Joachim B. Olsen: Jeg er ikke ond
(http://gonews.dk.msn.com/politik/joachim-b-olsen-jeg-er-ikke-ond)
Indtrykkene fra træningscenteret i Moscow, Idaho og USA i al almindelighed har brændt sig ubønhørligt fast i sjælen på dansk politiks nye meningsmager. Amerikanernes kamp for overlevelse, rigdom og frihed både som individer og som samfund. Det er det, der har inspireret Olsen så kraftigt, at han ikke tøver mange sekunder med at lade dommen falde over det danske velfærdssamfund.
”Der har i generationer i Danmark kun været én kurs: At jo mere velfærd, vi fik, des bedre.”
Blikket er fast. Han griner sjældent. Det er dyb, dyb alvor, det her.
Og når han indimellem får talt sig op i en spids, gestikulerer han hidsigt med de kraftige hænder.
”Sandheden er, at velfærd betyder mindre frihed. Det er ikke et fællesskab, som vi hele tiden får tudet ørerne fulde af. Det er det modsatte. Prøv at forklare mig, hvordan et samfund, der opkræver 68 procent i skat på arbejde fra en gruppe borgere, er frit. Og hvis du nægter at betale til det såkaldte fællesskab – hvis du vil melde dig helt ud – så kommer politiet i sidste ende og sætter dig i fængsel. I sidste ende bruger staten sit voldsmonopol mod dig. Det er sgu da det modsatte af frihed.”
Joachim B. Olsen, Danmarks svar på Ron Paul (http://en.wikipedia.org/wiki/Ron_Paul) er kommet ud af flinkeskabet: Et stærkt forbillede for en vis del af ungdommen som kræver al ret til de stærkeste i et system i krise, hvor fordoms gyldne løfter om en paradisisk fremtid for alle er erstattet af et fremtidsscenarium med alles kamp mod alle – i stil med de australsk-amerikanske Mad Max film som gjorde den ret så højredrejede Mel Gibson til kassemagnet i de dystre 1980ere. (http://www.imdb.com/title/tt0079501/).
Verdens største problem for herrerne Paul og Olsen er
åbenbart, at de stærkeste i denne verden – om det nu handler om muskler eller
penge ikke er stærke nok til at sætte alle hensyn til de svagere til side. I omfordelingskapløbet
på globalt plan (http://www.999ideas.com/redistribution-of-wealth.html)
ligger Danmark lunt i svinget.
(http://www.business.dk/stoerre-afstand-mellem-rig-og-fattig)
Men afviklingen af socialstaten og indtægtsstigningerne for de allerigeste går alligevel alt for langsomt for ultraliberalisterne.
De har ingen ide om, hvordan verdens naturlige ressourcer skal slå til
eller den trods alt endnu bestående sociale fred skal opretholdes i det uhæmmede vækst- og konkurrencesamfund de stræber efter. De
tror på ”frihedens knytnæve”: Er ressourcerne begrænsede skal de
stærkeste bare slå først for at få det allerstørste bid af kagen. Så er en ny klassekamp for alvor skudt i gang. Startskuddet kommer fra højre. Som historien viser, vil ultraliberalisterne finde sammen med fascisterne i et kampfællesskab. Fascisterne tror ganske vist ikke på frihed, men helt afgjort på de stærkes "pligt" til at bruge knytnæverne. Når uroen for alvor bryder løs, og herrerne Olsen, Paul og meningsfællerne rundt om på trods af finanskraft viser sig at være ude at stand til at banke underklassen på plads, vil fascisterne stå parate.
