et uddrag af Uffe Ellemann-Jensens forord til bogen 11. september - Verdens tilstand ti år efter, som udkom d. 9.september på Aarhus Universitetsforlag.
I dag, ti år efter 11. september, må vi konstatere, at der er sket »tektoniske skift« i den globale magtbalance – for at citere direktøren for Verdensbanken, Bob Zoellick. Tektoniske skift er de bevægelser i jordskorpen, som får kontinenterne til at flytte sig, og som kan udløse jordskælv og tsunamier – så det er et dramatisk billede af, hvad der sker: Magten flytter bort fra USA og Europa og over til de lande, der nu oplever voldsom økonomisk (og politisk) vækst, især Kina og Indien – og vi har allerede set de første konkrete forandringer, denne situation medfører i de internationale institutioner. I de kommende år vil vi se mange flere.
11. september førte til »krigen mod terror«. Det er et udtryk, jeg altid har haft det vanskeligt med. For bekæmpelse af terror er ikke så meget en militær opgave, som det er en opgave for politi og sikkerhedstjenester. Og hvis der endelig er behov for en militær indsats – som i Afghanistan, hvor det var nødvendigt at fratage terroristerne deres hjemmebase – så kan denne indsats ikke stå alene. Den må suppleres med en civil bistandsindsats – uden illusioner om, at det kan lade sig gøre at indføre et vestligt demokratisk system. Med krigen mod Irak – som især USA mente var nødvendig som led i »krigen mod terror« – ændredes den situation, der var skabt umiddelbart efter 9/11. Der var gode argumenter for at føre krigen, på grundlag af den viden, man mente at have på det tidspunkt – men det viste sig efterfølgende, at man ikke vidste nok om det irakiske styres besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
USA og dets allierede var nu viklet ind i to vanskelige og ekstremt kostbare krige – i Afghanistan og i Irak – og forløbet kom til at berøve USA placeringen på ’the moral high ground’. Guantanamo-fangelejren, forhørsmetoderne, anvendelsen af tortur hos dubiøse allierede – alt dette bidrog til at svække respekten for og tilliden til den eneste tilbageværende supermagt. Hertil kom, at de kostbare krige svækkede den amerikanske økonomi, som allerede i en årrække havde levet med stærkt stigende offentlige underskud og en hurtigt voksende gældsbyrde. Det vakte bekymring – men så heller ikke mere. For USA levede højt på sin kreditværdighed og på dollarens uantastede position som international reservevaluta. Den globale finanskrise i 2008 ændrede dette billede dramatisk. Det var et regulært sammenbrud i det amerikanske banksystem, som førte til krisen, der bredte sig over hele verden – og som lammede den økonomiske vækst. Men mens man i Asien og Latinamerika (og til dels også Afrika) hurtigt fik gang i væksten igen, bed krisen sig fast i USA og Europa. Mest dramatisk blev krisen i Europa, hvor flere lande var på randen af statsbankerot som følge af alt for store offentlige udgifter og offentlig gæld – men også i USA blev gælden et voksende problem, om er begyndt at true den amerikanske kreditværdighed. Og omkring ti-årsdagen for 11. september må de amerikanske politiske ledere se i øjnene, at kostbare krige og svigtende konkurrenceevne har undermineret USAs økonomi.
Ændrede økonomiske magtbalancer er i fuld gang med at ændre de globale politiske spilleregler. Mest dramatisk viser det sig ved, at Kina i dag er verdens næststørste økonomi – og USAs største kreditor. Endnu har vi kun set begyndelsen på det, der er ved at ske: Det første vigtige skridt var etableringen af G20 som det afgørende forum for internationalt økonomisk samarbejde – og sideløbende har vi set magtbalancerne i de gamle globale institutioner forskyde sig: Verdensbanken, IMF, WTO osv. Det er også et spørgsmål om tid, hvornår man må ændre den arkaiske indretning af FNs sikkerhedsråd, hvor de gamle vestlige magter har alt for stort et ord at skulle have sagt, sammenholdt med dagens politiske virkelighed. Og det bliver en brutal opvågnen for især europæerne, at den globale magtbalance er ved at skifte.
11. september kom til at spille en afgørende rolle for denne udvikling. Begivenhederne den dag dræbte den optimisme, der havde præget årene efter Den Kolde Krigs fredelige afslutning – og pressede Vesten ind i et forløb, hvis kulmination vi endnu ikke kender. Det store spørgsmål er, hvordan vores vestlige civilisation og de ’vestlige værdier’ klarer sig i den omvæltning, der er sat i gang. Og her kommer vi ikke uden om, at begivenhederne den 11. september 2001 kom til at undergrave de værdier, som terroristerne ønskede at ødelægge – og som vi selv har ønsket at forsvare. Der ligger måske den vigtigste udfordring i den kommende tid.
Philipps efterskrift:
Jeg var og er ikke en stor fan af Uffe Ellemann Jensen – og slet ikke af hans politiske grundholdninger, men må anerkende, at han – i modsætning til de partifæller som endnu sidder ved magten – erkender, hvad der er ved at ske i verdenen. Fred være med det at han skriver ovenfor: ”Der var gode argumenter for at føre krigen, på grundlag af den viden, man mente at have på det tidspunkt – men det viste sig efterfølgende, at man ikke vidste nok om det irakiske styres besiddelse af masseødelæggelsesvåben.”
Jeg kan ikke tro, at Ellemann Jensen virkelig var så naiv at tro på Bush og hans slæng i den sag, når stemmer i Danmarks hemmelige tjenester og FN-våbeninspektorer allerede dengang fortalte, at disse hersens masseødelæggelsesvåben ikke var der (mere?)
