tirsdag den 30. oktober 2012

Om at række Helle T. en lillefinger


Om at række Helle T. en lillefinger


Meget forståeligt og politisk ”korrekt” meldte Enhedslisten under valgkampen i 2011 ud, at de ville pege på Helle Thorning Schmidt som statsminister.
Til forskel fra SF gik Enhedslisten dog ikke med i regeringen (det var jo heller ikke nogen option).
Siden har SF været præget af intern krise og manglende vælgertilslutning med et dramatisk formandsskifte til følge.

Nu kommer så Enhedslisten under pres, da regeringen uden videre gerne vil have ”dagpengereformen” på plads sammen med Venstre – og Enhedslistens afvisning af forkortelsen af dagpengeperioden blafrer nu under indtryk af, at man ikke kan leve med, at være årsag til en finanslov båret igennem af Venstre – eller (alternativt)”venstrefløjregeringens” utidige forlis. 

Kommer Enhedslisten så igen ind i varmen??

Det socialdemokratiske medlem af finansudvalget Ole Hækkerup siger: ”Jeg er jo glad for, når folk bliver lidt mere til at tale med, men jeg synes stadigvæk, der er lang vej før Enhedslisten er der, hvor vi virkelig kan bruge dem til noget.”

Enden bliver så på kort sigt, at regeringen Thorning fortsætter endnu et stykke, og de sociale nedskæringer som de borgerlige økonomer kræver, vil så blive iværksat af vores ”venstrefløjregering”.
Tragisk er i den forbindelse, at også Enhedslisten så er kommet dertil, hvor man holder hånd over en statsminister, som

a. verbalt står til venstre men i praksis til højre

b. har et grimt hængeparti i en meget ugennemsigtig sag omkring ægteparret Thorning/Kinnocks skatte- smartnes

c. - og derfor virker meget utroværdig som den person som leder en regering som skulle stå for mere social retfærdighed i Danmark.

torsdag den 4. oktober 2012

Narko


Narkodebatten føres herhjemme og i mange andre vestlige lande som om narkoen kunne holdes bort med med kontrol og politi.
I Syd- og Mellemamerika fører man med støtte og under pres fra USA direkte krig mod narkoproduktionen. Intet tyder dog på, at man kommer nogen vegne.
Krigen mod narko set på globalt plan er Don Quixotes kamp mod vindmøllerne.
Og til dem som er ligeglad med verdenen udenfor og kun interesserer sig for vores land:

”Omkring en fjerdedel af landets indsatte er dømt for narkokriminalitet, og hertil kommer følgeforbrydelser som tyveri og indbrud med henblik på at skaffe stoffer og tæskeholdsvold.
Der findes ingen nyere tal på narkorelaterede forbrydelser, men i 1999 viste en opgørelse fra Kriminalforsorgen, at 30 procent af de indsatte sad inde for narkorelateret kriminalitet, mens tallet var under ti procent i 70erne.”
I dag er narkosalget »stort set«styret af rockergrupper, udlændingegrupper eller andre grupper.”


  • ja, det er sikkert dårligt for ens koncentrationsevne og ens sociale funktionalitet at ryge hash eller marihuana til dagligt
  • ja, det kan ende med døden at have et heroin-misbrug og det fører næsten helt sikkert ud i en social deroute og kriminalitet
og hvad så – det er jo forbudt og derfor skal forbuddet vel håndhæves med al magt.

  • ja, det er helt sikkert dårligt at drikke alkohol i større mængder hver dag og det fører ud i social deroute og mange familier og karrierer i ruin
  • Ja, det er usundt at spise for meget hver dag og det fører mange ud i svær sygdom, social deroute og ender for mange i en alt for tidlig død
Og hvad så – det er jo ikke forbudt at drikke alkoholiske drikke og at spise usundt og derfor fortsætter vi med det.

MEN i modsætning til kalorierige madvarer og øl, snaps og vin bliver narko produceret og distribueret af en international underverden af kriminelle og terrorister som i mange lande har så mange penge og våben, at regeringerne der i virkeligheden for længst har tabt kampen mod disse narkokarteller, således at ingen i f.eks. Columbia eller Afghanistan forestiller sig, at man kan stoppe narkotika-produktionen og narkotika-eksporten. Det handler jo ikke kun om de to lande men store dele af Syd- og Mellemamerika, Mellemøsten og Bagindien som regeres af eller under hensyntagen til narkokartellerne. Med deres enorme midler korrumper de politi, politik og mange steder finansierer narko terroristiske grupper som bekæmper vores demokrati og retsstat. Narkounderverdenens penge kommer størstendels fra "os" i de vestlige demokratier som afleverer disse penge (ganske imod myndighedernes intention) for at opretholde vores narkoforbuddet for "vores egen skyld".

Og ja, der vil sandsynligvis være endnu flere misbrugere hvis man legalt kunne få hash, heroin m.m.
Men - ville der dø flere af den grund? Næppe. Det er en kendt sag, at folk som har råd og viden til at skaffe sig ”ordentlige” stoffer kan leve ret mange år med deres misbrug – og ofte endda forblive i deres stillinger.

Det bliver ikke godt med ”statskontrolleret” narko – men stofforbruget kunne blive håndterbart, hvis man griber det rigtigt (dvs. absolut ikke liberalistisk) an – i modsætning til den nuværende glidebane der mest af alt ligner prohibitionstiden i mellemkrigstidens USA, hvor alkoholforbuddet aldrig kom til at virke rigtigt mens gangstervældet blev så rodfastet i samfundet, at man aldrig er sluppet helt af med det siden da.