Ideologien, der holdt op med at give mening

human globaldarwinisme

Ideologien, der holdt op med at give mening

en efterskrift til ”Landet, der holdt op med at give mening”

Den for oven nævnte artikel på Berlingske National som er baseret på et interview med professor Svend Brinkmann (interviewet af Line Holm) vakte jo så stor begejstring og tilslutning i min "mediesociale" omgangskreds at jeg blev fristet til at tænke videre fra den meningsløse status nu til en forklaring af den store politiske og vælgermæssige tilslutning til meningsløshedens overordnede ramme: kapitalismen

At kapitalisere og profittoptimere er jo dens essens – og den har dermed via sin globale sejrsgang været hovedårsagens til en accelererende udvikling i produktion og forbrug uden sidestykke i historien.

Den imødekommer på denne måde også en biologisk-psykisk grundstrøm i os alle sammen: ”Hvis jeg/vi vokser så (over)lever jeg/vi – og hvis vi holder op med at vokse så dør vi.”

Da det under et kapitalistisk regime hverken er legitimt eller økonomisk at sætte så mange børn i verden som muligt bliver formeringstrangen kanaliseret over i akkumulation af penge, gods, prestige og succesoplevelser.

Især sidstnævnte fremhæves ligefrem som den store chance for fortsat vækst i kultur- eller kundekredse hvor de fleste allerede ejer langt mere end de har brug for.

De meningsløse succeser som som livsindhold

Hvis det handler om at holde konkurrencetrangen i kog ud over fornuftens eller den reelle livssituations behov så er intet mere egnet end at flytte ”konkurrencestaten” ind i dagligdagen, hvor man i stedet for at gå sig en tur i skoven kan løbe om kap med flere tusinde andre, i stedet for at holde sin krop i rimelig form kan træne den til optisk perfektion (med alle lovlige og ulovlige midler) for at se den i spejlet og vise den frem som et statussymbol på stranden, i fitnesscentret, på løbestien og sågar på de sociale medier. 
Det som oprindelig bare handlede om at hygge med og omkring venner og familie kan nu blive til en tv-iscenesat og promoveret konkurrence med andre amatører i f.eks. madlavning, indretning af det smarteste sommerhus, krejlen med gammel stads, købe mest for færrest penge ….

Så længe det står på, er hyggen forvandlet til et stresshelvede for de stakkels ambitiøse amatørkonditorer m.m.

”Bare” at nørkle med ting som man kan lide eller dyrke motionsformer som man kan nyde taber i konkurrencen mod de fritidsaktiviteter der får mest mest medieopmærksomhed.

I medierne ser vi mest til dem og det som vinder – de går videre til næste runde..... eller det bliver delt rundt på www.

Hvis man mest synger, fordi man håber at komme langt med det

Hvis man mest bager, fordi man har brug for ros af de flotte billeder man sætter på fb

Hvis man kun tager en bestemt uddannelse, fordi man håber på at komme højt på strå med den

Hvis man kun dyrker sin krop for udkonkurrere andre – optisk eller fysisk

Hvis …...

.... så har man internaliseret konkurrence så meget, at al personlig mening og indhold bliver trængt til side til fordel for en tom skal, hvis opretholdelse bliver til livsindhold.

Lad mig prøve at illustrere det med et sandsynligvis virkelighedsnært eksempel:

CW vil gerne være et godt barn for sine forældre

Faren ville gerne være succesrig tennisspiller men nåede aldrig så langt med det.

Det kunne CW mærke ret så tydeligt og fra barnsben af blev livsindholdet tennisspil.

Der kom op- og nedture i den professionelle verden men det blev dog til berømmelse og et ”hjem” i skattely, megen presseomtale og mange reklamepenge …

Med sådan en karriere er der sikkert mange som mener at CW er et fremragende forbillede for vores unger:

at træne og slide ufortrødent for at kunne tvære sine modstandere ved at slå med styrke op præcision (omend til en lille bold), at tjene mange penge, at blive rigtig kendt …. og at flytte med de tjente penge til skattely

ER DET MENINGEN MED DET HELE???

p.s.

Hvis livsindhold/mål, som i ovennævnte eksempel, (også) handler om at gøre forældrene glade, så skulle vi forældre tænke os pokkers godt om, hvad vi selv udpeger som livsindhold for vores børn.