Flexicurity til udvortes brug

Mens security demonteres herhjemme og flexibility bruges til jobeksport  tillader DANSK INDUSTRI sig at prale med Danmarks fortid som flexicurity-landet.

Der kan ligge en vis trøst i det forhold, at Erik Kjærdsgaard aldrig kom til at sige nedenstående, fordi hans

 "Presentation (was) prepared but not delivered due to unforeseen circumstances."

Det kan jo være, at de uforudsete omstændigheder var, at det gik op for ham, at nedenstående ikke længere passer i forhold i den danske regerings politik.

DANSK INDUSTRI – ERIK KJAERGAARD, Head, Social Affairs

On 16 March 2011, the ninth European Forum for Manufacturing Roundtable Discussion: ‘Employment, Health, Safety & Manufacturing’ was held in the European Parliament.

First of all, I would like to thank the EFM for inviting us here today and for giving us the opportunity to meet and discuss such important issues as flexicurity and the future for manufacturing companies.

The Confederation of Danish Industry [DI] represents 10,000 businesses and works to create the best possible conditions for the business community. My presentation will focus on flexicurity which is so important to Danish manufacturing companies.

Danish Model

In Denmark, flexicurity consists of three pillars:

1. Flexibility:

– External flexibility (i.e. easy to hire and fire):

- internal flexibility (i.e. working hours, overtime, part-time)

- wage flexibility (i.e. performance or result-based).

2. Security:

– the low degree of employment protection means that security in the Danish labour market does not appear as job security, but rather through income security and employment security

– income security means that we have a high compensation rate for low income groups: 90% for 2 years

– employment security means that the many annual job openings enable the unemployed to get a new job quickly.

3. Active Labour Market Policies:

– requirements – people must be available and actively job-seeking

– instruments – activation schemes and skills upgrading.

The Impact of the Economic Crisis

The global economic decline also reached Denmark, where companies found themselves suddenly with empty order books. The economic crisis meant that some companies had to let people go, while other companies made use of short-term working schemes.

Unemployment rates have now stabilised and we see positive growth rates. We also now know that a lot of the people who lost their jobs during the crisis, found new employment relatively quickly.

Let me give you a few examples:

• during the crisis, more than 30% of those who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

• in the metal sector more than 60% of those who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

• in the construction sector more than 40% of the people who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

There is, therefore, no doubt that the Danish flexicurity system made it easier to recover from the crisis for companies, employees and the unemployed.

So flexicurity is important to Danish companies, because it provides companies with the flexibility that is needed to cope with international competition – especially in a time of economic crisis – while at the same time creating job openings, which enable the unemployed to get new jobs quickly.

However, while learning lessons from the crisis is important, I find that the ‘Agenda for New Skills and Jobs’ puts too much emphasis on this particular – and exceptional – period.

We need a policy that takes into account the full dynamics of a business cycle to cope with the challenges of an ageing and declining workforce, new market conditions, new technologies and international competition – challenges, which all require flexible labour markets.

While Dansk Industri therefore welcomes the Commission’s focus on strengthening flexicurity policies, we very much regret that the Commission seems to be promoting a single form of open-ended contract. I cannot stress enough that an important part of securing flexible labour markets is to secure a diversity of contractual arrangement.

A diversity of contractual arrangements is a pre-condition for companies to stay competitive and to adapt to new challenges.

We further believe that reducing the diversity of work contracts will not contribute to job creation. I therefore would like to warn against shifting the focus from ‘employment-security’ to ‘job-security’. One of reasons that flexicurity works as a very successful model in Denmark, is that we focus on employment-security!

Flexicurity is important – and specifically during a crisis – because it provides better possibilities for maintaining competitiveness in companies and thus for promoting:

• low structural unemployment

• high employment rate

• many job openings

• people finding new jobs quickly

To conclude, the future debate on flexicurity should focus on how best to support companies and workers in adapting to changes. And the best way to do that is to secure flexibility for companies and employment security for workers.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Aalborg Westend - nostalgi og ”sociologi”

I anledning af en indkøbstur til Aalborg midtby lagde jeg vejen hjem forbi Vestbyen – velsagtens inspireret af en ”naboblog” som blandt andet handlede om at flytte til Vestbyen i Aalborg.

I 1975, da jeg kom til Danmark og bosatte mig i Vestbyen, var området allerede et krydsningspunkt mellem almindelig arbejderklasse og Overdanmark, da Vestbyen ligger omklamret af Hasseris på den ene side og Bådehavnen på den anden.

Da den sidste industri, cementfabrikken Norden, De Smithskes Jernstøberier, Bera Stilladser & Galvanisering ligesom Limfjordsværftet forsvandt i løbet af 1970ernje og 1980ere kunne man have forventet, at hele området med dens nærhed til de fine folk i Hasseris og de rekreative områder mod vest ville blive shinet op og udstykket til ejerlejligheder. Men det her er Danmark – og Aalborg, og takket været det faktum, at den teglstensrøde boligmasse i Vestbyen er i hænderne på boligforeninger, som ikke går ind for at sælge sig selv som ejerlejligheder eller luksusandele, så er tilsyneladende alt ved det gamle.

Der boede jeg i 1970erne (fra 1975) på Henning Smiths vej. I dag kan man genfinde det gamle Smithske støberi med det runde tag som en integreret bestanddel af et alderdomshjem, og da man kan gå ind, så fik jeg syn for sagen, hvordan man engang i 1800-tallet kunne finde på at lade bærende træbjælker til tagkonstruktionen ende i skorstenen til smelteovnen. At taget ikke futtede af, dengang det hele var i drift, er et rent mirakel. For øvrigt var det i dette alderdomshjem, min svigermor tilbragte sine sidste dage for mere end 10 år siden. Hun skulle kun flytte nogle få hundrede meter over fra Kastetvej, hvor mine svigerforældre havde boet fra midten af 1950erne, og hvor min kone gik i skole på Vesterkær. På Kastetvej er Brugsen blevet skiftet ud men en (Spar?) da FDB droppede de mindre brugser til fordel for Superbrugs og Fakta, men ellers ligner også Kastetvej sig selv.

De ret beskedne lejligheder på Henning Smiths Vej lige overfor alderdomshjemmet  er ikke blevet sammenlagt og boligblokkene ligner sig selv. Kun de bredrammede plastvinduer som vi fik dengang i 1970erne er heldigvis blevet udskiftet med mere passende todelte, som ligner de oprindelige fra 1940erne og 50erne. Dørtelefoner har man dog fået – og hermed også den mulighed at studere beboernes navne uden at gå ind i opgangen.

Det ser meget tilforladelig ud – danske efternavne næsten hele bundtet – og ibland de cirka 100 – 150 navne jeg så, var der én som entydigt henviste til det ”farlige” mellemøsten og islam: SAID.

Det mest eksotiske var dog PICASSO, (Günther!!). Det må være nyfascisten fra C.V. Jørgensen-sangen Costa del Sol, som er flyttet tilbage til Danmark efter en social deroute (”Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto.”) Undskyld Günther Picasso – jeg kender dig jo slet ikke, og i modsætning til den fiktive ”litterære” person findes du jo i virkeligheden.

En tilsvarende vandring i Østbyen afslører hurtigt, at det er her, indvandrene har fået foden indenfor. Her fortæller allerede bilerne på gaden med de mange baltiske nummerplader, at det er i øst man kommer ind, hvis man er ny i ….. i en by på denne jord .... så hører du hjemme i Eastend.

Nu vil jeg jo ikke bebrejde dem, som uddeler lejlighederne i boligforeningerne i Vestbyen for racisme – og det kan sagtens være, at folk med anden etnisk baggrund bliver guidet af interne kanaler de steder hen, hvor fællerne befinder sigt i forvejen.

Bilernes standard i Vestbyen er i hvert fald en god tand over dem i Østbyen – ikke gejlet op – men nyere mellemklasse – og ingen rust. Med en vis tilfredsstillelse så jeg dog en ”klassisk” Renault 5 i afbleget tomatrød – men køreklar og synet.

Hvorom det så går til med nydanskernes og indvandrernes bosætning, så finder integrationen ikke sted via boligen (hvis overhovedet). Ghettoerne dannes/skabes - uanset boligforeningerne - som om det hele gik rent privatkapitalistisk til, og de danskere, som holder sig til boligforeningerne og tilhører arbejderklassen (eller noget derhen ad i servicesektoren og de mere jordnære sektorer indenfor administrationen) holder sig tilsyneladende væk fra deres etniske kollegaer fra arbejdspladsen, når det gælder boligen.

”Ha! Hvordan er du så med din baggrund (som dengang østriger) kommet ti at bo i Vestbyen??”

Tja, jeg var/er dansk gift og min kone havde været medlem af Boligforeningen Himmerland siden en gang i barndommen, hvor hendes forældre havde meldt hende ind – sådan!

Hvis ikke Østrig siden var blevet en del af EU, kunne jeg i dag slet ikke komme til at leve i Danmark (dansk gift eller ej). Ok – der ville så være en brokrøv mindre i dette eventyr-land med et nyt "grænsehegn" under udvikling.