SVAER OEVELSE I DANSK IMAGEPLEJE

USA, Israel og Australien vil som flere EU-lande slet ikke være med i FN'S MIGRATIONSERKLÆRING .

I Tyskland har den resulteret i splid blandt regeringspartierne. I Belgien truer den regeringen på livet.

Og herhjemme har Dansk Folkepartis modstand tvunget regeringen til at vende sig til Socialdemokratiet for at sikre rygdækning.

Men hvorfor vil den danske regering (i det mindste statsministeren) så gerne være med?

a. Danmark har udenrigspolitisk traditionelt altid bakket op om FN

b. Den Danske regering vil når det gælder Danmarks internationale image nødigt havne i samme gryde som Ungarn, Polen, Østrig og USA under Trump.

Men hvad går FN's migrationserklæring egentlig ud på, og hvorfor er den så kontroversiel? Få overblikket her.

HVAD ER FN'S MIGRATIONSERKLÆRING?

Erklæringen kaldes også Marrakech 2, men dens fulde navn er "Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration". Den kan læses her.

Den skal ikke forveksles med den såkaldte Marrakech-erklæring, som er en ikke-relateret aftale fra maj mellem EU og en stribe nord- og vestafrikanske lande

Den udspringer af FN-møde i New York i 2016 i kølvandet på flygtningekrisen i årene forinden, hvor fortællinger om migranter som druknede, oversvømmede EU-landenes modtagecentre og vandrede på danske motorveje dominerede nyhedsbilledet

Men imens flygtninge har deres egen FN-organisation og -traktat, mangler der et internationalt grundlag for at sikre at migration foregår under ordnede forhold.

- Migration understøtter økonomisk vækst, begrænser ulighed og forbinder på tværs. Men den er også kilde til politiske spændinger og menneskelige tragedier, lød det fra FN's generalsekretær, António Guterres, tidligere på året.

- Flertallet af migranter lever og arbejder lovligt. Men en desperat minoritet sætter deres liv på spil for at komme ind i lande, hvor de udsættes for mistanke og misbrug, sagde han.

I bund og grund er der tale om en hensigtserklæring, som via 23 målsætninger skal hjælpe verdens nationer med at samarbejde bedre om migration.

- Man vil skabe en international enighed om at der her er en problematik, som ikke kan løses nationalt. Det er et globalt problem som skal løses ved at arbejde sammen, forklarer seniorforsker i migration ved Dansk Institut for Internationale Studier, Hans Lucht.

HVORNÅR SKAL DEN UNDERSKRIVES?

Det er et trickspørgsmål, for erklæringen skal slet ikke underskrives af deltagerlandene. I stedet vedtages den ved såkaldt akklamation på en FN-konference i Marrakech i Marokko på mandag og tirsdag.

Det vil i praksis sige, at erklæringen står ved magt med mindre et af deltagerlandene kræver en afstemning. Sker det, skal den vedtages ved to tredjedeles flertal. Formelt vedtages erklæringen først i FN i New York senere på måneden.

- Herefter er den trådt i kraft, og kan fungere som en slags rettesnor, hvorfra landene kan tage elementer, som de kan gøre til politikforslag og love, siger Hans Lucht.

Tyskland tilbyder sig som en casestudie af Europas politiske landskab

Horst Seehofer (CSU) og Alexander Gauland (AfD)

Står valget i Europa mellem højrefløj og ekstrem højrefløj?

Tyskland tilbyder sig som en casestudie af Europas politiske landskab - opdelt mellem højre og populistiske højre. Selvom det ret højredrejede Alternative für Deutschland (AfD) er en newcommer i det tyske parlament (det blev det tredjestørste parti ved det seneste valg med 12,6 procent af stemmerne), har partiet allerede en betydelig indflydelse på regeringens politik, meget som Nigel Farages UK Independence Party havde i Storbritannien i løbet af David Camerons år som premierminister. Horst Seehofer, lederen af ​​Merkels søsterparti, den Bayern-baserede Christlich Sociale Union (CSU), er blevet minister for indre anliggender, bygeri og Heimat - der betyder "hjemstavn", som han selv tilføjede til ministeriets navn! Han forsøger at efterligne AfD for at undgå at miste stemmer til dem. AfDs stærke fremgang i Bayern underminerede CSUs tidligere hegemoniske position, hvilket tvang Seehofer til at træde tilbage fra sin stilling som Bayerns ministerpræsident. Nu forsøger Seehofer at genopbygge sin indflydelse ved at overtage populismens sprog og politik.

Efter de populistiske modeller forsøger Seehofer konstant at skelne mellem sig selv og sin chef Merkel. Før Merkel (igen) skulle aflægge ed som kansler, tog Seehofer afsted for at besøge den russiske præsident Vladimir Putin, lige som Merkel skulle mødes med den amerikanske præsident Donald Trump. Seehofer er ligesom de fleste andre højredrejede politikere i Vesteuropa kritiker af sanktionerne mod Rusland som følge af dens invasion af Ukraine. Dagen efter, at den nye regering trådte til, meddelte Seehofer i tabloidbladet Bild at "Islam hører ikke til i Tyskland". Da premierminister Viktor Orban blev genvalgt i Ungarn, lykønskede Seehofer og CSU Orban med glæde og kaldte ham "vores ven "og kaldte hans politik "civil konservatisme. "

Det er værd at bemærke, at denne "civile konservatisme" udgør en slags oligarkisk styre ledet af en elite bestående af Orbans venner og familie, som har angrebet uafhængige medier, domstole og kulturinstitutioner og har undergravet uafhængige ikke-statslige organisationer. I løbet af valget tyede Orban til en antisemitisk kampagne rettet mod George Soros og har nu tvunget Soros organisationer til at lukke deres aktiviteter i Ungarn, ligesom Putin gjorde det i Rusland.

CSU står over for lokale valg i Bayern til oktober, og partiet bruger valgkampen til at udlodde, i hvilket omfang det kan bruge populisme fra populisterne som et middel til at genopbygge sin egen styrke.

Og til venstre?

Ideologisk er SPD effektivt vingeskudt via ”tvangsægteskabet” med Merkels CDU og finder sig nu stående på sidelinjen i en konkurrence mellem CDU / CSU og AfD.

se også:

AfD overvejer dansk model

NATIONALSTATENS TILSYNELADENDE TRYGHED

Det er forståeligt, at man i tider med radikale forandringer og store udfordringer længes efter nationalstatens tilsyneladende eksklusive sikkerhed. Det er sentimentalt og vældig populært men særlig realistisk er det ikke.

Når EU som helhed, især efter Brexit, kun er en mellemstor spiller på den internationale arena er de enkelte medlemslande på verdensplan nærmest små statister.

Men hvad med kravet om, at EU kun bør bekymre sig om de "store spørgsmål" ? Skal EU rent faktisk trække sig tilbage fra forbrugerbeskyttelse? Hvordan skal det indre marked fungere, hvis vi igen introducerer 27 forskellige produktstandarder i fremtiden? Skal EU føre tilsyn med bankerne og redde dem om nødvendigt, men ikke overvåge arbejdsvilkårene i Europa? Skal EU bekæmpe ulovlig indvandring, men overlade den meget større lovlige indre migration til markedskræfterne?

I modsætning til en møjsommelig afklaring af alle disse tvivlsspørgsmål er drømmen om at nedlægge/opløse EU jo gratis så længe den ikke går i opfyldelse. Men forestil jer lige den situation hvor ikke alene grænsebomme men også hegn og elektroniske anlæg + store skarer af grænsevagter igen skal sikre hvert lille/større europæisk land, hvor bilerne og tog skal stoppes og kontrolleres igen for alvor i et Europa, hvor afgifterne fra land til land vil være mere forskellige end nogensinde og smugleriet derfor også ville være mere indbringende end nogensinde. Et Europa, hvor man igen skal have 27 forskellige slags valutaer, hvor man ikke aner, hvad de er værd lige nu og her - i en verden som har vant sig til bare at kunne rejse dertil hvor man har lyst til. Et opsplittet Europa, hvor kriminelle bare kunne forsvinde bag grænser, hvor de kan finde et helle, fordi der ikke længere eksisterer forpligtigende udleveringsaftaler eller de regionale myndigheder er til at købe for småpenge. I dette opsplittede Europa vil hvert enkelt land bliver udsat for et mega-pres fra Rusland, USA, Kina … og andre lande som vil have meget mere økonomisk og eller militær kraft.

Der er nok nogen, som mener at lige netop Danmark vil klare sig fint i kraft af nær tilknytning til USA og England. Men hvis Trumps politik – Amerika first - ikke er en enlig svale men bliver det som råder i grunden af USAs udenrigspolitik, så bliver det ikke spor fint at være Danmark som skal forsvare nordatlantiske interesser på det europæiske fastland overfor en uregerlig flok NATIONAL-stater: De kan sagtens hver især undvære os men det gælder bare ikke den anden vej rundt.

PAA VEJ IND I EN BEGREBSLOES AERA?

PÅ VEJ IND I EN BEGREBSLØS ÆRA?

Vi har som mennesker for det meste af vores tid som art forsøgt at få begreb om ting, indtryk og erfaringer som enkeltindivider, hvor ud over vores egne sanseindtryk fik hjælp af andres erfaringer og konklusioner – enten personligt som svar og anvisninger og så i de sidste par årtusinder i skriftform.

De sidste hundrede år har man kunnet spørge nogen ved hjælp af telefonen men først siden internettet er svarene på vores eventuelle bestræbelser om at få begreb om noget kommet tidsmæssigt så tæt på, at vi i stedet for at tænke selv – forsøge at få begreb om noget - lige så godt kan få færdige svar på hvadsomhelst hurtigere og oftest mere kompetent end det vi evt. selv kunne finde ud af.

Vi har bevæget os fra fra at fumle med et ”værktøj” for at få det til at fungere til en skriftlig brugsanvisning (som vi har svært ved at omsætte til effektiv handling) til en Youtube-video som vi kan gøre efter.

Dette praktiske eksempel virker jo som et stort fremskridt uden nævneværdige ulemper.

Men hvad så med væsentligt mere komplekse forhold som vores sociale liv, vores samfundsmæssige ansvar, vore eventuelle politiske/religiøse/filosofiske overbevisninger?

Kan og vil vi fremover springe over de personlige anstrengelser for at nå til til en holdning eller overbevisning til fordel for ”Youtube-videoen” med det rigtige svar?

Mister vores hjerner så ved denne lejlighed også evnen til at fastholde ”mellemregninger” på vej til konklusioner – og således også glæden ved at kunne ”begribe” selv til fordel for det færdigpakkede svar her og nu?

Er vi på denne måde på vej ind i en kollektiv fordummelse på trods af maskinel akkumulation af viden/erfaringer af gigantiske dimensioner?

Jeg har ingen konklusioner men er kun lige begyndt på denne ”tanketråd” …..

Det permissive overvaagningssamfund – er det ikke lige det vi vil have?

Det permissive overvågningssamfund – er det ikke lige det vi vil have?

Sådan lidt ved siden af ”Facebook-skandalen” har jeg den fornemmelse, at langt de fleste brugere af sociale medier, brugere af offentlig trafik, brugere af motoriserede køretøjer, brugere af banker, brugere af sundhedstjenester, brugere af …..

er ganske godt tilfreds med, at alle deres ”medpassagerer” bliver kontrolleret i mere eller mindre grad. Bare ikke lige dem selv.

Når jeg nu kører i en undergrundsbane i en storby og der kommer en flok højrøstede unge ind, er jeg nogen gange glad for de glinsende små halvkugler i togene.

Hvis jeg nu skulle finde på at købe noget via e-Bay er det jo fint, at de ved algoritmer prøver at finde frem til snydeprinserne.

Når nu pengene strømmer frem og tilbage over grænserne, vil vi jo gerne, at vores medborgere betaler den skat de skal ….

og hvis der er nogen, som pønser på jihad sammen med vennerne, så KRÆVER vi jo, at der er nogen som finder ud af det før det bliver til noget.

At så private sociale medier ”selvfølgelig” afleverer vores data til sikkerhedstjenester må jo være en del af pakken. Men da jo hverken PET eller CIA osv. betaler for disse informationer, vil fb og konsorter jo gerne tjene penge ved at sælge informationer til andre – eller vil vi gerne selv betale for at være med??

Så længe der ikke i tide og utide dukker ”statslige” repræsentanter op for af formane os – eller ligefrem hente os til tredjegradsforhør er vi jo ”frie under ansvar” …. eller er vi??

læs nedenfor evt. lidt mere om, hvad vores naboer gør:

https://www.theguardian.com/world/2016/nov/19/extreme-surveillance-becomes-uk-law-with-barely-a-whimper

”DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LOENSTYRING PAA DET OFFENTLIGE OMRAADE

”DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LØNSTYRING PÅ DET OFFENTLIGE OMRÅDE

I Danmark forhandles de overordnede løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter. Det er det, der kaldes den danske model, og det er unikt, idet det skulle (normalt) betyde minimal politisk indblanding, hvor lovgivningen står i baggrunden. I stedet forhandler de faglige organisationer på vegne af deres medlemmer, og arbejdsgiverorganisationerne på vegne af deres medlemmer.

Den danske model kræver, at arbejdsgivere og lønmodtagere kan håndtere deres uenigheder og gå på kompromis i overenskomstforhandlinger.

De offentlige overenskomstforhandlinger forhandles separat for stat, regioner og kommuner, men det foregår sideløbende, og områderne påvirker hinanden.

De offentligt ansatte er repræsenteret af alle deres faglige organisationer, der samler sig i Forhandlingsfællesskabet, der forhandler i kommuner og regioner, og Centralorganisationernes Fællesudvalg, der forhandler i staten. Arbejdsgiverne er repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og på statsligt plan Moderniseringsstyrelsen.

Da nu parterne her i marts 2018 ikke er blevet enige, forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen.

Bliver de ikke enige i Forligsinstitutionen, kan en konflikt træde i kraft.

Da parterne erfaringsmæssigt ikke bliver enige mens konflikten pågår, vil regeringen skride ind for at stoppe konflikten ved at lave et regeringsindgreb.

Og når nu regeringen har planer/ønsker om reformer som umiddelbart ikke har med overenskomsterne at gøre, men som skal gennemføres så omkostningsfrie/besparende som muligt …. så kan man regne ud med én finger, til hvis fordel regeringsindgrebet vil være ...

… med mindre der er en klar fornemmelse, at sådan et indgreb ville vælte regeringen ved næste valg.

Da nu denne øvelse allerede har fundet sted under Thorning/Corydon så kan de offentligt ansatte se i øjnene at uanset om der sidder en socialdemokratisk eller borgerligt ledet regering ved magten, så er ”den danske model” på det offentlige område mest en model for statslig lønstyring.

ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?

 VELKOMMEN TIL FREMTIDEN FOR ET ALDRENDE ARBEJDSHAER.

ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?

Lad mig indrømme det med det samme, at overskriften her er en omskrivning af en overskrift der gik på slagteriarbejdere og deres nedslidning og deres mulighed for at blive i jobbet til de 72.

Det er jo ganske åbenlyst, at der er mange med de fysisk krævende jobs, som vil få det meget svært med at blive ved. Det gælder jo allerede nu: Hvis jeg ser, hvordan vores skraldemænd nu om dage ræser rundt, så vil de i en alder ag bare 60 for de flestes vedkommende ikke kunne leve op til tempoet – uanset at de ikke vil have så mange løft på grund af ny teknologi på dette område også. Så vidt – så sandsynligt …

Jeg vil dog her komme ind på noget helt andet: Arbejdsfunktionerne, som for de manges vedkommende løbende vil kræve mere og mere omstillingsparathed og intellektuel formåen for at kunne videreuddanne sig.

Det hænger jo ikke sammen med, om en 70årig kan gøre god figur på tennisbanen eller ved en bymaraton, men om denne person på arbejdspladsen faktisk vil kunne leve op til det som kræves.

Mange vil velsagtens kunne gøre det, men mange andre vil ikke.

Skal den sidstnævnte gruppe holdes indenfor arbejdsmarkedet, vil det kræve, at man som aldrende på arbejdsmarkedet vil finde sig i en mere eller mindre løbende degradering i funktion og løn.

Således vil ambitiøse forældre jo skide på, om barnets lærer på 69 løber en halvmaraton per måned, hvis det ellers er tydeligt, at pågældende atlet ikke kan huske sine elever …

Således vil krævende patienter være ligeglade med, om deres aldrende læge tilbringer 30 minutter i fitnessstudio hver dag, hvis han ikke er helt up to date med de behandlingsmuligheder og medikamenter, man som moderne patient allerede har fundet frem til på nettet, før man sætter sine ben i konsultationen …

osv … osv ...

Vi får se. Men bevares, den glemsomme lærer kunne nok gøre gavn i en hjælpefunktion på skolen og den fagligt agterudsejlede læge kunne med sin fremragende fysik være med i sygeplejen på lavere niveau.

Men er vi indstillet på det? Eller går gamet bare ud på, at disse grupper på arbejdsmarkedet skal forsikre sig mod den truende degradering ved hjælp af selvbetalte, private førtidspensionsordninger?