Eller hvad?

systemets økonomiske rammer - pragmatisme - angst

”Min generation har angst” skrev gymnasieelev Olivia Dam Junget til Politikens debatside søndag d. 24 november. Hun fik så næsten en hel side til at beskrive en skolehverdag præget af stress fremprovokeret af usikkerhed overfor kammerater, præstationsangst og karakterræs, hvorefter hun 'konkluderer':

"For at mindske gymnasiepresset ville det dog være oplagt med mere samtale mellem elev og lærer, så læreren ved, hvor eleven står, og ved, hvordan eleven skal vejledes for at føle sig tilpas i undervisningen. På den anden side er det lige så vigtigt, at ikke socialt anlagte unge får de nødvendige værktøjer, hvis de føler behov for det. Der er umuligt at fjerne præstationsangst helt, som stresser os. Så vi må vel bare acceptere hinandens finurligheder og vores angst. Eller hvad?”

I en tid hvor man ikke tror på sine egne problemløsningsforslag er det svært at give sig selv lov til at tænke på andet end småjusteringer i nærmiljøet. 'Drømmene' går på at etablere tryghedsbobler omkring sig – måtte det være i familien, på skolen eller i Danmark.

Tryghed i en nedgangstid kræver selvdisciplinering – så al utilfredsheds med tingenes tilstand koges ned til acceptable småjusteringer – og en vilje til at se bort fra dem som ryger ud af boblen så snart de på arbejdsmarkedet bliver frasorteret.

Det veluddannede unge menneske må se i øjnene, at man skal justere sine forventninger til et minimumsniveau og pakke sine forventninger om en fortsættelse af forældrenes livsstil på et højere niveau af forbrug og nydelse langt væk.

Man skal ikke have hørt på ret mange af de ikke længere unge men nu yngre karriererytteres opskrift for deres førkrise-success, for at forstå, at der er ingen hjælp at hente der: De er i trediverne og fyrrerne, har bidt sig fast på Strandvejen og hylder konkurrencestaten i et forsvar af deres lunser - så længe de ikke foran en dommer bliver indhentet af deres synder.

De taler raskvæk for en slags rockerkultur i jakkesæt – Joakim B. Olsen, Bjarne Riis, CEPOS, ...

Her møder vi også en 'ny' politikerklasse som i tide – gerne med med forældrenes navn som adgangskort - har sat sig i spidsen af den politiske klasse hvor de knap nok prøver et bevise at man af egen kraft er nået så langt så hurtigt.

Mere eller mindre pænt indpakket er deres bud til dagens ungdom:

Ta' dig nu sammen, lad være med at klynke, hold din kæft og gør det lortearbejde som jeg aldrig kom i nærheden af – til en lorteløn som jeg synes er passende for undersåtter.

Det varer måske ikke så længe, før denne nærheds-boble eksploderer, som endnu holder en angst ungdom bort fra at erkende sin generations interesse i at se bort fra de ældre generationers luksusbehov og tåbelige opskrifter.

Men uden selv at have tænkt og drømt i alternative baner på samfundsplan er der risiko for at denne eksplosion ender i en tragisk nedtur som kan føre til fascisme eller anarki. Mellemøsten og Østeuropa viser for tiden, hvad der er på spil.

Ragnarok har mange jo fablet eller drømt om i årevis, enten som god underholdning i sorte fremtidsscenarier til de store lærreder – eller i eventyr-camps med skydeøvelser til mor, far og børn i Guds eget land.
http://politiken.dk/magasinet/ECE2148773/prepperne-tror-at-alting-bryder-sammen-lige-om-lidt/

Der skal helst ikke ultimative katastrofer til for at komme over disse fremtidsscenarier: Hvad var det egentlig som førte til hele TO verdenskrige i det tyvende århundrede??

Der skal nytænkning til og en omlægning af vores levevis på mange niveauer: det kulturelle, det miljømæssige, det politisk- økonomiske.

Vores regeringer lige fra Danmark til USA har det meget som eleven Olivia – de tør/vil ikke tænke i andre baner. De tanker som trods alt stikker lidt udenfor de slagne veje bliver hurtigt pakket sammen overfor 'realiteterne' dvs. pengeinteressers kortsigtede snusfornuft i forholdt til egne lommer.

”Vi ved hvad vi vil og kan” siger vores ledere.

”Eller hvad TÆNKER de egentlig når de ikke lige skal sælge sig selv?”

tænker vel ikke kun undertegnede