tirsdag den 10. marts 2020

FRA DET DANSKE OEKO-KAMMER




FRA DET DANSKE ØKO-KAMMER

Lige for tiden hænger den socialdemokratiske regering ret så meget i bremserne, når det gælder omsætningen af de ret ambitiøse 2030 klimamål, og det bliver nok ikke bedre, når regningen efter corona-pandemien er gjort op, og det vil nok vise sig, at overskuddet på betalingsbalancen og stigende skatteindtægterne er noget, som ikke lige vil præge det nuværende finansår.
Nu kunne der jo være en vis økonomisk kalkule i, at brande Danmark som øko-foregangsland for at blåstemple fancy eksportprodukter til et verdensmarked, som i visse segmenter nok hungrer efter ting og sager, som via smart branding kan dulme den dårlige forbrugersamvittighed.
Samtidig kan det også virke opløftende for øko-nationalister på venstrefløjen, som vil blive enorm opstemt over smukkere CO2-regnskabstal for Danmark som et resultat af engageret, folkeligt pres.
Meget af det som kræves fra den kant, kan der være en del fornuft i, andet er tværtimod den rene katastrofe, hvis man lige lægger de rød-hvide briller til fordel for et mere globalt udsyn.
Lige for tiden er der en del snak om Danmarks sidste cementfabrik, Portland ved Aalborg – ikke for ingenting - fordi det er den danske virksomhed med den største CO2-udledning for en enkel virksomhed (https://www.tv2nord.dk/aalborg/aalborg-portland-nye-klimaraad-kan-faa-store-konsekvenser-eksport).
Få den lukket (og importer cementen udefra??) og så er der sparet en masse CO2-udledning – i Danmark - YES. Importer cementen fra f.eks. Indien, så hjælper du samtidigt nogle fattige arbejdere – YES. ...og luk så lige begge øjne, når du skulle falde over det tal for CO2-udledningen fra samme cementmængde produceret i Indien ...men ok, den samlede indiske CO2-udledning vil alligevel i procent knapt nok stige i den anledning … så det er jo rigtig godt for Danmarks CO2-tal og branding plus lidt fryns til f.eks. Indien oven i købet: Vi plejer vores image og Indien får lidt ekstra eksport til verdensmarkedet.
...og så til CO2-virkeligheden efter dette image-stunt:
Cementfabrikken Portland er faktisk en velintegreret del af fjernvarmeforsyningen i Aalborg, som så vil falde bort. Men ...fjernvarme er vel alligevel noget på vej ud, vil nogle med blikket rettet mod vindmøllerne mene ...varmepumperne og solvarme vil så tage over. Ja da, men fjernvarmenettet ER etableret, men de mange ekstra vindmøller og varmepumper og solpaneler skal først produceres og installeres før de kommer til at levere – hvordan denne produktion skal finde sted CO2-neutral – hvis det skal regnes op imod udnyttelsen af fjernvarmen er slet ikke gjort op. Men ovennævnte omstilling ville selv med en negativ CO2-bilans blive deklareret som sejr for klimaet hos dem, hvor det grønne image er mere værd end den økologiske virkelighed.