Humaniora er er kommet under stærk
pres fra regeringen og ledende økonomer da afkastet per kandidat
slet ikke modsvarer investeringen i uddannelsen.
Jeg vil her slet ikke gå ind i et
regnestykke for at modbevise dette – så som radioavisen var inde
på d. 28-10-2014, hvor man fortalte, at mange humanister faktisk har
samarbejde med erhvervslivet og andre aftagere...
Hvis vi som mennesker kun kan/vil gå
efter den viden, som muliggør mere konsum eller profit i sidste ende
– og agerer som om at erkendelse i sig selv intet er værd, når
den ikke kan udmøntes i økonomisk gevinst, har vi mistet den trøst
(eller det figenblad om man så vil) der lå i, at vi som art
adskiller os fra alle andre skabninger, ved at kunne reflektere og
tage hensyn ud over eller ligefrem imod den snævre selv- eller
artsopretholdelse....
Hvis, samfundet (staten, kommunerne)
ikke er til sinds at bakke op om uddannelse og forskning i kunst,
filosofi, religion, sprog som ikke bruges i verdens økonomisk
førende lande og andre humanistiske forskningsaktiviteter som er
”værdiløse” så er vi virkelig fattige – uanset under- eller
overskud på budgetterne.
Uddannelsespolitik er i denne ånd
blevet til en grådighedens logik.
