med ”Symposium über Selbstmord“, som Freud var indkaldt til i anledning af et elev-selvmord i Wien. På konferencen, der blev introduceret af Freud (Freud, 1910g, s. 61ff.), var Alfred Adler, Wilhelm Stekel og Paul Federn (se Federn, 1929a).
Selvmorderens personlighed blev overordnet beskrevet som en "nervøs karakter", og en konstitutionelt stærk aggressionskraft blev anset for at være en forudsætning for et selvmord. Mens Adler understregede vigtigheden af sociale faktorer, understregede andre selvmordstendenser som et udtryk for et ønske om at dræbe en anden. Derudover blev manglen på mellemmenneskelige relationer nævnt som en årsag til selvmord.
I diskussionens sidste ord understregede Freud endnu en gang det ubesvarede indledende spørgsmål, nemlig om overvindelsen af livsinstinktet er resultatet af skuffet libido, eller om der er findes et frafald fra egoet som et ontogenetisk motiv." (Freud, 1910g, p ).
Allerede der formodede Freud, at en sammenligning af melankoli med påvirkningen gennem sorg ville åbne den psykodynamiske tilgang til selvmordsproblemet. Han vendte ikke tilbage til problemet før i 1916 i sit arbejde "sorg og melankoli", som betragtes som Freuds eneste systematiske behandling af psykodynamikken i selvmordshandlingen og den er stadig af stor værdi for den kliniske praksis og udviklingen af teoretiske koncepter.

Freuds og Abrahams depressionsmodel i forhold til selvmordstilbøjelighed
Det som i suicidologien betragtes som den klassisk psykoanalytiske forklaringsmodel for selvmord blev udviklet af Freud (1917e) og Abraham (1912, 1924). Den centrale forskel mellem sorg og melankoli består ifølge Freud i følgende fænomen: "I sorg er verden blevet fattig og tom, i melankolien er det egoet selv" (Freud 1917e, s. 432).
Den fuldstændige udfoldelse af det melankolske syndrom, der er ledsaget af en udtalt reaktionsforskydning og tabet af selvværd, er således bundet til forudsætningen af ​​en disponerende og en udløsende faktor: melankolikerens psykiske disposition bliver det "primære narcissistiske sår" (Abraham, 1924). som blev forårsaget af barnets oplevelse af en skuffende og svigtende mor og som etableres som en basal "grundforstemning" (Abraham, 1924). Dette favoriserer både en udtalt ambivalens i forhold til kærlighed og had til objekterne samt tendensen til et narcissistisk objektvalg. Den udløsende årsag er et reelt objekttab eller endda en vildfarelse af fantasier, fornærmelser eller afvisning, der opleves som en traumatisk "gentagelse af den primære kærligheds skuffelse." Som svar på dette tab af et objekt reagerer den til melankoli disponerede med en "hadbølge" (Abraham, 1924), som skal afværges, fordi objektet er elsket og netop på grund af ambivalenskonflikten opleves som uundværlig.
Det kommer til en narcissistisk identifikation med objektet, hvilket gør det muligt, at fastholde ved objektet på trods af den eksisterende konflikt. På denne måde belyste Freud "mysteriet omkring selvmordstendenserne": "Selvom vi for længe siden vidste, at ingen neurotiker fornemmer selvmordsintentioner, som ikke er afledt fra et mordimpuls mod et andet objekt, men det forblev uforståeligt, ved hvorledes sådan en intention kunne føre til handling.” Nu viste analysen af melankolien, at egoet kun kan dræbe sig selv, hvis det kan behandle sig selv som et objekt ved en ombytning af objektbesættelsen, hvis dette tillader at indstille en fjendtlighed, der er gælder det originale objekt. (Freud, 1917e, s. 438f.).
(kilde: Benigna Gerisch: „Mit Anstand von dieser Welt verschwinden“. Psychoanalytische Anmerkungen zur Suizidalität in Leben und Werk Sigmund Freuds)







3Psykopati er ikke en diagnose i sig selv. Den officielle diagnose hedder ’dyssocial personlighedsforstyrrelse’ og fokuserer på adfærd såsom lovovertrædelser og aggression. Psykopati gælder kun for en tredjedel af mennesker med denne diagnose og fokuserer mere på det psykiske bag adfærden.
4Her kan man læse mere om et par psykopater med blod på hænderne. Det er vigtigt fremhæve, at ikke alle psykopater er mordere. Richard ”The Iceman” Kulklinski(1935-2006) myrdede koldblodigt over 100 mennesker ved siden af sit helt almindelige familieliv. Ted Bundy (1946-1989) kidnappede, voldtog og myrdede over tredive unge kvinder i 1970’erne Ian Brady(1938-)