HINSIDES ARBEJDSFÆLLESSKABET
Immanuel Kant definerede oplysningstiden som slutpunkt for den selvforskyldte umyndighed.(AUFKLÄRUNG ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit.)
Om denne umyndighed var selvforskyldt, kan diskuteres. Men at denne tilstands overvindelse førte til flere individuelle, borgerlige rettigheder - slutendeligt til parlamentarisk demokrati i de økonomisk-teknologisk mest udviklede samfund - er en kendsgerning.
Omvendt står det klart, at det at være uvidende, skader demokratiet. Demokrati kræver informerede og interesserede borgere. Men hvis den vigtigste kilde til oplysning om samfundsforhold bliver sociale mediers ”fastfood-oplysninger”, er det ”usundt”. Beslutninger har herefter meget lidt med viden og meget med mavefornemmelser at gøre.
I tomrummet mellem tro og humanistisk ansvarlighed
Den umyndighed Kant henviste til bestod af en ureflekteret øvrighedstro og en (dogmatisk) religiøsitet.Men fra det øjeblik vi tilstræber, at et samfunds normer skal bestemmes af videnskabelige erkendelser og af en vidt udbredt enighed om disse normers nytteværdi, bliver disse normer underlagt en nødvendigvis konstant forandring – en forandring som ikke hidrører fra en selvstændig etisk orienteret udvikling af disse normer men disse normers tilpasning til samfundets i høj grad materiel (økonomisk/økologisk) bestemte udvikling.
Den usynlige hånd og djævelen
”Den usynlige hånd” er en metafor hidrørende fra Adam Smith, som skal anskueliggøre, at den overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, der skulle indfinde sig i en velfungerende fri markedsøkonomi, ikke er en følge af bevidst planlægning.
Den ville tværtimod opstå af sig selv som en samlet, men utilsigtet virkning af tusinder af menneskers individuelle beslutninger, hvor hver især udelukkende disponerer med egen fordel for øje.
MEN ansvarlighed overfor hinanden – næstekærlighed som rækker ud over kernefamilien – lever af skæbnefællesskab og gensidighed, lad os kalde den solidaritet.
Når skæbnefællesskaber erstattes af konkurrence og samarbejde i temporært begrænsede taskforces, så bliver gensidig afhængighed omorganiseret til organisatoriske strukturer, hvor det enkelte individ kan bevæge sig forholdsvis frit fra arbejdsområde til arbejdsområde men samtidig også bliver yderst erstattelig.
Når karrieren kræver, at man skifter stilling efter maksimal 3 år, så er det også klart, at alle kan/skal undværes, så snart de har afleveret deres ”fornyelsespotentiale”.
Så længe denne form for frihed belønnes af stedse stigende indtægter til lederne/eliten bliver disse mennesker proselytter af liberalismen.
Dette beskriver så den øverste ende af hierarkiet på arbejdsmarkedet.
I den anden ende er der genetableret et ”daglejersystem” langt væk fra fagforeninger og overenskomster, hvor arbejdet ikke danner et trygt fundament for tilværelsen men fremstår som en nedværdigende, stressende kamp om at holde sig på afstand af den totale deroute.
Hvis der i denne situation kan etableres ikke arbejdsrelaterede fællesskaber på grundlaget af vrede og trangen til at genetablere en form for stammefællesskab, kan også de mest irrationale og arkaiske tankesæt komme på spil – racisme, chauvinisme, fascisme.
