uanset man i vores alder hinsides de 60
kan føle sig lidt mistrøstigt over, at vores alderdom ikke vil være
præget af samme fremgang som vores ungdom, så må jeg indrømme, at
vi for fyrre år siden fik efterladt et samfund på vej til større
social retfærdighed og mere fred i verden – mens det samfund vi
efterlader til de kommende generationer – på trods af relativ
større velstillethed – er på vej i en hel gal retning. Derfor har
jeg væsentlig mere sympati (eller kald det medlidenhed) med den
ungdom som er på vej ind i en særdeles usikker fremtid end mig selv
og mine aldersfæller, Vi er jo alt i alt ansvarlige for miseren –
ikke nødvendigvis personligt men i hvert fald som en generation som
gik fra social engagement for helheden til Dansk Folkepartis
fremmeste støtter.
