Poesiens blomst blir’ blaa i hovedet

Med valget imellem 2 seancer med håbefulde poeter tog jeg så finalen i poetry-slam for elever i Nordkrafts maskinhal. Der var mere end fyldt op; der var hele klasser med deres lærere for at bakke op og hele 3 værter (prof-poetry-slammere) som i ugevis havde motiveret ungdommen til at udfolde sig i poetry-slam Nordjylland rundt.

Der var ”performances” som jeg fandt rigtig fine og nogle som var såsålala men ingen elendige. Det jeg oplevede var dog finalen, og de 3 værter havde sorteret sig frem til finalisterne – sådan forstod jeg i hvert fald udvælgelsesprocessen. Det endte så med, at 2 drenge vandt - ex equo – hvoraf den ene var ”min” favorit. Fint så.

Meeeen så er der lige det: Skal man fyre den af foran et publikum, som forventer gang i den, kræver det ord – mange ord, hurtige ord – 9000 af dem - i bare et hook. Det kan for mig blive til en slags rytmisk musik og glimtvise billeder – men min gamle hjerne er ikke gearet til at tænke med i disse verbale maskingeværsalver. Jeg har en lumsk fornemmelse, at meget af det som jeg fik at høre og ellers kunne få at høre ved en poetry slam, slet ikke kan tænkes med, fordi det slet ikke er gennemtænkt af nogen – heller ikke poeterne selv. Det skal bare ”køre”.

Min utilfredshed med denne tilstand udspringer sikkert deraf, at jeg har lært poesien at kende for alvor via skriften – og der handler det oftest om, at vers fortætter det som kunne skrives i megen prosa til en essens, som rammer præcist, løfter sproget ud af sine snævre syntaktiske bånd og indholdet fra det meget konkrete til noget mere alment og holdbart.

Og så bliver en gammel mand ramt af stormfloder af ord, hvor der bare bliver fyldt på og på og på …for at holde flowet. De ungdommelige poet-slammere er ved at blive blå i hovedet af anstrengelse og stress. Man må helst ikke snuble over sine egne ord – faldet er dybt foran et stort publikum.

”Poesiens blå blomst” har fået en helt ny betydning!

Hallo – hvor er jeg dog dybt uretfærdig overfor de 2 slammere, som var med til 9000ordåbningen fredag eftermiddag: Mads Bjergen Pedersen og Mark Jensen-Skovgaard eller Mathies Brinkmann Jespersen?? (var der ikke noget med en hurtig programændring?). De 2 var i hvert fald lige noget for mig, kritiske og politiske og til at hænge på ”intellektuelt”.

Så hvis der igen skal sendes slammere ud på de nordjyske sletter for at opdrage nye poet-generationer – lad disse herrer være iblandt dem (please). Men de er måske op i en klasse, hvor det bliver for dyrt for 9000ordlyrikfestivallen en anden go gang?

http://www.youtube.com/watch?v=swzYRh8RwZM

ordets magt - et "lejlighedsdigt"

og så gik kommunen i knæ

borgmesteren først

byrådet tøvende

papirnusserne skræmte

seks millioner solgte bøger!

det kan måle sig

med en ny Føtex

profeten tæller

i sin egen by

og kunden

har altid ret

Jussi Adler-Olsen sejrer i Allerød

Kinesiske Floedeboller

Kinesiske flødeboller Hvis man køber tyske "Dickmanns"-flødeboller i stedet for danske - så er man selv ude om det - uanset prisen/skattetrykket. Hvorfor kan Frellsen eller Summerbird producere og sælge deres dyre/møgdyre flødeboller i Danmark? Fordi de er bedre – ikke billigere! Mens Danmarks liberalister pønser på at (re)lancere George W. Bushs økonomiske politik, som fremprovokerede den økonomiske sæbeboble, som bristede for 3 år siden, går det næsten kun fremad i stater som Kina, Indien og Rusland. Ingen af dem kan kaldes liberale! Der er den enkeltes ytrings- og bevægelsesfrihed for det meste underlagt styrets økonomiske og magtpolitiske interesser. Men netop derfor er de i stand til at holde priserne på eksportvarerne nede. Det varer nok ikke længe, før de billigste flødeboller på det danske marked ikke kommer fra Tyskland men fra KINA. Se efter, næste gang du ser frosne jordbær i en køledisk, hvor de kommer fra! Ganske ukritisk har mange meningsdannere og beslutningstagere taget denne fremstormende økonomi til sig, uden hensyn til, hvad der ligger bag denne succes og om Kinas vej frem overhovedet er gangbar for os (europæere). Det er besnærende under indtryk af Eurokrisen og med blik på Sydeuropa på vej ned i en langvarig krise, at fokusere på den frembrusende kæmpe. Men hvad er baggrunden for denne succes? Der er ingen demokrati. Friheden findes tilsyneladende på varemarkedet, men heller ikke virksomhederne er frie til at kaste sig over hvad som helst eller frie til at indgå samarbejdsaftaler med hvem som helst. Og deres ansatte er slet ikke frie til at flytte rundt i landet efter deres eget hoved men kun i henhold til nogle planer og tidsbegrænsede arbejdstilladelser. Det er således sværere for en menig kineser at flytte fra egn til egn i Kina end for en EU-borger at flytte fra et land til et andet indenfor EU. De sociale forskelle, som for tiden øges i EU vokser på trods af økonomisk fremgang også i Kina, hvor de fattige ganske vist ikke bliver fattigere på grund af faldende lønninger, men prisstigningerne på det kinesiske hjemmemarked udhuler lønninger og sociale ydelser. Hvad de sidstnævnte angår, er de nærmest helt på vej ud i Kina, således at sikringen af bare et overlevelsesniveau i en fremtidig krise slet ikke er til stede, med mindre man i sådan en situation ad politisk vej magter at træde til med forskellige former for nødhjælp. På det globale plan driver kapløbet om ressourcerne Kina ud i neokolonialisme rundt om i verden: de konflikter, som de fleste gamle kolonilande er kommet ud af, er dem som Kina er på vej ind i. Et europæisk forsøg på at hægte sig på denne kinesiske model som vej ud af krisen er slet ikke gangbar - hverken ressourcemæssigt eller socialt. Skal vores del af verden være model (igen) så gælder det (livs)kvalitet og mønsterværdig omgang med klodens begrænsede ressourcer. p.s. Hvad så med USA, vil nogen spørge: Hvis Kina ville holde op med at lånefinansiere amerikanernes overforbrug - og eventuelt endda kræve tilbagebetaling af de allerede ydede lån, så måtte USA erklære sig selv bankerot. Det sker næppe foreløbigt, da Kina selv er meget interesseret i denne kapitaleksport for at holde dollaren og dermed egen eksport oppe. Kina har dog hverken råd til eller interesse for, at fodre europæerne igennem finanskrisen på samme måde.

Chinesische Schokoküsse Wenn man die deutschen Dickmanns Schokoküsse statt ordentlicher Konditorware kauft, dann ist man selber schuld – ganz egal wie groß der Preisunterschied ist. Zum Beispiel   haben in Dänemark die Firmen Frellsen und Summebird großen Erfolg mit ihren teuren/sauteuren Schokoküssen, weil die wirklich gut schmecken! Die rechtsliberalen Ideologen in Europa und den USA träumen zur Zeit davon, Goerge W. Bushs ökonomischen Katastrophenkurs, der kräftig zur sogenannten Finanzkrise beitrug, in der wir weiterhin stecken, wieder aufzunehmen. Indes erzielen hauptsächlich Staaten wie China, Indien oder Russland die Wachstumsraten, von denen unsere Machthaber weiterhin träumen. Keiner dieser Staaten darf sich aber liberal oder (ernsthaft) demokratisch nennen! Die Meinungsfreiheit und Freizügigkeit der Bürger ist dort den ökonomischen und machtpolitischen Interessen ihrer Regime untergeordnet. Aber gerade deshalb haben diese Länder ihre Exporterfolge auf dem Weltmarkt. Vielleicht dauert es nicht mehr lange, bis die billigsten Schokoküsse nicht mehr aus Deutschland sondern aus CHINA kommen. Wirf beim nächsten Besuch eines Lebensmittelgroßmarktes einen Blick auf die Packungen mit gefrorenen Erd- oder Himbeeren und schau einmal, wo die herkommen! Völlig unkritisch haben viele Meinungsmacher den vorwärtsstürmenden chinesischen Riesen zum Vorbild erklärt, ohne Rücksicht darauf, was hinter diesem Erfolg steckt und ob dieser Weg für uns (Europäer) überhaupt gangbar ist. Mit Blick auf die Eurokrise und auf Südeuropa auf dem Weg in eine langanhaltende Krise lässt man  sich gerne von fernen Vorbildern verführen – aber was steckt hinter den Fassaden dieser Erfolge? Demokratie ausgeschlossen. Freiheit findet augenscheinlich nur auf dem Markt statt, aber auch die Herstellerbetriebe haben nicht die Freiheit, das aufzugreifen, was sich anbietet oder Absprachen nach eigenen betriebsinternen Interessen zu treffen. Und ihre Angestellten und Arbeiter haben nicht einmal geografische Freizügigkeit innerhalb der Landesgrenzen, sondern dürfen sich nur im Rahmen von zeitbegrenzten Aufenthalts- und Arbeitserlaubnissen bewegen. Es ist für einen chinesischen Arbeiter schwerer von einer Provinz in eine andere zu übersiedeln, als für einen EU-Bürger von einem europäischen Land in ein anderes. Das steigende soziale Gefälle, das zur Zeit Europa prägt, findet man auch in China – nicht auf Grund fallender Löhne aber auf dem Hintergrund stark steigender Inlandspreise, die Löhne und Sozialleistungen aushöhlen. Was Sozialleistungen wie freie Schule, Krankenbetreuung oder Altersversorgung angeht, sind die großteils am auslaufen.  Das bedeutet, dass bei einer zukünftigen Krise nicht einmal eine Überlebenshilfe zur Verfügung steht. Man kann nur hoffen, dass man dann politisch dazu im Stande sein wird, Notstandshilfe zu etablieren. Auf globaler Ebene treibt der Wettlauf um Rohstoffe China in einen Neokolonialismus, den die meisten alten Koloniemächte hinter sich gelassen haben. Ein europäischer Versuch, dem chinesischen Modell nachzueifern, um die Krise zu überwinden, ist nicht gangbar -  weder im Bezug auf Nachhaltigkeit noch soziale Tragbarkeit. Sollte unser Kontinent (wieder) zum Vorbild werden, so gilt es, eine vorbildliche Lebensqualität mit einem vorbildlichen Umgang mit der Natur zu verbinden. p.s. Welche Rolle spielen die USA als Vorbild, wird man sich vielleicht fragen: Falls China damit aufhören sollte, den überzogenen Verbrauch der Amerikaner mit Krediten zu finanzieren, so wären die Vereinigten Staaten bankrott. Das passiert aber vorläufig nicht, da China selbst wesentlich an diesem Kapitalexport interessiert ist, um den Dollar und damit den eigenen Export hochzuhalten. China hat aber weder die Mittel noch Interesse daran, uns Europäer durch die Krise zu füttern.

Inspirationen til at skrive om flødebolleimport kom fra en artikel i Jyllandsposten,
(http://jp.dk/opinion/leder/article2750408.ece ) som beklagede flødebollestøberiet SAMBAs sandsynlige flytning til Tyskland, for at at markere, at Liberal Alliance er de danske flødebollers sande forsvarere, i det de helhjertet går imod forhøjede fedt- og sukkerafgifter.
Jeg tror heller ikke på, at disse afgifter vil redde danskernes helbred. Men jeg er 100 % sikker på, at Liberal Alliances opskrifter heller ikke vil helbrede dansk økonomi, da de allerede har vist deres uduelighed i USA, selvom Joachim B. Olsen (ligesom Fogh junior) var der på besøg - før finanskrisen - og så lyset i George W. Bush.