om at være enige og monogame

At være alene fremstår a priori ikke som noget positivt – tværtimod bliver det straks forbundet med ensomhed og forladthed.
Det kan jo ikke diskuteres, at vi ikke er nogen Robinson Crusoer, som kan eller skal klare sig selv helt alene med et par stykker værktøj og noget viden om hvordan andre har kunnet leve eller bare overleve.
Personligt ville min slidte krop ikke overleve mange måneder ude i vildnisset – om ikke andet fordi jeg ikke kan undvære medikamenter stillet til rådighed af videnskaben/medicinalindustrien.
Derudover vil de fleste af os gerne føle sig værdsatte eller nyttige for at føle os rigtig i live – især i de tider hvor vi har svært ved bare at nyde livet som et godt tilbud.
Også når vi er ”alene” har de fleste internet, telefon, fjernsyn, radio og bøger for at se og høre, hvad andre skriver, siger og tænker og nettet/telefonen giver endda muligheden for ”personlig” kontakt - så nej, det er jo ikke ”ægte” ensomhed, selvom den kan opleves sådan af mange.

Samvær
Vores hverdag domineres som regel af en del pligter, som oftest defineres af et rationale som sigter mod belønning: løn i kontante penge, den tilfredshed ved at have gjort noget, den stolthed som måtte komme af at have præsteret noget som andre værdsætter og roser.
Men så kommer de situationer og følelser, hvor forventningerne går ud over dette, så samværet består i – eller skulle bestå i at blive elsket, værdsat eller bare accepteret af vores nærmeste uden "byttehandel".
Det gælder jo barnet fra nærmest første dag – men det gælder også de feste voksne når det handler om parforhold/ægteskabet.
Som de nøgne aber vi er, er vi ikke programmeret til monogami. Alligevel er vestlige samfunds standardopskrift på forplantning organiseret som et samliv 1+1, som i idealet udspringer en uimodståelig tiltrækning – kærligheden.
Det kunne vel fungere for mange, hvis vi ikke havde den formastelighed at kræve alt mulig andet end kærlighed.
Kærligheden - i første omgang enten ubegrundet/uforståelig attrå eller kærlighed begrundet i en værdsættelse af bestemte egenskaber hos den elskede som man i det øjeblik man bliver forelsket synes at være de væsentligste.
Hvad er så det ekstra tilbehør, som udmærker den prinsesse eller den prins den endnu ensomme eller endnu ikke forelskede ugifte venter på?
Før brylluppet er det vigtigste at prinsen er kongens søn og køn og tapper eller snu, mens prinsessen kan nøjes med at være vidunder-skøn (og kongens datter). At være gift med en kongesøn eller kongedatter giver som regel en del prestige og komfort efter ægteskabets indgåelse.
Ja tak. Men kan det danne grundlaget for et lykkeligt samliv for resten af livet? 
Det kan godt være, at kongen kan blive tilfreds med at bestemme og regere, jagter, drikkelag, spændende krige og maitresser … det ser dog straks værre ud for dronningen ... (Med mindre det handler om Margrethe II eller Elizabeth II som kører med klatten mens prinsgemalerne - dead or alive - aldrig har spillet en væsentlig rolle.)

For os andre, som ikke hører til kongeklassen, er forventningen, at vi virkeligt harmonerer med vores samlevere, at vi kan blive enige om det meste, hvis ikke om alt … og at vi ikke alene kan udholde men ligefrem værdsætte hinandens selskab (og kommandoer) nærmest 24 timer i døgnet.
Den sandsynlighed, at 2 personer med et nogenlunde normalt ego, kan finde en anden person hvis ønsker, begær, interesser og ræsonnementer overlapper i så høj grad, at der ikke opstår alvorlige konflikter i løbet af de næste 50 år er MEGET usandsynligt.
For at løse denne gordiske knude findes der flere gangbare veje, som velsagtens anbefales af parterapeuter (https://www.ted.com/talks/esther_perel_rethinking_infidelity_a_talk_for_anyone_who_has_ever_loved/discussion) men ikke har plads i eventyret om den uendelige, uopslidelige kærlighed – eller det uopløselige ægteskab.
Skilsmissetallene fortæller ….
Hvorfor skal vi være enige?  Nej, det skal vi egentlig ikke være, hvis ikke uenigheden har væsentlige uheldige undertrykkende effekter.   
Undertrykkelse og frustration kan handle om det meget banale som f.eks. den mad vi foretrækker: Den ene laver maden – ofte mest den samme person mens den anden spiser med.
Det kan være at den som bestemmer menuen slet ikke er den som laver maden – den klassiske mandsdominerede model med hustruen som kogekone.
Det kan selvfølgelig også være den anden vej rundt, med manden som kokken:
a den kok som laver det han vil have
b den kok som laver det hustruen vil have
Nu om dage hvor mad ikke alene er kalorier og nydelse, kan der straks bygges en større mere eller mindre fornuftig overbygning ovenpå: Nu skal det være sådan eller sådan fordi alt andet er dødsensfarligt eller dødsens usolidarisk eller bare dødkedelig fordi det er politisk korrekt.
...
Og så i sengen ? Sexuallivet som opreklameres til et præstationsræs i lighed med halvmaraton, hvor man oven i købet skal være tiltrækkende og forførende for at kunne "bestå". Og hvis man nu ikke bryder sig om sex efter man har fået de børn det hele gik ud på? ...Så skal man saftsuseme blive ved med at være tiltrækkende og forførende … fordi .... ellers vil partneren finde sig en som synes at det at elske ER dejligt – og så bliver man nødt til at blive skilt fordi …. fordi det skal man bare, fordi det er jo noget værre svineri at ægtefællen går i seng med andre - som man måske kunne være taknemmelig overfor – men ofte med god grund er bange for – fordi denne snydeprinsesse eller snydeprins kan få skovlen under det trygge parforhold man lever i, kan ødelægge endda børnenes tilværelse hvor de har regnet med at mor er mor og far er far. 
 
Meeen, monogami er for de manges vedkommende alligevel en serie af partnere  – so what the f...  ??
NEJ ! De fleste boller ikke udenom uden problemer, fordi seksuel samkvem oftest bliver bundet sammen med en masse forventninger/løfter om meget mere –
Det kan også være, at det går helt fint med sexlivet, men ad h. til så snart det handler om så mange andre ting: Hvor vil man bo, hvad interesserer man sig for og hvilke venner har man…

Jeg tror ikke, at virkelig mange er egnet for et ”ideelt” ægteskab, hvor man med ægte glæde og engagement gør det meste sammen – sammen med børnene, sammen med svigerforældrene, sammen med veninderne sammen med kollegaerne:
Vi sidder sammen med vores partner et sted hvor vi  kommer i samtale med et andet par.
Begynder vi at snakke "rigtigt" og er heldige, så er det mændene der snakker sammen og kvinderne der snakker sammen. Men skulle det ske at der bliver snakket på kryds af kønnene (går ud fra at alle fire er hetero) så vil der efter en aften tilbragt på den måde som regel være mindst én som er mere eller mindre jaloux eller i det mindste noget utryg, hvad det her bekendtskab nu skal gå ud på. 
Det kan dog være, at man kunne spille bridge eller trivial pursuit ... så gør man noget ”sammen” uden at komme hinanden nærmere …
På dette grundlag bevæger mange par/kærnefamilier sig rundt i bobler af angst, konventioner og forpligtigelser, som ganske vist gør livet surt men også mere trygt end hvis der hele tiden skulle være en fare for, at den anden skulle finde nærhed eller interesser som kræver tid og penge og hvad ved jeg …Uretfærdigt som nu hele dette setup har været, var det mændene som udenfor hjemmet gik i klubberne, på værtshus, på kasino, på bordel mens fruerne skulle holde huset og deres sti ren.
Der ER sket forandringer på dette felt i løbet af de sidste 50 år, men vi er nu (endt??) der, hvor man forventer/kræver mental overenstemmelse og troskab fra begge sider – fra mændene lige som fra kvinderne.
Det har uden tvivl etableret en højere grad af retfærdighed men …
Har det noget som helst med frigørelse at gøre?

me too og seksuel aggression

#Me too bidrager ved siden af det meget nødvendige opgør med nærmest institutionaliserede seksuelle fornærmelser og overgreb som kvinder bliver udsat for også til en ”ny” præventiv puritanisme som allerede var godt på vej på baggrund af en omsiggribende angst for pædofile og en reaktion på mere eller mindre organiserede ”offentlige”overgreb begået af afsporede flygtninge/indvandrere.

Men når enhver seksuelt farvet mundtlig bemærkning kan eller skal? fortolkes som en seksuel chikane sløres grænsen mellem utilbørlig adfærd og ægte seksuel aggression.

Upassende bemærkninger, invitationer og fornærmelser skulle kvinder helt sikkert frabede sig meget bestemt.

Men seksuel aggression er noget andet når grænsen overskrides ved befamling eller verbale uanstændige seksuelle ytringer eller bevægelser. Der er disse seksuelle aggressioner som skal bringes til domfældelse. Det skulle nu om dage i de tilfælde hvor disse seksuelle aggressioner gentager sig rutinemæssigt i mange tilfælde være muligt for ofrene, at sørge for elektronisk dokumentation.

Religion som faellesskab hinsides nationen

Kampen om identitet i en globaliseret verden

Såvel i Mellemøsten, Centralasien eller i Afrika, hvor de fleste flygtninge/indvandrere med muslimsk baggrund kommer fra, er nationerne skrøbelige, ofte kunstigt skabte størrelser med store indre modsætninger, således at der sjældent er baggrund for en dybfølt og rodfæstet fællesskabsoplevelse som ”statsborger”.

De mentalt forpligtigende fællesskaber man vil vokse ind i, er derfor mere familien, stammen og troen.

Som flygtning eller udvandrer er det som regel umuligt at flygte som stamme (i hvert fald ikke til en anden kontinent), og sjældent som storfamilie. Har man derudover alligevel en stærk nationalfølelse i forhold til den nation man forlader (f.eks. som tyrker), så er den oftest tæt knyttet sammen med ens religion.

Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at USA og i et vist omfang også Storbritannien (og endda Australien) kunne fremstå som drømmemål: Nationer som i et vist omfang tilbyder/tilbød muligheden at blive loyal samfundsborger og samtidigt at forblive tro overfor ens tro – det væsentligste personlighedskonstituerende ”hjemstavnselement” som man ikke rent fysisk måtte sige farvel til ved flugten/udvandringen.

Derudover havde man især i USA (Storbritannien, Australien) endda chancen og i nogen tilfælde sikkerhed for, i det nye ”hjemland” at finde en community, som dels var en del af USAs store nationale fællesskab – dels i ghettoer og enklaver kunne tilbyde nogle kulturtræk (ofte endda sproget) fra hjemegnen.

At engelsk er dagens lingua franca gør/gjorde ovennævnte lande særligt tiltrækkende.

Uden på nogen måde at tillægge følgende beviskraft vil jeg alligevel her citere fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen¹:

En af hans (MK) venner, da han læste i Amerika (...), var Humayun Khan, den pakistansk-amerikanske soldat, hvis forældre Donald Trump under stor og dramatisk mediebevågenhed gik i krig med under den amerikanske valgkamp sidste år. (…)

For Marcus Knuth var kaptajn Khan, der døde i Irak i 2004, billedet på, hvordan muslimer bør lade sig integrere i de lande, de kommer til.

“Han var af pakistansk oprindelse, men så sig selv som amerikaner. Jeg tænkte aldrig en millimeter over, at han var pakistaner. Han var amerikaner. Han tog USA til sig. Mange her søger selv efter flere generationer væk fra Danmark og over i parallelsamfund,” siger han.

“De underlægger sig regler, som gør, at de ikke kan blive en rigtig del af det danske samfund, og det har bekymret mig, siden jeg var helt ung.”

Der er siden 2004 sket det for USAs vedkommende, at islam samlet set er kommet i et stadigt tiltagende modsætningsforhold med de Forenede Stater som militærmagt og global, selvbestaltet ”overdommer”.

De europæiske nationalstater (som f.eks. Danmark med stats-/folkekirke) er oftest domineret af en entydigt kristen tradition og et politisk partispektrum som gerne direkte giver udtryk for det kristne værdifællesskab (kristne demokrater). Især i Mellem-, Øst- og Nordeuropa definerer derudover også hudfarven stadigvæk, om man uden diskussion af alle medborgere accepteres som del af det nationale fællesskab. Dertil kommer nu i de senere år, at racisme og chauvinisme igen spiller en væsentlig politisk rolle. I denne situation er de flygtninge/indvandrere som på forhånd ikke er indstillet på eller i stand til at indgå i de nye omgivende samfund ved at give køb på nogle af deres grundopfattelser egentlig bedre rustet til at ”tage kampen” med værtssamfundet som en permanent opgave, der evt. (”helt sikkert” i deres egen overbevisning) vil føre til en af Gud ønsket sejr for deres religiøse verdensopfattelse og praksis, uanset hvad flertallet i det omgivende samfund måtte ønske.

Dem som lades i stikken, er netop dem, som oplagt nok må fastholde deres tro som en del af deres identitet for at forblive ”hele mennesker” i et samfund, de IKKE kan blive accepteret i fuldtud, men som på den anden side heller ikke ønsker en konfrontation med alle dem som ikke deler deres religiøse overbevisninger.

Des mere regel- og ritual-præget religioner er, des mere velegnede er de til at fastholde en fornemmelse at være en hel personlighed, når man kommer i problemer, såfremt disse problemer bliver påtvunget af ydre omstændigheder. Samtidigt vil stærkt ritual- og regelprægede religioner dog give anledning til talrige konflikter, da en nidkær overholdelse af trosreglerne udmærker den rettroende (en selv) i modsætning til dem som ikke overholder reglen og som derfor enten er ”mindre værd” eller direkte modstandere.

Derfor er det nok ingen tilfældighed, at protestantismen i luthersk udformning er væsentligt mere velegnet til at være statsreligion i et moderne kapitalistisk samfund (det var jo allerede salig Max Weber ind på²) men samtidig er den tilsyneladende en ret ufuldkommen støtte når det gælder at tvangsstyre hverdags- og troslivet i krise- og konfliktsituationer, hvor individet ikke magter at tage personligt ansvar og eller rationelle beslutninger.

1udklip fra en artikel i Zetland af Andreas Thorsen på baggrund af et interview med Marcus Knuth. ”Marcus Knuth er flyttet ind på Venstres hårdeste indvandrerfløj. Hvordan skete det?” (https://www.zetland.dk/historie/se6EblE5-m8l4lAVZ-c95df)

2https://www.religion.dk/etik/den-protestantiske-etik-og-kapitalismens-%C3%A5nd-if%C3%B8lge-max-weber