Hinsides Arbejdsfaellesskabet

HINSIDES ARBEJDSFÆLLESSKABET

Immanuel Kant definerede oplysningstiden som slutpunkt for den selvforskyldte umyndighed.
(AUFKLÄRUNG ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit.)
Om denne umyndighed var selvforskyldt, kan diskuteres. Men at denne tilstands overvindelse førte til flere individuelle, borgerlige rettigheder - slutendeligt til parlamentarisk demokrati i de økonomisk-teknologisk mest udviklede samfund - er en kendsgerning.
Omvendt står det klart, at det at være uvidende, skader demokratiet. Demokrati kræver informerede og interesserede borgere. Men hvis den vigtigste kilde til oplysning om samfundsforhold bliver sociale mediers ”fastfood-oplysninger”, er det ”usundt”. Beslutninger har herefter meget lidt med viden og meget med mavefornemmelser at gøre.

I tomrummet mellem tro og humanistisk ansvarlighed

Den umyndighed Kant henviste til bestod af en ureflekteret øvrighedstro og en (dogmatisk) religiøsitet.
Men fra det øjeblik vi tilstræber, at et samfunds normer skal bestemmes af videnskabelige erkendelser og af en vidt udbredt enighed om disse normers nytteværdi, bliver disse normer underlagt en nødvendigvis konstant forandring – en forandring som ikke hidrører fra en selvstændig etisk orienteret udvikling af disse normer men disse normers tilpasning til samfundets i høj grad materiel (økonomisk/økologisk) bestemte udvikling.

Den usynlige hånd og djævelen

”Den usynlige hånd” er en metafor hidrørende fra Adam Smith, som skal anskueliggøre, at den overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, der skulle indfinde sig i en velfungerende fri markedsøkonomi, ikke er en følge af bevidst planlægning.
Den ville tværtimod opstå af sig selv som en samlet, men utilsigtet virkning af tusinder af menneskers individuelle beslutninger, hvor hver især udelukkende disponerer med egen fordel for øje.
MEN ansvarlighed overfor hinanden – næstekærlighed som rækker ud over kernefamilien – lever af skæbnefællesskab og gensidighed, lad os kalde den solidaritet.
Når skæbnefællesskaber erstattes af konkurrence og samarbejde i temporært begrænsede taskforces, så bliver gensidig afhængighed omorganiseret til organisatoriske strukturer, hvor det enkelte individ kan bevæge sig forholdsvis frit fra arbejdsområde til arbejdsområde men samtidig også bliver yderst erstattelig.
Når karrieren kræver, at man skifter stilling efter maksimal 3 år, så er det også klart, at alle kan/skal undværes, så snart de har afleveret deres ”fornyelsespotentiale”.
Så længe denne form for frihed belønnes af stedse stigende indtægter til lederne/eliten bliver disse mennesker proselytter af liberalismen.
Dette beskriver så den øverste ende af hierarkiet på arbejdsmarkedet.
I den anden ende er der genetableret et ”daglejersystem” langt væk fra fagforeninger og overenskomster, hvor arbejdet ikke danner et trygt fundament for tilværelsen men fremstår som en nedværdigende, stressende kamp om at holde sig på afstand af den totale deroute.
Hvis der i denne situation kan etableres ikke arbejdsrelaterede fællesskaber på grundlaget af vrede og trangen til at genetablere en form for stammefællesskab, kan også de mest irrationale og arkaiske tankesæt komme på spil – racisme, chauvinisme, fascisme.

Hyggelig Ny Regering

Hyggelig Ny Regering i Hyggelandet
hvor mit enhver skepsis
kan forføres af frisprog og en folkelig tone
ministre og departementschefer der roser hinanden
med smådrillerier
samt tak til deres chauffører og kontorfolk



alle er på fornavn og dygtige
når de skal sige det selv
rolleskift på højrefløjen
hvor alle står sammen
og ingen intriger kommer på tværs
af de sjove gaver som byttes
og den politik
hvor landets velbjærgede skal tilgodeses
og bundskraberne tørres eftertrykkeligt
efter en hyggelig eftermiddag
hvor et liveshow på TV
præsenterer vores nye gamle magthavere
som vi sagtens kunne være venner med
hvis de boede ved siden af
og som sikkert gerne træffer passende beslutninger
når de skal vurderes af hr. Trump

smartphone vs. kvalitet

Man skulle tro, at det største problem ved vores telefoner er, at de i værste tilfælde kan eksplodere eller bryde i brand. Det er ganske vist sket, men kun for de få udvalgte, som altid skal have de nyeste modeller – uanset hvad.

Værre er dog, at disse tingester for mange er deres foretrukne og evt. eneste adgang til internettet. Hvis det var et u-landsfænomen, så er der jo den trøst, at alternativet – ingen netadgang - ville værre en væsentligt større ulempe.

MEN for normalforbrugerne i i-lande gælder det mere, at et smartphone er ved hånden døgnet rundt. At nogle/mange får ødelagt deres søvn på denne måde er en ting, men at deres sans for kvalitet bliver forkrøblet er …. tragisk.

Selv med den bedste skærm og en størrelse, hvor apparatet næsten ikke kan være i lommen, så er såvel film som fotografier, grafik eller malerier i dette format en svag afglans af det, som skaberne af disse værker har haft i sinde. Et billede af morgendis i gråvejr kan være fantastisk i biografen eller som et maleri – på telefonen er det en grå klat, som kun kan gøres interessant ved at placere nogle farveklatter i ”landskabet” - noget som vel er stik imod den virkning som originalen ville fremmane.

Næsten endnu værre er, at mange smartphonebrugere ikke engang bruger ordentlige øretelefoner (hvis overhovedet nogen) hvorefter musik kun kan ”nydes” i form af musikvideoer med tilpas knald på effekterne – eller som musiknumre, som er produceret til bittesmå højtalere eller ”øreoliven”.

Musik, komponeret uden den slags hensyntagen, bliver til ”lydsovs” uden mulighed for at skelne instrumenter eller stemmer ved større ensembler.

Det korte af det lange: på trods af, at teknologien yder mange utrolige ting, så kan den – hvis man kun sigter efter bredte og den billigste, nemmeste løsning medføre et kvalitetstab som kvantitativt overudbud ikke kan kompensere for.

“QU’ILS MANGENT DE LA BRIOCHE” - “LAD DEM SPISE KAGE!”

"Lad dem spise kage!",

er en af ​​de mest berømte citater i historien. På et tidspunkt omkring 1789, da Marie-Antoinette får at vide, at hendes franske undersåtter intet brød havde, snerrede Marie-Antoinette angiveligt, "qu'ils mangent de la brioche" - "Lad dem spise kage."

Med denne afstumpede bemærkning blev dronningen et forhadt symbol på det dekadente monarki og tilskyndede til revolutionen, der skulle koste hende hovedet adskillige år senere. Men sagde dronning Marie-Antoinette virkelig disse oprørende ord? Ikke ifølge historikerne:

"Lad dem spise kage-historier” havde verseret i årevis før 1789. Den første gjaldt den spanske prinsesse Marie-Thérèse, som blev gift med kong Louis XIV i 1660. Hun skulle angiveligt have foreslået, at det franske folk spiser "la croûte de paté" (eller skorpen af ​​paté). I løbet af det næste århundrede blev flere andre kongelige også beskyldt bemærkningen, herunder to tanter af Louis XVI. Mest berømt blev filosoffen Jean-Jacques Rousseaus omfattede paté historie i sine "Confessions" i 1766. Rousseau tillagde udsagnet ”en stor prinsesse" (sandsynligvis Marie-Thérèse). Hvem end ytrede “Qu’ils mangent de la brioche”, så var det næsten helt sikkert ikke Marie-Antoinette, som på det tidspunkt Rousseau skrev Confessions kun var 10 til 11 år gammel, fem år før ægteskabet med den franske prins og flytningen til Frankrig og otte år før hun blev dronning.

Hvorfor kom jeg nu i tanke om den historie?

Da industrien allerede nu i oktober forbereder sig på julen og dens glæder, fik jeg i går købt en pose friskbagte brunkager på 600 gram for lidt over 7 kroner.

100 gram indeholder 477 kalorier, dvs. 600 gram indeholder 2862 kalorier – mere end rigelig for en hel dag.

Så nu om dage kan de fattige i i-lande få kalorier nok til overlevelse ved hjælp af kager for cirka 5 kroner. Derfor er det nok ikke så mærkeligt, at vi ser de mange billeder med fede mennesker i ghettoer rundt omkring.

De har IKKE råd til og forstand på ordentlig mad uden usunde tilsætningsstoffer, med naturlige vitaminer og tilstrækkeligt med fiber.

De dør så ofte alt for tidligt af sukkersyge og hjertekarsygdomme i stedet for sult.

aarviseren

årviseren Barbara Coudenhove-Kalergi September 14, 2016 Norbert Gerwald Hofer ville som statsoverhoved ikke benægte sin tysknationale identitet. Hvad er så en ”Jahresweiser”? Det er en kalender på ”germansk”. Den bliver udgivet i Klagenfurt, omdøber månederne fra Hartung til Julmond og er illustreret af Odin Wiesinger, Norbert Hofers foretrukne maler og husmaleren for det tysknationale højre. Norbert Gerwald Hofer tilhører denne scene. En nazistisk scene? Nej. Denne scene eksisterer ikke kun siden nazitiden, den er meget ældre og har sine rødder dybt i det 19. århundrede. Dette miljø afviste Habsburg-monarkiets multinationale stat og følte en lidenskabelig tilknytning til det vordende tyske kejserrige (under prøjsisk ledelse, PB). Denne bevægelses politiske arm var det pan-tyske parti under Georg von Schönerer, der havde skrevet en offensiv antisemitisme på sine bannere og dets symbol var kornblomsten - en hentydning til romantikkens blå blomst. Kernen af deres verdenssyn ​​var hengivenhed til tyskheden og afvisning af alt u-tysk. ”Burschenschaften”, de sabel-bærende studenterbroderskaber, var bevægelsens akademiske søjle. De gjorde det til deres mission ved hjælp af prygl at forhindre jødiske studerende i at betræde Wiens Universitet. Faktisk beredte den tysknationale scene i Østrig grobunden for nazismen. Da hagekorset blev forbudt i Østrigs Første Republik, valgte de ulovlige nazister kornblomsten som et kendemærke. Også Norbert Gerwald Hofer og H.-C. Strache bærer dette symbol ved passende lejligheder. Bekendelsen til det tyske er ikke længere et problem, fordi Østrig ikke længere er en multinational stat. I programmet for Hofers studenter-broderskab Marko Germania, efter deres egen definition "det skrappeste broderskab i Østrig", er Østrig ”uanset de eksisterende grænser en del af det tyske folkefællesskab”. Og i stedet for kampen mod "judaisering" af fædrelandet er nu trådt kampen mod "islamisering". Hverken kornblomsten eller Burschenschafter-uniformer er i sagens natur onde eller ulovlige. Men det overdrevne forsvar af tyskheden mod "u-tysk" jødedom endte siden med Holocaust. Og ud af den overdrevne afvisning af islam i vor tid kommer til tider grænseløs fremmedhad. Her en smagsprøve fra en hjemmeside med Hofers portræt – under henvisning til bådflygtninge: "Lortebørn. Lad dem drukne, dette afskum. Napalm på og færdigt arbejde." Hofer ønsker, hvis han bliver præsident, at holde sin nytårstale på en bondegård. En gammel tysk bondestue er for ham en mere passende baggrund end kejserslottets barokke pragt. Han ville som statsoverhoved ikke benægte sin tysknationale identitet og holde på sine medarbejdere fra studenter-broderskabet, herunder kontorchefen Rene Schimanek, en gang følgesvend af den dømte nynazist Gottfried Küssel. Det er Hofers ret. Dette er hans verden og dens kultur. Men: Ønsker de østrigere, der har valgt en flink ung mand fra Pinkafeld, at se en repræsentant for denne kultur i toppen af ​​deres stat? Sat dig ind i historien, hr. og fru Vælger. Der er tid nok til det indtil Julmond. (Barbara Coudenhove-Kalergi, 2016/09/14) - derstandard.at

Der Jahrweiser Barbara Coudenhove-Kalergi 14. September 2016 Hofer möchte als Staatsoberhaupt seine deutschnationale Identität nicht verleugnen. Was ist ein Jahresweiser? Das ist ein Kalender auf Germanisch. Er wird in Klagenfurt herausgegeben, benennt die Monate von Hartung bis Julmond und wird von Odin Wiesinger illustriert, dem Lieblingsmaler von Norbert Hofer und Hausmaler der deutschnationalen Rechten. - Norbert Gerwald Hofer ist in dieser Szene zu Hause. Eine Naziszene? Nein. Diese Szene gibt es nicht erst seit der Nazizeit, sie ist sehr viel älter und hat ihre Wurzeln tief im 19. Jahrhundert. Dieses Milieu lehnte den habsburgischen Vielvölkerstaat ab und fühlte sich leidenschaftlich dem am Beginn seiner Einigung stehenden Deutschen Reich verbunden. Der politische Arm dieser Bewegung war die Alldeutsche Partei von Georg von Schönerer, die den kämpferischen Antisemitismus auf ihre Fahnen geschrieben hatte und deren Symbol die Kornblume war, anspielend auf die blaue Blume der Romantik. Kern ihrer Ideenwelt war das Bekenntnis zum Deutschtum und die Ablehnung alles Undeutschen. Die schlagenden Burschenschaften waren die akademische Säule der Bewegung. Sie machten es sich zur Aufgabe, jüdische Studenten durch Prügel am Betreten der Wiener Uni zu hindern. Tatsächlich bildete die deutschnationale Szene in Österreich den Nährboden für den Nationalsozialismus. Als in der Ersten Republik das Hakenkreuz verboten wurde, wählten die illegalen Nazis die Kornblume als Erkennungszeichen. Auch Hofer und H.-C. Strache tragen dieses Zeichen bei passenden Anlässen. Das Bekenntnis zum Deutschtum ist kein Problem mehr, weil Österreich kein multinationaler Staat mehr ist. Im Programm von Hofers Burschenschaft Marko Germania, laut Eigendefinition "die schärfste Burschenschaft Österreichs", ist Österreich "ungeachtet bestehender Grenzen Teil der deutschen Volksgemeinschaft". Und an die Stelle des Kampfes gegen die "Verjudung" des Vaterlandes ist nun der Kampf gegen dessen "Islamisierung" getreten. Weder Kornblume noch Burschenschafterwichs sind an sich böse oder ungesetzlich. Aber aus der übersteigerten Verteidigung des Deutschtums gegen das "undeutsche" Judentum wurde einst der Holocaust. Und aus der übersteigerten Ablehnung des Islam in unserer Zeit der bisweilen überbordende Fremdenhass. Posting-Kostprobe auf einer Internetseite mit dem Porträt Hofers, mit Bezug auf die Bootsflüchtlinge: "Scheisskinder. Absaufen lassen, das Gsindel. Napalm drüber und fertig." Hofer möchte, wird er Präsident, seine Neujahrsansprache in einem Bauernhaus halten. Eine altdeutsche Bauernstube findet er als Kulisse angemessener als den barocken Glanz der Habsburgerresidenz. Er möchte als Staatsoberhaupt seine deutschnationale Identität nicht verleugnen und seine Burschenschafter-Mitarbeiter behalten, inklusive Bürochef Rene Schimanek, einst Gefolgsmann des verurteilten Neonazis Gottfried Küssel. Das ist sein gutes Recht. Das ist seine Welt und seine Kultur. Nur: Wollen die Österreicher, die einen netten jungen Mann aus Pinkafeld gewählt haben, einen Repräsentanten dieser Kultur an der Spitze ihres Staates sehen? Lernen Sie Geschichte, möchte man sagen, Herr Wähler und Frau Wählerin. Bis zum Julmond ist noch Zeit. (Barbara Coudenhove-Kalergi, 14.9.2016) - derstandard.at weitere Quelle: http://www.doew.at/neues/keine-beruehrungsaengste-mit-dem-begriff-deutsch

nationalismen har nu hjemme til højre for fornuften

- efter Brexit, Daexit, Nexit …. Gexit -

På mange måder ville det jo være et fint scenarium, hvis fremtidsudsigterne pegede på mere social retfærdighed, mindre racisme, mindre indflydelse til de multinationale koncerner, mere miljørigtig produktion ……. og et venskabeligt samarbejde mellem ligestillede nationer i Europa efter en afvikling af EU.

Men hvem ud over Enhedslisten tror på det?
Hvorfor skulle f.eks. Storbritannien være særlig villig til at respektere danske fiskeriinteresser eller andre evt. interesser i Nordsøen, bare fordi begge stater er udenfor EU?
Hvem tror, at de mange grænsespørgsmål/stridigheder som faktisk stadig præger det europæiske kontinent vil gå op i en højere enhed uden væbnede konflikter, hvis der ikke findes noget forpligtigende samarbejde??
Og hvilke partier/politiske bevægelser vil danne regeringer i alle disse EU-frie nationalstater???
Der er INTET som tyder på, at det bliver besindige folk med fredelige hensigter, men MEGET at det bliver højreorienterede, udemokratiske, uansvarlige populister – dem som nu bebrejder EU alle ulykker som rammer deres vælgere – og siden vil bebrejde de onde nabostater.
De nuværende og kommende højrepopulistiske statsledere LEVER af og for at give sig selv og deres nationalistiske landsmænd ret i alle spørgsmål og finde dårligdommenes årsag udelukkende hos minoriteter indenfor grænserne og hos fjenderne på den anden side af grænsen.

http://www.telegraph.co.uk/news/2016/06/24/eu-faces-brexit-contagion-as-populist-parties-across-europe-call/

Hver fjerde danske vælger mener at der er plads til højre for DF

Hver fjerde danske vælger mener at der er plads til højre for Dansk Folkeparti 1)

Europa har en trist tradition for, at man i trange tider bilder sig selv ind, at nationalisme og selvtilstrækkelighed er løsningen på problemerne. Ikke alene har det ført verdenen ud i 2 verdenskrige, men den nationalistiske tankegang blev via kolonialismen også eksporteret til andre kontinenter, hvor nu "frie" nationer begår de samme vanvittige fejl som europæerne begik i det 20. århundrede.
Europa inklusive Danmark og danskerne er nu igen i "krisestemning" og historiens grumme fejltagelser er tilsyneladende glemt - desværre ...

Langt ude
EU står siden den globale bankkrise i 2007 ramte det europæiske projekt, over for den alvorligste trussel i sin historie.
Den EU som i udgangspunktet var blevet lanceret for at hele de ødelæggelser ​​den Anden Verdenskrig efterlod.
Truslen mod den fælleseuropæiske tankegang blev på skræmmende vis bebudet ved lanceringen af ​​en alliance af højreekstremistiske partier, ledet af den franske Front National og det hollandske Freedom parti ledet af Geert Wilders, som ved denne lejlighed lovede at dræbe "monsteret i Bruxelles".
Selvfølgelig fodres væksten af højreorienterede, anti-europæiske, anti-immigrant-partier af den værste globale recession siden 1930'erne. Massearbejdsløsheden og faldende levestandard forværres af en selvdestruktiv borgerlig nøjsomhedens politik.
Så ramte i 2015 en masseflugt af syrere og en desperat stigning i indvandringen fra hovedsageligt østafrikanske områder den allerede groggy EU, som på det tidspunkt forsøge at styre udenom en græsk økonomisk nedsmeltning.
Samtidigt nedtoner europæiske højrenationalistiske partier i en "ansigtsløftning"deres sympatier for fascismen og nazismen. Marine Le Pen, leder af den franske Front National, nedtoner det antisemitiske image af hendes parti. Den hollandske højreorienterede leder Gert Wilders mobiliserer frygt og fjendtlighed - ikke mod jøder - men muslimske indvandrere. Dog lige som Le Pen, har Wilders fokus på den påståede kosmopolitiske trussel imod den nationale identitet som hævdes at udgå fra Den Europæiske Union. Det er en sang som gentages i andre lande: blandt andre af Dansk Folkeparti, af Finnernes Parti, af det østrigske FPÖ og flamske Vlaams Belang.
For tiden holder de franske og hollandske populister omhyggeligt deres afstand til åbent nynazistiske partier såsom Golden Dawn, hvis paramilitære Sturmabteilung har terroriseret flygtninge og indvandrere i Grækenland, og den brovtende ungarske Jobbik, som er rettet mod roma-mindretallet.
Tilbage i 1936 blev i Frankrigs højredrejning midlertidigt standset af en svag og ineffektiv koalition af midter- venstrepartier. Denne koalitions kollaps på tærsklen til Anden Verdenskrig banede vejen for Marchal ​​Phillippe Petains nazistiske samarbejdsregime.
Historien gentager sig ikke automatisk, men det ER dumt, ikke at tage ved lære af den.
Lige så bekymrende som væksten på det yderste højre er den tilpasning til racister og indvandrerfjendske elementer som nu bæres af mainstream-konservative og endda liberale politikere og endda af nogle socialdemokrater.
En modgift mod højredrejningen kræver, at den europæiske venstrefløj formulerer og forfølger en omfattende alternativ til økonomisk stagnation, en diametral modsat socioøkonomisk omfordeling – FRA rig TIL fattig og en forbedring i stedet for nedbrydning af ​​vores sociale standarder. Men dette alternativ skal der kæmpes for på europæisk såvel som nationalt og lokalt plan, og vil kræve mere, ikke mindre, europæisk samarbejde.
Det er på høj tid - ikke kun for de europæiske socialdemokrater, men også for det bredere socialistiske venstre og socialt engagerede grønne - at vise, at de kan skabe en modvægt til borgerlige partiers drift mod højre. Uden dette modspil vil den nye højreekstremistiske alliance bare sprede modviljen mod europæisk samarbejde og vente på det rette tidspunkt til at slå til.
PB (under inddragelse af materiale fra John Palmer / The Guardian) 

1)

 http://politiken.dk/…/ECE32…/der-er-plads-til-hoejre-for-df/..

Education and/or manipulation

Education and/or manipulation

Physical punishment of children is fortunately no longer allowed¹ in Denmark which in general certainly has contributed to reduce violence in the ordinary family, since the relationship between generations to a great extent is influenced by internal family "tradition" which very often can only be broken by massive external influences, in this case the law.

But which means of influence/motivation are adequate in the upbringing of children?

Most immediately likeable seems the nudge approach to behavior change.

The nudge concept comes from the book “Nudge: Improving Decisions about health, wealth and happiness” from 2008.

Nudging is about behavior changing initiatives that work without depriving people their options and work without additional stimulus control, which makes the approach particularly attractive. The starting point is the long list of cognitive biases that modern behavioral research (behavioral economics and cognitive psychology) has uncovered and in daily life often results in behavior systematically differing from our good and well-founded intentions.

But there are already here two hurdles if nudging is used in relation to children.

Firstly, children often do NOT have those good intentions that we like to acclaim as a part of our “human nature".

And therefore parents usually make sure, that their kids “right” choice is/seems more attractive than the "wrong" choice.

Secondly, we are hence moving into a border area where positive motivation borders or IS manipulation, where the more experienced “nugdes” the less experienced to do right that what mother or father wants, by letting a decision in accordance with the parents' wishes look like a decision to the child's own benefit.

It causes beyond the moral dilemma also the additional problem that the child is not brought up to do anything that it does not consider to be attractive - that is what we call “duty”.

Beside nudging/positive motivation/manipulation upbringing children within the legal framework includes other more massive "threats": everything from denial of attention to the refusal of love and closeness, confinement to a certain extent, and probably a lot more that I just can't remember here.

Those families avoiding direct threats are probably the ones with the most gifted manipulative parents who will have the greatest success in upbringing without psychological "violence".

Such these parents raise manipulation experts, who will then make their successful way through life.

Manipulative skills bordering psychopathology are what makes appreciated leaders - but are those the kind of people we want as our beloved ones?

I do not know and have no good solution, and certainly do NOT want to restore punishment as the main element in upbringing - but what do we aim at??

The skilful manipulators will not see any problem here - but that's probably also part of the problem ...

1The last right to use corporal punishment disappeared in 1985 with the introduction of a provision in the Authority Act on the child's right to include protection against physical violence; clarified the 1997 Act on custody and access, which forbids parents to expose their children to corporal punishment or other degrading treatment.

Posted by Philipp Blau pm. 18:29

Opdragelse og/eller manipulation

Opdragelse og/eller manipulation

Fysisk afstraffelse af børn er heldigvis ikke længere tilladt¹ hertillands og det har sikkert bidraget til, at volden i den almindelige familie alt andet lige er stærkt reduceret, da forholdet mellem generationerne jo i høj grad præges af familieinterne ”traditioner” som nogen gang kun kan brydes via massiv ekstern påvirkning, i det her tilfælde loven.

Men hvordan påvirkes/motiveres børn SÅ i opdragelsen?

Umiddelbart mest sympatisk virker jo nudge-tilgangen til adfærdsforandring.

Begrebet nudge stammer fra bogen Nudge: Improving decisions about health, wealth and happiness fra 2008.
Nudging handler om adfærdsforandrende initiativer, der virker uden at fratage folk deres valgmuligheder, og som fungerer uden yderligere incitamentsstyring, hvilket gør tilgangen særligt attraktiv. Udgangspunktet er den lange liste af kognitive bias, som moderne adfærdsforskning (adfærdsøkonomi og kognitiv psykologi) har afdækket, og som i dagligdagen medfører, at vores adfærd ofte systematisk afviger fra vores gode og velbegrundede intentioner.

Men der er allerede her 2 hurdler, hvis nudging anvendes i forhold til børn.

For det første vil børn ofte IKKE på forhånd have de gode intentioner som vi gerne så hos mennesket som en del af dets ”natur”.

Og så skal forældre altid sørge for, at det af dem ønskede valg er/forekommer mere tillokkende end det ”forkerte” valg.

For det andet bevæger vi os så over i et grænseområde, hvor positiv motivation grænser til eller ER manipulation, hvor den mere erfarne får den mindre erfarne til at gøre det, som mor eller far vil, ved at få det til at se sådan ud, at en beslutning i overensstemmelse med forældrenes ønske er til barnets egen fordel.

Det medfører ud over et moralsk dilemma også det yderligere problem, at barnet slet ikke opdrages til at skulle gøre noget, som det ikke anser for at være tillokkende – altså det som vi kalder pligt (den ”sure”).

Ved siden af nudging/positiv motivation/manipulation rummer børneopdragelse indenfor lovens rammer andre mere håndfæste ”trusler” af psykisk art: alt fra unddragelse af opmærksomhed til unddragelse af kærlighed og nærhed, indespærring i et vist omfang og vel en del mere, som jeg ikke lige kommer i tanke om her.

De familier hvor de direkte trusler undgås er vel dem med de manipulatorisk mest begavede forældre som vil have størst succes med opdragelse uden psykisk ”vold”.

Disse forældre opdrager således manipulations-eksperter, som så vil gå deres succesfulde vej gennem livet.

Manipulatoriske evner grænsende til det psykopatiske er jo det som er værdsat hos ledere - men er det den slags mennesker vi vil have som vores nærmeste?

Jeg ved det ikke og har ingen gode bud, og vil da slet ikke genindføre afstraffelse som hovedelement i opdragelsen – men hvad vil/kan vi??

De dygtigste manipulatorer vil slet ikke se noget problem her – men det er vel også en del af problemet...

1Den sidste ret til at anvende korporlig afstraffelse forsvandt i 1985 med indførelse af en bestemmelse i Myndighedsloven om barnets ret til bl.a. beskyttelse mod fysisk vold; tydeliggjort 1997 med Lov om forældremyndighed og samvær, som forbyder forældre at udsætte deres børn for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.   

VANVID

Gengivelse af scenografi af Max Brückner til slutscenen af Ragnarok, der viser Valhalla i brand.

Europæisk nationalistisk galskab 1833:
KRIGENS GENIUS - DEN FLAMMENDE OG VELGØRENDE HÆVNER, SOM UDSLETTER VANVID VED VANVID
Kamp og strid er folkeslagenes stålbad; menneskets natur, ikke godt uden rystelse, ikke stærk uden stor anstrengelse, har brug for store skuespil, for at blive klogere gennem elendighed og eksempler.
Krige og omvæltninger grundlagde det som opstod og ødelagde det, som i forsømmelse af styrken ikke kunne modstå stormen.
Hærførere og helte er skæbnens værktøj til menneskehedens opdragelse, som skal være i stand til at ødelægge sig selv, for at forbedre sig af egen vilje. Så længe dyden ikke bliver menneskeslægtens eneste mål, forbliver krigens genius den flammende og velgørende hævner, som udsletter vanvid ved vanvid, som udpeger menneskehedens fejl med ødelæggelse, men fra enhver blodig slagmark peger mod en evig sandhed.

fra: Ernst Ludwig Brauns:
Das liberale System, oder das freie Bürgerthum in seiner höchsten Entfaltung (1833)

Olien og dens pris

Jeg indrømmer det straks – for et par år siden kunne jeg overhovedet ikke forestille mig et olieprisfald i den størrelsesorden som vi oplever lige nu.

Hvis olieprisen alene handlede om udbud og efterspørgsel var der i sig selv årsager nok til at tvinge prisen ned: langsommere vækst i Kina, Ruslands økonomiske problemer, Europas økonomiske problemer, amerikansk skifferolie (og gas), Irans tilbagevenden til verdensmarkedet, Venezuelas økonomiske problemer, IS-salg af olie til et ”gråt” marked, og sandsynligvis adskillige årsager mere …

Men oven i det kommer så de ”strategiske” satsninger fra f.eks. saudisk side, for at tvinge konkurrenter med dyrere olieproduktion ( f.eks. dem som pumper olien op fra havbunden eller ekstra dybe boringer) og alternative energiformer (så som f.eks. bioætanol og planteolie) i knæ.

Det er ikke utænkeligt, at strategien kan gå op, hvis tilpas mange beslutningstagere (måtte det være højtstående politikere eller virksomhedsledere) som styres af den mest kortsigtede bundlinjetænkning vinder genhør i medierne og hos en større del af vælgerne. Under indtryk af faldende realløn, stigende arbejdsløshed og en frygt for at blive rendt over ende af indvandring vil mange forskræmte mennesker have vækst på nationalt plan - her og nu - for enhver pris.

Som følge deraf, vil fossil brændsel IKKE blive udfaset – tværtimod, mens en på kort sigt ”dyrere” omstilling til alternative energiformer nedprioriteres eller droppes. Denne politik skal nok få ”videnskabelig” opbakning fra CEPOS og ”videnskabsmænd” som er på bølgelængde med republikanerne i USA.

Det er en af den nationalistiske højrefløjs varige kendemærker, at stå for tilsyneladende ”folkekære” foranstaltninger, som med henblik på bæredygtighed (politisk-etnisk, økonomisk og økologisk) munder ud i katastrofer.

Der skal åbenbart nogle årtier til, før disse katastrofer er gået i glemmebogen og racisme, religiøs-politisk fanatisme og snæver nationalisme igen kan fremstå som legitime politiske programpunkter.

Med denne højrefløj ved magten i mange stater, vil også klodens økologiske fremtid være i de absolut forkerte hænder. At lande i et permanent modsætningsforhold til deres naborstater med konstant oprustning til følge ikke prioriterer klimaet og miljøet, kræver vel ikke indgående bevisførelse.

REAKTIONÆR POLITIK IKLÆDT ET SKÆR AF VIDENSKAB: ØKONOMISTYRING

REAKTIONÆR POLITIK IKLÆDT ET SKÆR AF VIDENSKAB: ØKONOMISTYRING

Begrebet ”økonomistyring”

Økonomistyring er et erhvervsøkonomisk fagområde, som er en integration af planlægnings- og regnskabsteori og informatik samt organisations- og ledelsesteori. Økonomistyring opfattes som de ledelsesmæssige tiltag som en organisation iværksætter for at udvikle, ændre og påvirke aktørernes ressourcedisponering i retning af en mere hensigtsmæssig anvendelse af organisationens knappe ressourcer.
Økonomistyring handler dog ikke alene om rationel målopfyldning. Økonomistyring har også en politisk dimension, idet den også omhandler, hvem der har kompetence, autoritet og gennemslagskraft til at fastlægge mål, udforme ideologier, afgrænse regler, fordele ressourcer, etc.
En af de centrale områder i økonomistyringen er, at vurdere, hvilke styringsformer og ledelsesincitamenter, der bedst kan påvirke den underordnede organisations adfærd.
Styringsopgaverne kan opdeles i henholdsvis aktivitetsstyring, kapacitetsstyring og finansiel styring.
Aktivitetsstyring består i, inden for givne kapacitets- og likviditetsrammer at udvikle og producere ydelser, der mest økonomisk (billigst) opfylder de af lovgivningen definerede mål (og til dels også brugernes behov).
Kapacitetsstyringen går ud på, inden for givne rammer og ydelser at fordele, udnytte og anskaffe ressourcerne på en måde, der sikrer størst mulig produktivitet og effektivitet. Den finansielle styring består i, at fordele, udnytte og anskaffe de finansielle midler, således at man opnår den størst mulige effektivitet og rentabilitet af de bundne midler.
Ledelsesfunktionerne kan opdeles i henholdsvis administrationsfunktionen, målstyringsfunktionen og udviklingsfunktionen. Administrationsfunktionen omfatter den defensive overholdelse udadtil af gældende legale og administrative regler, rammer og procedurer, herunder passiv fremskrivning og ”udfyldning” af planer og budgetter.
Målstyringsfunktionen udgør den løbende tilpasning af kendte udstukne interessentmål og disponible ressourcer inden for givne rammer og strukturer.
Udviklingsfunktionen omfatter den offensive opsøgning og påvirkning af brugerbehov, politiske strømninger faglige kompetencer menneskelige ressourcer uden bindinger til etablerede normer, rammer og strukturer.
Til de centralt inspirerede styringsincitamenter hører i dag nye ledelsesformer, ansvarsdelegering, strategisk ledelse, målstyringsforsøg, interne afregningsregler. De lokale reelle styringsprocesser er den faktiske styringsadfærd, som er bestemt af de personlige ambitioner, de sociale incitamenter, uformelle kontaktmønstre, de uskrevne kollegiale normer, det faglige fællesskab, de uofficielle skuffesystemer, de illegale politiske spilleregler etc. Økonomistyringen vil normalt være baseret på et økonomisk-politisk defineret mix af alle disse styringsmidler.

De forskellige organisationers, partiers og virksomheders aktuelle samfundsmæssige position (nærhed eller afstand) til det politisk-økonomiske magtcentrum vil derfor i afgørende grad præge den administrative praksis som overordnet ses/forstås som økonomistyring.

Hvis der er nogen, som mener, at ovenstående kun handler om teoretiske brokkerier ....

"Små sprogfag lukker for optag 

Humaniora på Københavns Universitet lukker for optag på 13 uddannelser i år på grund af nedskæringer på forskning og uddannelse. En del af uddannelserne bliver lukket næste år, oplyser dekanen. Dansk Industri og Socialdemokraterne kritiserer, at økonomi skal styre udbuddet af fag på universitetet."

 (Information 16-01-2016)

 

 

Dumhedens Store Port: Socialkonstruktivismen

Dumhedens Store Port: Socialkonstruktivismen

Socialkonstruktivismen - eller bare 'konstruktivisme' - er en videnskabsteoretisk retning, som siden 1980erne har været meget populær blandt humanistiske forskere.
Ifølge den populære teori kan vi ikke sige, at noget er sandt eller falsk. Eller at en måde at leve på er bedre end en anden.
»Der findes nemlig ikke et universelt og objektivt udgangspunkt, hvorfra vi kan fælde en endelig sandhedsdom. Derimod vil der altid være flere perspektiver på en sag. Det er en tanke, som er smittet af på hele samfundet,« siger post doc Thomas Wiben Jensen, der forsker i videnskabsteori og sprog ved Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet.”
(http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-socialkonstruktivisme)

Konstruktivismen tager altså udgangspunkt i, at opfattelserne at virkeligheden er meget forskellige – så forskellige, at virkeligheden enten slet ikke findes – eller i det mindste ingen nævneværdig betydning har for os.
Derfor er konstruktivismen en meget komfortabel tilgang til omgangen med sin omverden, når man f.eks. ikke bryder som om erkendelser omkring global opvarmning eller trusler fra fundamentalistiske galninge
Det kan godt være, at mange ikke ved, hvad ’konstruktivisme’ betyder. Men selvom vi ikke bruger ordet i vores hverdag, tænker vi gerne konstruktivistisk.
»Konstruktivisterne mener, at alle de ting i virkeligheden er noget, vi som samfund eller kultur er blevet enige om kan gælde som viden. På den måde kan man sige, at vores ’sandheder’ er konstruerede,« fortæller Thomas Wiben Jensen.
”For konstruktivister er ’objektivitet’ først og fremmest et spørgsmål om konsensus. De mener nemlig, at vores beskrivelser af verden altid vil være historisk og socialt specifikke,« siger Thomas Wiben Jensen.
Så naturvidenskaben er – ifølge konstruktivister – det verdensbillede, vi er blevet enige om, er rigtigt. Hvis vi havde haft et andet udgangspunkt med andre normer og måder at ’måle’ verden på, ville vi komme frem til et andet verdensbillede. Verden ændrer sig nemlig alt efter, hvordan du ser på den.”
Det fremgår forhåbentligt ret tydelig af ovenstående, at der her tales om ”vedtagne sandheder” eller ”det rigtige” men IKKE om en eksisterende virkelighed som eksisterer uafhængigt af vores subjektive opfattelser. Denne virkelighed er enten uden interesse eller slet ikke eksisterende i det konstruktivistiske verdensbillede.
At videnskaben – hverken naturvidenskaben eller de humanistiske videnskaber - ikke kan indfange og klarlægge hele virkeligheden turde være indlysende, når nu bare vores egen mælkevej indeholder 200 til 400 milliarder stjerner, men derefter at vende 180 grader og hævde, at vi med et andet setup ligeså godt kunne blive enige om, at stjernehimmelen er et stort bagtæppe med en masse LED-lamper, er galimatias. Socialkonstruktivismen prøver at indføre ligeberettigelsen mellem den videnskab som stræber efter at indfange mere og mere af virkeligheden for at give en så præcis/sand beskrivelse af den som mulig og det subjektivistiske vanvid, hvor ethvert udgangspunkt er lige så godt som det andet. Derefter skabes et socialt rum, hvor alle udsagn kan gælde ved siden af hinanden for at nå frem til en virkelighedsuafhængig, multilateral sandhed.
Denne form for ”sandhed” hører mere hjem i en undergangsstemning lignende den før Første Verdenskrig i end i vores verden som i den grad trænger til at blive forstået i sine grundtræk af alle mennesker i stedet for at blive misbrugt efter behag/ideologi.

For at illustrere, hvad konstruktivistisk ”ønsketænkning” kan føre til, se f.eks. følgende:

It’s Official: None Of The Remaining Major GOPCandidates Accept Climate Science