KÆREGUD OG ANDRE GUDER

 

KÆREGUD OG ANDRE GUDER

Det der kommer nu, er ikke nogen ”teologisk-filosofisk udredning” men et forsøg på at konfrontere mig selv med de mange muligheder og motiver for at ”købe ind” på en religiøs overbevisning. Jeg skriver bevidst ”købe ind”, da der jo ikke ligger noget bemærkelsesværdigt i, at overtage en overbevisning, som man er blevet opdraget til fra barnsben af. Det er dog mere bemærkelsesværdigt, mere eller mindre radikalt at skifte overbevisning med hensyn til det man vil anse for grundlaget for al eksistens.

Jeg kan have stor respekt for en religiøs overbevisning, som er drevet af en søgen efter sammenhæng og mening med livet og al eksistens.

Det var også oprindeligt udspringet for alle (eller de fleste) religioner. Eftersom mange af de af religionerne tilbudte forklaringer om verdensaltets opståen og funktioner sidenhen er blevet tilbagevist af naturvidenskaben fungerer religionerne nu i høj grad som et ”psykologisk” redskab til at få styr på følelseslivet i stedet for en grundlæggende etik og en verdensanskuelse på alle planer.

Man må dog medgive det moderne menneske, at en verden uden grundlæggende humanisme, uden et mål for en bedre fremtid for os alle, efterlader nutidens neoliberale menneske i et individualistisk tomrum, hvor alt ud over egen (+evt. kernefamiliens) succes synes at være meningsløst.

Mit ”kildegrundlag” for ovenstående påstand er bl.a. radioværten Iben Maria Zeuthens interviewserie på DR P1. En interviewserie om forskellige folks vej ind til troen.

Det fjerner støjen fra linjen at løfte blikket ...ikke den der gamle måde med at hjælpe andre … meditation for at finde en indre krop

Jeanett Albeck, dansk komponist, sanger og skuespiller fortæller radioværten Iben Maria Zeuthen

(https://www.kristendom.dk/synspunkt/jomfru-maria-er-svaret-p%C3%A5-den-moderne-feminists-b%C3%B8nner),
at hun ikke blev opdraget til at tro men fik sin tro ved at ”integrere sin krop og sin sjæl”. Hun havde dog allerede som lille fundet på at bede aftenbøn for at få tryghed. Hun sagde i sind selvopfundne aftenbøn tak til Gud og Jesus – og bad ved samme lejlighed om hjælp til de ting hun havde svært ved.

Dette kalder Jeanett Albeck selv ”en søgen efter det åndelige”.
https://www.dr.dk/radio/p1/tal-til-mig-2/tal-til-mig-med-iben-maria-zeuthen-3

Nå ja, hvis man altså fra barnsben af har en fornemmelse af, at der findes en Gud, og man så på ganske snusfornuftig vis søger at komme i kontakt med den Gud for at sige tak og samtidigt bede om noget mere – så søger man altså efter det åndelige (?).

Ingen overvejelser, om der overhovedet findes en Gud, hvordan den så måtte ”se ud” eller hvad denne Gud så måtte stille af krav til en selv.
Var det mon aftenbøn i den her stil: ”Hej, Kære Gud og Jesus. tak for den flotte fødselsdag...men så kunne jeg godt tænke mig at komme med til Ibens fødselsdag også, men hun har ikke inviteret mig, selvom hun var med til min …” ?? Er det en søgen efter det åndelige???

Da Jeanett Albeck som voksen bliver ramt af en (stressbetinget?) krise opsøger hun en terapeut, som lader hende genfinde sit barndomsjeg med dets problemer, hvorefter hun

a) finder ud af at hun har påtaget sig for meget ansvar

b) at hun har brug for noget åndeligt i sin tilværelse – men hendes vej til det åndelige er nu ikke længere mentalt men gennem kroppen ...hvilket jo måske passer fint til en moderne professionel skuespiller med en uddannelse som lægger stor vægt på fysikken/kroppen. Ved at skrue ned for den ”intellektuelle åndelighed” har Jeanett Albeck ved hjælp af kroppen fundet frem til noget større …

Hun er vendt tilbage til bønnen ...giver udtryk for taknemmelighed...og vil dele ud af sin store kærlighed til hele verden. Jeanettes religiøse praksis indbefatter nu at bede knælende foran sit eget lille buddhistiske alter med en buddhafigur – og det virker!

”Man overgiver sig til noget større og retter opmærksomheden mod andre ...i højeste grad kunstnerisk. Det fjerner støjen fra linjen at løfte blikket ...ikke den der gamle måde med at hjælpe andre … meditation for at finde en indre krop.”

Jeanett Albeck henviser i den forbindelse selv til Eckhart Trolle https://www.saxo.com/dk/lev-i-nuets-kraft-lydbog_eckhart-tolle_mp3-cd_9788721029500 )

Så gør dog noget

... i stedet for at vente på at blive ramt af troen

præsten Karsten Møller Hansen:
Vi er alle sammen født ind i kristendom her i Danmark, men den skal udmønte sig i praksis – man skal handle troen mere end at føle den

For at tro a priori skal man have et ”særligt gen” ..

Men dem som ikke har fået troen foræret kan ”kæmpe sig frem til troen” ved at handle: man skal give for at modtage noget …

Ovenstående lyder meget ”katolsk”, hvor de gode gerninger er vejen til frelsen ...og dog:

Karsten Møller Hansen mener nok, at investeringen i de gode gerninger vil fremme troen hos os selv, og så (forhåbentligt) herigennem åbne vejen til frelse. Vi køber os ikke til adgang til paradiset via de gode gerninger, men styrker vores egen tro og bereder herved vejen frem..

Gud har ikke noget med kræft at gøre,

derfor kan jeg heller ikke bede Gud om helbredelse

Fitnesseksperten Anne Bech troede på sin egen fysik. Hun troede på evnen til at opnå præcis de resultater hun satte sig for. Men så fik hun konstateret kræft og hun måtte indse at ansvaret for egen sundhed og overlevelse, måtte lægges i hænderne på nogle andre. Hun havde været troende hele livet men konverterede som ”født ind i folkekirken” til jødedom, på baggrund af en fascination af den ældgamle tro. Alt det smukke og gode må være guddommeligt – og elendigheden som krig og meget andet dårligt stammer fra mennesket.

Således giver hun sig selv ansvaret for den kræft hun har fået. Gud har ikke noget med kræft at gøre, Derfor kan hun heller ikke bede Gud om helbredelse.

Gud har en rigtig fin position i denne version af tro: Alt det gode kommer fra ham, og det der er dårligt kommer ikke fra ham, men fra os mennesker ...et eller andet sted har måske (ganske vist uden at blive nævnt) også djævlen fået sin plads i Anne Bechs syn på skabelsen.

Jeg håber på at troen finder mig når jeg bliver gammel

I 1987 sætter forfatteren Iben Mondrup en sig ind i et fly for at flytte fra Grønland til Danmark. Denne overgang fik hende til at miste fodfæstet og hun ønskede sig i høj grad en Gud. Men hun kunne ikke finde troen i sig selv. ”Hvorfor fik jeg ikke troens nådegave? Har man troen, så kan man sætte de værste prøvelser og tab i perspektiv.

Al angst er – i princippet – dødsangst, men i virkeligheden en angst for at leve i ensomhed eller pinsel. Der er Gud den ven som man altid har ved hånden. Det største problem og spørgsmål er, om der er en mening med livet.”

Heller ikke det at få et barn kunne give Iben Mondrup et egentlig svar i sin søgen efter mening i livet.

Hun bliver dog, efter var hun selv siger, med tiden/alderen bedre til at svare sig selv på spørgsmålet hvem hun er. Således har hun i de senere år arbejdet med meditation, men uden at knytte det til religion. Det handler om at forholde sig ”roligt” i forhold til ensomhed og meningsløshed, men også om at kunne viderebringe det i hendes romaner (om grønlandske skæbner).

Iben Mondrup tror på, at toen er nedarvet gennem kulturen – og ikke ”genetisk” betinget. Hun håber et eller andet sted, at troen vil finde hende, når hun bliver endnu ældre/gammel.

"Jeg tænkte: vis mig, hvem der er min Gud"

og i samme øjeblik tonede en torshammer frem fra den ene ende af himlen, til den anden". Foredragsholder Andrea Hejlskov mistede som 25-årig sin 19årige søster via et biluheld og fandt derefter sin Gud, Thor, ved en ofring.

Lige efter uheldet læste hun en del filosofi for at finde mening med livet, men begyndte så at søge på nettet efter forklaringer og bud på sammenhæng i livet.

Livet havde mistet sin glans og var fyldt af dødsangst. Det første hun fandt var ”køkkenheksene” som beskriver magien ved madlavning – magien ved at forvandle noget til at give live, glæde og energi. Andrea Hejlskov betegner sig selv som animist.

https://pdfs.semanticscholar.org/770d/702579ad5acbbcf49f79d069469cd767f0f7.pdf

Klovnen møder Jesus

I et stort interview i Ud & Se afslører "Klovn"-skaberen, at han i en alder af 52 år er blevet døbt

Som en af skaberne af tv- og filmhittet "KLOVN" har Casper Christensen om nogen været fortaler for druk, hor og andre "synder". 

Men i en alder af 52 år har komikkongen set lyset. I et stort interview i Ud & Se, afslører han, at han er blevet døbt. 

Christensen fortæller, at han tog den store beslutning for et år siden, da han "fik en fornemmelse af, at der fandtes noget mere". Han blev døbt samme dag som sin søn Jagger i Hornbæk Kirke i Nordsjælland. 

Casper Christensen er gift med Isabel, og sammen har de sønnerne Cooper og Jagger.

Inden dåben havde Casper Christensen en samtale med kirkens præst: 

”Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever en tilstedeværelse af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt”, fortæller han i Ud & Se. 

Han blev derfor døbt den 22. august, på sin egen og sønnens fødselsdag - de fylder nemlig år samme dag. 

KLOVN-skaberen fortæller, hvor svært det kan være at tale om religion og tro: 

”Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig så grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden”, siger han til Ud & Se, hvor han på forsiden bærer et kors om halsen, som han fik i dåbsgave af sin hustru. 

Casper Christensen medgiver, at det er ganske overraskende, at han nu er nykristen:

”Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.”

https://www.seoghoer.dk/kendte/casper-christensen-blev-doebt-et-aar-siden-foeler-en-konstant-tilstedevaerelse-af-jesus-i-mit

Morten Messerschmidt

”Gud vil blive ved med at være en del af mit liv.”

– den unge ateist som blev kristen helt i Søren Krarups og Jesper Langballes ånd …

Morten Messerschmidt fortæller sit interview med Iben Maria Zeuthen, at han i sin ungdom havde været ateist, men allerede snart derefter havde fundet vejen tilbage til kristendommen.

Han er i dag regelmæssig kirkegænger men betoner, at han ikke beder om hjælp til konkret hjælp i sin politiske karriere. Han kan godt lide en bevidsthed om, at kunne dele ansvaret med nogen.

Han var blevet konfirmeret og havde i den anledning ”læst på lektien” og var blevet overbevist kristen. Som et slags ungdomsoprør blev han ateist i Nietzsches forstand, samtidig med at han blev kirkesanger (Isleberg Kirke, Frederikssund) – for musikkens skyld!

Hans ateisme handlede om det stærke individuelle menneske!

10 år som kirkesanger gjorde ham dog efterhånden bekendt med kristendommens praksis og styrke.

Troen styrker det enkelte menneske – derfor vil Morten Messerschmidt være kristen!

Han fik siden Mogens Camre som ikke kristen faderfigur, – men dog også meget mod Islam!

Men siden får Messerschmidt kontakt med Søren Krarup og Jesper Langballe, som forener Camres antiislamisme med en holden fast på kristendom. Jesper Langballe henviste Messerschmidt til dansk litteratur som kilde til dannelse. Endda Mogens Camre melder sig et par dage for sin død ind i Folkekirken.

For et års tid siden blev Morten Messerschmidts søster Line myrdet af sin samlever. I denne situation af meningsløshed søger Morten Messerschmidt trøst i gudstjenesten og for at holde fast på en tro på et gensyn med søsteren. Han føler sig i sorgen som et troende medlem af en menighed mindre alene. Han kender menigheden, han kender sit fadervor. Trosfællesskabet er det fællesskab Messerschmidt tror på. Det særlige ved den danske tro er Kierkegaard og Grundtvig i forenet i en dialektisk modsætning.

Iben Maria Zeuthen giver udtryk for sin beundring for Messerschmidts stærke tro, hvor han har mistet flere nære familiemedlemmer i løbet af de sidste år – og hans overbevisning, at han vil møde dem igen.

Zeuthen spørger dog også ind på næstekærligheden:

”Alt skal være båret af næstekærligheden”, siger Morten Messerschmidt,

”Næsten er ikke menneskeheden – næstekærligheden gælder den som står i din nærhed. Hvis du tager dig af dem i Afrika i stedet for af dine nærmeste svigter du næstekærligheden. Næstekærlighed er bestemt geografisk (på engelsk neighbor) – ikke objektive velfærdskriterier.”

”Humanisme gælder menneskeheden og det en misforståelse, Kristendommen derimod, gælder mennesket,” og det tror Messerschmidt på.

Morten Messerschmidt taler, uanset de i grunden meget inhumane synspunkter han og hans parti i den politiske hverdag ellers står for, med en kultiveret og blød stemme og viser, at han er dannet, hvilket får mirkrofonholderen Iben Maria Zeuthen til tider at klukle fuld af beundring ….

Hun undskylder ligefrem, når hun taler om spiritualitet på en måde, Morten Messerschmidt ikke bryder sig om.

”Hvordan har du det”, spørger hun til sidst i samtalen: ”Jeg har det godt!”, siger Morten med pludselig mandig røst …Gud vil blive ved med at være en del af mit liv … at finde styrke i skrøbeligheden via troen..”

https://www.dr.dk/radio/p1/tal-til-mig-2/tal-til-mig-med-iben-maria-zeuthen-36

Jeg må må også fremhæve, at Iben Maria Zeuthen ikke bærer nag (ret længe i hvert fald), hvis man ser på, hvad Morten Messerschmidt forrige år har udtalt/skrevet på fb.:
Morten Messerschmidt

tauSt1S4S. mipuarrmoetnusasc or2te019ds  ·

Forskellen mellem Ghita Nørby og almindelige kendisser er, at Ghita Nørby ikke har brug for opmærksomheden og derfor insisterer på at kunne mærke den person, der påstår at ville føre en samtale med hende. En smuk tanke om relationen mellem mennesker.

Men med sit the-bryggeri, fuglelyde og uopmærksomhed på de guldkorn, Ghita faktisk giver, magter Iben Maria Zeuthen ikke opgaven at føre en samtale. Det turde man måske tro om en journalist, men Zeuthen forstår simpelthen ikke, hvem hun sidder overfor.

Hvor er det befriende, at Ghita Nørby - stillet overfor denne banale, selvhøjtidelige og overfladiske journalistik - gør det eneste rigtige og det eneste ægte i Zeuthens “interview”: afviser enfoldigheden og afslutter den samtale, der faktisk blev ødelagt allerede ved Zeuthens entré.

Bravo Ghita. Gid flere turde være så ærlig som du..!!

FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN

 

FRA UDSYN TIL SNAEVERTSYN
Lige efter at have set på fotografier på Instagram, som jo handler om at formidle mest billede og mindre tekst, slog det mig, at smartphoneformatet først og fremmest udspringer af, at et rektangel på højkant er bedre egnet som telefon end et bredformat, hvilket gør smartphonen til en meget indgribende og egentlig stærkt begrænsende frembringelse.
Når nu smartphonen har erstattet computeren og laptoppen som det mest brugte internet-redskab bliver billedformatet også ændret radikalt, og de apps/tjenester som først og fremmest skal formidle billeder følger med eller bliver udelukkende udviklet med henblik på det.
Uanset den kendsgerning, at telefonernes kameraer i kvalitet i dag langt overgår det, som et digitalkamera i lommeformat kunne præstere for 10 år siden, så lægger billedformatet mest op til, at tage billeder af personer - især af dig selv - og andre ting som ligger lige for, ikke mindst fordi telefonernes digitale zoom oftest stadigvæk er disse smartphones akilleshæl.
Hvis man er født ind i den virkelighed, at det store udsyn, de store vider, landskaberne, den store scene på forhånd er underordnet i forhold til noget der ligner et portræt, kan man ofte ikke ”se” anderledes på verdenen. Og da verdenen ligesom selfien langt fra lever op til det som man gerne vil vise frem, bliver der tilbudt og brugt stedse mere elektronisk makeup (gerne en mere drastisk makeover).
De videoer man ser på nettet, skal også passe ind i dette format, og dem som en gang drømte om, at skabe billedkunst på alle niveauer og med alle de muligheder, som teknologien i og for sig kunne præstere i dag, kan overfor det højkantede lommeformat godt pakke sammen.
Bekvemmeligheden og tilgængeligheden er det som tæller mest (det gælder oven i købet også lyden og musikken som måske lider endnu mere af den telefoniske forsnævring).
Vi kan være elektronisk sociale mens vi sidder på toilettet, men kan ikke få den kvalitet og det udsyn, som mere billede (i bredformat) mere og bedre lyd, og mere sammenhængende tekst kunne give.
Således bliver det klart, hvorfor Twitter er det internetmedium, hvor politik og dermed en væsentlig del af samfundsudviklingen drøftes og fremvises. Det lægger netop bunden til den trumpisme vi oplever på så mange planer for tiden…
Måske kunne disse ”VR-headsets” som vender telefonerne 90 grader lige foran vores øjne, lade telefonerne komme til deres ret som billedformidlere i bredformat og på en måde videreføre eller ligefrem genskabe noget af det større, bredere udsyn, men det sker jo så bekostning af en nærmest uigennemtrængelig isolation, så længe man bruger dem.

THE BEAUTIFUL AND THE LESS BEAUTIFUL ONES

 

The media and people in general can often not get enough of everything that has to do with sex - for the good and especially for the evil.

In these times it is very much about sexual abuse of women. ..and since there undoubtedly were (and are) many violations and abuses committed, there are probably many more naughty stories on the way ..

But what about those women who, due to "lack of attractiveness", experience few or no sexual offenses but in return are mocked, overseen and ignored because of their appearance, regardless of their human, professional and / or intellectual qualities - precisely because they are women?

Perhaps here the worst side of sexism becomes obvious, where it comes to, that women so much more than men are measured and valued because of their appearance.

Men, on the other hand, are “allowed” to be ugly, as long as they are successful - and I can think of really many of them. They are not for laughs but just a great inspiration for their "ugly" peers.

But women? There must exist some successful female comedians, researchers, politicians and artists who are/were decidedly ugly women. I just can not remember any of them.

TINGENES TYRANNI

 

TINGENES TYRANNI

bliver tydelig, når selv fattige mennesker har flere ting, end de er i stand til at flytte alene ... og for det meste ikke engang er i stand til at huske ...

De fleste af os ved, at vi ejer for mange ting. Vi mærker vægten og byrden af ​​vores rod. Vi bliver træt af at rengøre og og holde orden. Vores legerum er rodet, vores skuffer kan ikke lukkes, og vores skabe er fyldt fra top til bund. Rodet er over os - overalt.

I dag indsamles der konstant data om vores hjem, vores indkøbsvaner og vores udgifter. Forskningen bekræfter vores iagttagelse: vi ejer for mange ting - og det stjæler vores liv.

Britisk forskning har vist, at den gennemsnitlige 10-årige ejer 238 styk legetøj, men leger kun med 12 dagligt (The Telegraph).

Nogle rapporter viser, at vi bruger dobbelt så mange materielle goder i dag som for 50 år siden (The Story of Stuff).

I øjeblikket tegner de 12 procent af verdens befolkning, der bor i Nordamerika og Vesteuropa, sig for 60 procent af det private forbrug, mens den tredjedel, der bor i Sydasien og Afrika syd for Sahara, kun tegner sig for 3,2 procent (Worldwatch Institute).

Nordamerikanerne og vesteuropæerne bruger mere på sko, smykker og ure end på videregående uddannelse (Psychology Today).

93% af teenagepiger nævner shopping som deres foretrukne tidsfordriv (Affluenza).

Den gennemsnitlige amerikaner smider om året 65 pund tøj væk (Huffington Post).

MEN: Næsten halvdelen af ​​amerikanske husstande sparer ikke op. (Business Insider).

Disse tal tegner et smerteligt billede af overdreven forbrug og unødvendig ophobning. Det er klart, at mange af os har alt for mange ting.

Kilde: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

THE TYRANNY OF THINGS

 

THE TYRANNY OF THINGS

becomes obvious, when even poor people have more stuff than they are able to move alone ...and for the most not even are able to account for…

Most of us know we own too much stuff. We feel the weight and burden of our clutter. We tire of cleaning and managing and organizing. Our toy rooms are messy, our drawers don’t close, and our closets are filled from top to bottom. The evidence of clutter is all around us.

Today, data is constantly being collected about our homes, our shopping habits, and our spending. The research is confirming our observation: we own too much stuff. And it is robbing us of life.

British research found that the average 10-year-old owns 238 toys but plays with just 12 daily (The Telegraph).

Some reports indicate we consume twice as many material goods today as we did 50 years ago (The Story of Stuff).

Currently, the 12 percent of the world’s population that lives in North America and Western Europe account for 60 percent of private consumption spending, while the one-third living in South Asia and sub-Saharan Africa accounts for only 3.2 percent (Worldwatch Institute).

North America and Western Europe spend more on shoes, jewelry, and watches than on higher education (Psychology Today).

93% of teenage girls rank shopping as their favorite pastime (Affluenza).

The average American throws away 65 pounds of clothing per year (Huffington Post).

BUT: Nearly half of American households don’t save any money (Business Insider).

These numbers paint a jarring picture of excessive consumption and unnecessary accumulation. Clearly, many of us have far too much stuff.

Source: https://www.becomingminimalist.com/clutter-stats/

FOMO – fear of missing out

Aktierkursers himmelflugt og frygten for at gå glip af noget

I en eksklusiv gæsteartikel til tyske WirtschaftsWoche opridser den amerikanske nobelprisvinder Robert Shiller udviklingen af det amerikanske aktiemarked under coronakrisen. Økonomen siger: Aktiekurser følger nyhederne med en forsinkelse - og er påvirket af historier og fortællinger.

Udviklingen på aktiemarkederne under coronavirus-pandemien ser ud til at unddrage sig enhver logik, især i De Forenede Stater. I lyset af et kraftigt fald i efterspørgslen, der trækker investeringerne og beskæftigelsen ned, opstår spørgsmålet om, hvad der rent faktisk holder aktiekurserne flydende - og hvorfor grundlæggende økonomiske forhold og kursudviklingen på aktiemarkedet i den grad stritter i hver sin retning. For at besvare denne gåde er vi nødt til at ty til massepsykologi og fortællingers dynamik.

Prisbevægelser på aktiemarkederne er stort set ikke baseret på selve nyhederne, men snarere på, hvordan investorer vurderer andre investorers reaktion på denne nyhed. Dette skyldes, at de fleste mennesker ikke i tilstrækkelig grad kan vurdere vigtigheden af forretnings- eller videnskabsnyheder. Især når de har en grundlæggende mistillid til medierne, er de tilbøjelige til at stole på, hvordan folk, de kender, reagerer på nye oplysninger. Denne vurderingsproces tager på sin side tid, hvilket er grunden til, at aktiemarkederne ikke reagerer på nyheder så hurtigt og fuldstændigt, som traditionelle teorier antyder.

Den seneste aktiemarkedsudvikling i USA kan opdeles i tre faser. Det hele startede med en stigning på tre procent i S&P 500-aktieindekset (S&P 500, er et aktieindeks over 500 store amerikanske virksomheder) fra begyndelsen af coronakrisen i slutningen af januar til 19. februar.

Derpå fulgte et styrtdyk på 34 procent der fortsatte indtil 23. marts.

Dette blev efterfulgt af en opadgående bevægelse på omkring 42 procent, der fortsætter den dag i dag.

Hver af disse faser har en forbindelse med bestemte nyheder, der fik markedet til at reagere - med en forsinkelse.

Den første fase startede, da Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede den nye coronavirus til "en sundhedsmæssig nødsituation af international betydning". S&P 500 fortsatte dog at klatre i de næste 20 dage og nåede et all-time-high den 19. februar.

Med andre ord: Investorerne hjalp aktierne med at nå toppen til trods for meddelelsen om en mulig global tragedie. Rentesatserne faldt i denne periode ikke. Hvorfor "forudsagde" aktiemarkedet ikke den forestående recession med faldende priser, før nedturen begyndte?

Antagelig kunne folk simpelthen ikke (endnu) stille noget op med fænomenet ”pandemi”. De fleste investorer var oprindeligt ikke overbeviste om, at andre investorer og forbrugere var opmærksomme på virussen. De første lockdowns i Kina i slutningen af januar fik kun lidt opmærksomhed i verdenspressen.

Sygdommen forårsaget af den nye coronavirus havde ikke engang et navn, før den blev navngivet COVID-19 af WHO den 11. februar. I ugerne frem til 19. februar faldt offentlighedens opmærksomhed på centrale spørgsmål som klimaændringer, sekulær stagnation eller statslige skoler. Det dominerende emne i USA var impeachment-proceduren mod præsident Trump.

Mange politikere syntes tilsyneladende, at det var kontraproduktivt at ringe alarmklokkerne over en hypotetisk truende tragedie af kæmpemæssige proportioner.

Da der fandtes næsten ingen erfaring med globale epidemier siden influenzapandemien fra 1918 til 1920, eksisterede ingen statistiske analyser af markedseffekterne af sådan en begivenhed.

Den anden fase på aktiemarkedet begyndte, da S&P 500 styrtdykkede med 34 procent mellem den 19. februar og 23. marts - et dramatisk fald, der svarede til 1930-børskrisen.

Indtil da havde der imidlertid kun været en håndfuld rapporterede Covid 19-dødsfald uden for Kina. Hvorfor kom så denne skarpe reaktion nu?

Investorer skiftede ikke mening på grund af en enkel nyhed eller historie, men på grund af en konstellation af indbyrdes forbundne narrativer: Den 17. februar nævnte medierne for første gang om hamstring af toiletpapir i Hong Kong, hvorpå denne nyhed spredte sig som en steppebrand ligesom en slags vittighed. Der kom naturligvis nu også flere internationale rapporter om spredningen af ​​sygdommen.

Den 11. marts erklærede WHO Covid19 til en pandemi. Internetsøgninger efter "pandemi" toppede i ugen 8.-14. Marts, søgninger efter "coronavirus" toppede i ugen 15. - 21. marts. Tilsyneladende forsøgte folk i denne anden fase at indsamle grundlæggende oplysninger om sygdommen.

Da nedgangen på aktiemarkedet begyndte, fremkom levende beskrivelser af nød og økonomiske forstyrrelser forårsaget af nedlukningerne. Der har kom rapporter om mennesker i det forseglede Kina, der efter sigende ikke havde noget andet valg end at spise dyrefoder som søorm og småfisk. Fra Italien kom historier om medicinsk personale på overfyldte hospitaler, der blev tvunget til at vælge de patienter, der overhovedet kunne behandles. Der cirkulerede nu også historier om den store depression i 1930'erne.

Begyndelsen af den tredje fase, hvor S&P 500-indekset startede sin stigning på 40 procent, var præget af ægte nyheder fra finans- og pengepolitikken. Den 23. marts, efter at renten var nedsat til praktisk taget nul, annoncerede Federal Reserve et aggressivt program til at etablere særlige kreditfaciliteter. Fire dage senere underskrev præsident Trump loven om 2 billioner Dollar Coronavirus Aid Relief og Economic Security (CARES) Act, en økonomisk stimuluspakke med vidtrækkende skatteincitamenter. Disse foranstaltninger og sammenlignelige aktioner i andre lande mindede om, hvordan man håndterede den store recession i 2008/2009. Dengang havde disse foranstaltninger ført til en gradvis, men i sidste ende enorm stigning i aktiekurser. S&P 500 blev femdoblet fra dets lavpunkt den 9. marts 2009 til den 19. februar 2020.

De fleste mennesker har ingen idé om, hvad Fed's (USA's centralbank - Federal Reserve System) plan er, eller hvad der præcist er i CARES-loven. Men de kender eksemplet fra den nyere fortid, da disse tilsyneladende virkede. På samme tid husker folk i stigende grad historier om mindre, men betydelige nedbrud på aktiemarkederne og de efterfølgende stærke opsvingsfaser, omkring 2018.

Nogle steder spreder sig „Fear of Missing Out“ (Fomo), hvilket betyder ”frygten for at gå glip af noget”. Det opfordrer investorerne til at tro, at det er sikkert at komme tilbage til aktiemarkedet, og at markedet allerede er faldet tilstrækkeligt dybt i 2020.

Virkningerne af nyheder og fortællinger er tydelige i alle tre faser af aktiemarkedet i skyggen af Covid 19. Bevægelser i aktiekurserne er imidlertid

ikke nødvendigvis logiske reaktioner på dem. Faktisk er de det meget sjældent.

INVESTERING I FAST EJENDOM SOM LEGAL ”AFPRESNING”

INVESTERING I FAST EJENDOM SOM LEGAL ”AFPRESNING”

Selvom man som almindelig ejer af en lejlighed eller et hus inde i en storby kan iagttage, at priserne stadigvæk er høje, så er det, samfundsmæssigt set, ikke noget at glæde sig over.

Ganske vist er der mange som vil bo i byerne, og det får priserne til at stige. Men ved siden af, er der ganske anderledes pengestærke interesser som har investeret i ejendomme eller byggegrunde i byerne for enten at sælge med store gevinster uden at have foretaget sig andet end at vente eller for at presse priserne på udlejningslejligheder eller forretningslokaler op. Heldigvis er der efterhånden en del kontorlokaler, som ingen vil leje til fantasipriser og eftersom en del forretninger vil gå kaput i forlængelsen af den nuværende ”sundhedskrise” så vil også på det felt presset på de lejere - som trods alt overlever - falde. Ligesådan kan det desværre komme til at gå for en del folk, som har forkøbt sig på ejerlejligheder eller byhuse, med forventninger til familieindtægter, som nu ikke vil gå i opfyldelse.

Dog findes der jo helt store pengetanke, som sagtens kunne vente 1, 2 eller ti år, indtil markedet vender igen og i imellemtiden vil holde på ejendommene. For dem vil så ved det næste opsving ske det samme som allerede er sket 2 gange indenfor vores nye årtusinde: Ejendomspriserne i storbyerne vil eksplodere igen og de vil godt og vel ”indhente” det tabte.

De fleste af disse ejendomsinvestorer bidrager med intet andet end noget juridisk og økonomisk papirnusseri til "værdi"-øgningerne, hvilket jo er meget attraktivt ...for dem.

What to do? Simpelthen på lands- eller europa-basis indføre en overgrænse/høj beskatning for gevinsterne på udlejning af eller investering i ejendomme. Urealistisk? Ja, hvis den politiske vilje og indsigt mangler men ikke uladsiggørligt.

Lignende tanker er jo tænkt før, men dengang handlede det mest om produktionsjord …

Georgisme (udtales som det engelske George + -isme), opkaldt efter amerikaneren Henry George (1839-1897), er en politisk filosofi. Hovedprincippet er, at alle bør eje det, de selv skaber, men at naturresurser, herunder især jord, bør tilhøre alle mennesker.

Se også:
https://www.berlingske.dk/ejendomme/folketingsflertal-vil-begraense-udlaendinges-opkoeb-af-danske-ejendomme

FRA DET DANSKE OEKO-KAMMER

FRA DET DANSKE ØKO-KAMMER

Lige for tiden hænger den socialdemokratiske regering ret så meget i bremserne, når det gælder omsætningen af de ret ambitiøse 2030 klimamål, og det bliver nok ikke bedre, når regningen efter corona-pandemien er gjort op, og det vil nok vise sig, at overskuddet på betalingsbalancen og stigende skatteindtægterne er noget, som ikke lige vil præge det nuværende finansår.

Nu kunne der jo være en vis økonomisk kalkule i, at brande Danmark som øko-foregangsland for at blåstemple fancy eksportprodukter til et verdensmarked, som i visse segmenter nok hungrer efter ting og sager, som via smart branding kan dulme den dårlige forbrugersamvittighed.

Samtidig kan det også virke opløftende for øko-nationalister på venstrefløjen, som vil blive enorm opstemt over smukkere CO2-regnskabstal for Danmark som et resultat af engageret, folkeligt pres.

Meget af det som kræves fra den kant, kan der være en del fornuft i, andet er tværtimod den rene katastrofe, hvis man lige lægger de rød-hvide briller til fordel for et mere globalt udsyn.

Lige for tiden er der en del snak om Danmarks sidste cementfabrik, Portland ved Aalborg – ikke for ingenting - fordi det er den danske virksomhed med den største CO2-udledning for en enkel virksomhed (https://www.tv2nord.dk/aalborg/aalborg-portland-nye-klimaraad-kan-faa-store-konsekvenser-eksport).

Få den lukket (og importer cementen udefra??) og så er der sparet en masse CO2-udledning – i Danmark - YES. Importer cementen fra f.eks. Indien, så hjælper du samtidigt nogle fattige arbejdere – YES. ...og luk så lige begge øjne, når du skulle falde over det tal for CO2-udledningen fra samme cementmængde produceret i Indien ...men ok, den samlede indiske CO2-udledning vil alligevel i procent knapt nok stige i den anledning … så det er jo rigtig godt for Danmarks CO2-tal og branding plus lidt fryns til f.eks. Indien oven i købet: Vi plejer vores image og Indien får lidt ekstra eksport til verdensmarkedet.

...og så til CO2-virkeligheden efter dette image-stunt:

Cementfabrikken Portland er faktisk en velintegreret del af fjernvarmeforsyningen i Aalborg, som så vil falde bort. Men ...fjernvarme er vel alligevel noget på vej ud, vil nogle med blikket rettet mod vindmøllerne mene ...varmepumperne og solvarme vil så tage over. Ja da, men fjernvarmenettet ER etableret, men de mange ekstra vindmøller og varmepumper og solpaneler skal først produceres og installeres før de kommer til at levere – hvordan denne produktion skal finde sted CO2-neutral – hvis det skal regnes op imod udnyttelsen af fjernvarmen er slet ikke gjort op. Men ovennævnte omstilling ville selv med en negativ CO2-bilans blive deklareret som sejr for klimaet hos dem, hvor det grønne image er mere værd end den økologiske virkelighed.