mandag den 12. marts 2018

”DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LOENSTYRING PAA DET OFFENTLIGE OMRAADE










DEN DANSKE MODEL” EN MODEL FOR STATSLIG LØNSTYRING PÅ DET OFFENTLIGE OMRÅDE


I Danmark forhandles de overordnede løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter. Det er det, der kaldes den danske model, og det er unikt, idet det skulle (normalt) betyde minimal politisk indblanding, hvor lovgivningen står i baggrunden. I stedet forhandler de faglige organisationer på vegne af deres medlemmer, og arbejdsgiverorganisationerne på vegne af deres medlemmer.
Den danske model kræver, at arbejdsgivere og lønmodtagere kan håndtere deres uenigheder og gå på kompromis i overenskomstforhandlinger.
De offentlige overenskomstforhandlinger forhandles separat for stat, regioner og kommuner, men det foregår sideløbende, og områderne påvirker hinanden.
De offentligt ansatte er repræsenteret af alle deres faglige organisationer, der samler sig i Forhandlingsfællesskabet, der forhandler i kommuner og regioner, og Centralorganisationernes Fællesudvalg, der forhandler i staten. Arbejdsgiverne er repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og på statsligt plan Moderniseringsstyrelsen.


Da nu parterne her i marts 2018 ikke er blevet enige, forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen.
Bliver de ikke enige i Forligsinstitutionen, kan en konflikt træde i kraft.
Da parterne erfaringsmæssigt ikke bliver enige mens konflikten pågår, vil regeringen skride ind for at stoppe konflikten ved at lave et regeringsindgreb.
Og når nu regeringen har planer/ønsker om reformer som umiddelbart ikke har med overenskomsterne at gøre, men som skal gennemføres så omkostningsfrie/besparende som muligt …. så kan man regne ud med én finger, til hvis fordel regeringsindgrebet vil være ...
… med mindre der er en klar fornemmelse, at sådan et indgreb ville vælte regeringen ved næste valg.
Da nu denne øvelse allerede har fundet sted under Thorning/Corydon så kan de offentligt ansatte se i øjnene at uanset om der sidder en socialdemokratisk eller borgerligt ledet regering ved magten, så er ”den danske model” på det offentlige område mest en model for statslig lønstyring.




ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?





 VELKOMMEN TIL FREMTIDEN FOR ET ALDRENDE ARBEJDSHAER.


ER VI FAKTISK PARATE/EGNEDE TIL ET SAMFUND, HVOR ALLE HELST SKAL ARBEJDE, TIL MAN ER 72?


Lad mig indrømme det med det samme, at overskriften her er en omskrivning af en overskrift der gik på slagteriarbejdere og deres nedslidning og deres mulighed for at blive i jobbet til de 72.
Det er jo ganske åbenlyst, at der er mange med de fysisk krævende jobs, som vil få det meget svært med at blive ved. Det gælder jo allerede nu: Hvis jeg ser, hvordan vores skraldemænd nu om dage ræser rundt, så vil de i en alder ag bare 60 for de flestes vedkommende ikke kunne leve op til tempoet – uanset at de ikke vil have så mange løft på grund af ny teknologi på dette område også. Så vidt – så sandsynligt …
Jeg vil dog her komme ind på noget helt andet: Arbejdsfunktionerne, som for de manges vedkommende løbende vil kræve mere og mere omstillingsparathed og intellektuel formåen for at kunne videreuddanne sig.
Det hænger jo ikke sammen med, om en 70årig kan gøre god figur på tennisbanen eller ved en bymaraton, men om denne person på arbejdspladsen faktisk vil kunne leve op til det som kræves.
Mange vil velsagtens kunne gøre det, men mange andre vil ikke.
Skal den sidstnævnte gruppe holdes indenfor arbejdsmarkedet, vil det kræve, at man som aldrende på arbejdsmarkedet vil finde sig i en mere eller mindre løbende degradering i funktion og løn.
Således vil ambitiøse forældre jo skide på, om barnets lærer på 69 løber en halvmaraton per måned, hvis det ellers er tydeligt, at pågældende atlet ikke kan huske sine elever …
Således vil krævende patienter være ligeglade med, om deres aldrende læge tilbringer 30 minutter i fitnessstudio hver dag, hvis han ikke er helt up to date med de behandlingsmuligheder og medikamenter, man som moderne patient allerede har fundet frem til på nettet, før man sætter sine ben i konsultationen …
osv … osv ...
Vi får se. Men bevares, den glemsomme lærer kunne nok gøre gavn i en hjælpefunktion på skolen og den fagligt agterudsejlede læge kunne med sin fremragende fysik være med i sygeplejen på lavere niveau.
Men er vi indstillet på det? Eller går gamet bare ud på, at disse grupper på arbejdsmarkedet skal forsikre sig mod den truende degradering ved hjælp af selvbetalte, private førtidspensionsordninger?