fredag den 17. august 2012

Om at regere imod sin egen overbevisning


Nu hvor dagpengeperioden for alvor skal sættes ned fra 2 til 4 år og hvor man allerede kan udpege ofrene personligt, bliver det endnu en gang nærmest umuligt for Socialistisk Folkeparti – og nok også nogle socialdemokrater atter at straffe sine egne vælgere og at agere imod det man egentlig mener ville være socialt retfærdigt og værdigt.

SF og andre af lignende observans kommer til at gøre endnu mere ondt på sig selv og sine grundholdninger for derefter at fremstå endnu ynkeligere – og man ved det godt i forvejen.

At det er kommet dertil bliver af de borgerlige kommentatorer udlagt som et tegn på, at SF ingen regeringserfaring har – og derfor ikke ved/vidste hvad det kræver af kompromisser m.m.
Disse kommentatorer går ud fra at man har en kapitalistisk markedsøkonomi på verdens- og danmarksplan som på regeringsplan (uanset "rød" eller blå) slet ikke kan/må diskuteres, da den fremstår som den eneste mulige ramme for menneskelig eksistens på samfundsplan.
Ved siden af dem har man så de mennesker, som inderst inde slet ikke tror på den måde at regere og leve på, men som alligevel underlægger sig markeds- og pengeinteresserne i afmagt – for bare at at få lov til at file lidt på rammerne og for at lappe lidt på det syge system; det giver trods alt publicity og kunne for en stund også levere en vis fornemmelse af personlig succes.
Dette har været socialdemokratisk praksis siden en gang i mellemkrigstiden - til tider med ret positive resultater - og er nu blevet folkesocialistisk praksis i dette nye årtusinde - med meget dårlige udsigter til at genoptage den fordums socialdemokratiske reformvej.

I modsætning dertil er det da ingen kunst for borgerlige, markedsorienterede partier - som Venstre eller Radikale Venstre - at kræve og gennemføre verdensmarkedsorienterede lønforringelser for underklassen.

For dem er der ingen kameler at sluge men derimod bolcher. At der oven i købet stort set kun eksisterer en borgerlig offentlighed (når det gælder de store medier) gør det bare endnu nemmere at forsætte projektet med at gendrive den sociale udligning som havde fundet sted i den vestlige verden i det tyvende århundreds anden halvdel:

Væk med fagforeningerne
Væk med ikke profitorienterede uddannelser
Væk med sociale eksperimenter af social/socialistisk anstrøg
Væk med kritikken af de økonomiske magthavere
- til gengæld skal dem som stadigvæk tror på andre veje gøres til grin...


Så er der bare lige nogle hager ved dette politiske scenarium:
at det går at helvede til i og med den globale kapitalisme
at guruerne ikke aner hvad de egentlig skal stille op
at ”løsningen på krisen” skulle bestå i at fordre ofre fra dem som har det værst i forvejen...


Det ville da nok være på sin plads for et parti som SF at placere sig bevidst i dette spil – at erkende, at man på de betingelser som man i dag agerer på ikke kommer til at nå sine egne, grundlæggende mål - såfremt man kan huske hvad de gik ud på. Man kunne jo læse sit eget partiprogram - og forholde sig til det:
(...)
Et nyt samfund i et nyt århundrede
SF arbejder konsekvent for demokratisk socialisme. Ikke som en færdig formel for, hvordan samfundet skal bygges op. Men som en stadig bevægelse i retning af mere demokrati, af mere bæredygtighed og miljømæssig ansvarlighed, af mere solidaritet og social retfærdighed og af et mere fleksibelt internationalt samarbejde. Det er en stor ambition. Men kun store ambitioner flytter verden. Og SF er ikke tilfreds med verden, som den ser ud i dag.
I begyndelsen af det nye århundrede har liberalismen mere vind i sejlene end nogensinde - både i Danmark og internationalt. De utæmmede markedskræfter hærger, mens velfærdssamfundene og solidariteten er presset i defensiven. Uligheden vokser i takt med selvtilstrækkeligheden. De magtfulde netværk og store virksomheder har nærmest frit spil, mens demokratiet langsomt viger.
I den sammenhæng er der hårdt brug for et modspil fra venstre. Et modspil, der tager udfordringerne op og tegner et alternativ - viser, at samfundet kan forandres og bygges op på en ny måde, der er langt mere retfærdig og socialt ansvarlig. Det kræver en venstrefløj i offensiven. Det kræver en venstrefløj med selvtillid. Og det kræver en venstrefløj med tro, håb og vilje til at vise vejen til et nyt samfund.

http://parti.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=10954 



mandag den 6. august 2012

Forladt i EU

Da Berlinmuren faldt i 1989 var den europæiske eufori enorm. Endelig var chancen der for at skabe et stærkt fællesskab som skulle kunne drage nytte af de forskelligheder som trods alt herskede imellem kandidaterne til medlemskabet og dem som allerede var indenfor. Nye, billigere råvarer, nye markeder, nye arbejdskraftreserver bundet sammen af en ny fælles valuta: Euroen.

Skulle sådan noget lykkes - også mentalt og socialt - var forudsætningen en nærmest uafbrudt økonomisk fremgang svarende til den man havde oplevet fra omkring 1948 til 1973. Alle skulle drage fordele og ingen skulle reelt betale og slet ingen skulle komme i knibe i foretagendet.

I Danmark var der ikke så mange som var begejstrede tilhængere af dette ”Happy Europe”. De borgerlige gik ind for EU og (til dels) Euroen med baggrund i interesse for økonomiske fordele for landbrug og industri – og venstrefløjen var i 1989 lige så meget imod EU som i 1972 under henvisning til ”kapitalismens Europa” som modsætning til det trods alt mere ”blandingsøkonomiske Danmark”.

Siden har  danske regeringer - såvel socialdemokratiske som borgerlige - med stor iver bedrevet en afvikling af den offentlige sektors andel i forskellige dele ag samfundslivet - ikke på baggrund af trusler fra EU men på baggrund af egne ”erkendelser” udruget af egne vismænd m.m. som ene og alene orienterer sig mod anglikansk-amerikansk økonomisk og sociologisk tænkning.

Danmark var (er) politisk og strategisk set ligesom Storbritannien USA's logrende halehæng i EU: NATO frem for EU og hellere en svag EU end en stærk union. At man mentalt endu ikke har meldt sig helt ud hænger nok sammen med, at samhandlen med Eurozonen er den helt afgørende faktor for Danmarks nationaløkonomi hvilket afstedkommer, at kronen følger Euroen op og NED. Kronen har dog den fordel frem for Euroen, at Danmark selv bestemmer, hvor meget man vil bidrage til at holde gang i de allermest skrantende økonomier på vores subkontinent Europa.

Det som overordnet ville og skulle holde sammen på butikken Europa er er parlament som ganske vist har vundet indflydelse som sådan, men som i sin babyloniske sammensætning fremtræder og til dels også agerer som en formsamling af levebrødspolitikere som udelukkende er forpligtiget overfor deres egen og deres klienters velfærd. Da man i sådan en situation kun i meget begrænset omfang kan føre en samordnet økonomisk politik venter mange mere eller mindre passivt på, at hele EU kæntrer og at derved bliver plads til at springe fra bord uden at blive ramt af sanktioner. En del danske økonomer og politikere helt med på den model! Det absurde ved dette tankesæt er dog, at Euroen ikke ville blive mindre værd som betalingsmiddel overfor resten af verden, hvis Grækenland og derefter nogle flere af de allermest skrantende europæiske lande ville melde sig ud eller blive smidt ud af Eurozonen. Otto Normalverbraucher i Tyskland drømmer om at kunne vende tilbage til D-Mark som ville gøre ham til den velpolstrede turist og storforbruger de fleste gerne vil være. Sagen er bare den, at en D-Mark med  en i begyndelsen tårnhøj kurs overfor de andre valuter lynhurtigt ville skyde den tyske eksport og dermed den tyske industri i sænk. Noget af det samme vil gøre sig gældende for en ”Resteuro” hvor de mest velkørende økonomier indenfor Eurozonen fastholder Euroen. Den ville ratingargenturene og valutaspekulanterne kunne lide - hvorefter også disse lande ville få alvorlige eksportproblemer med yderligere nedture som følge. Der vil Danmark overligt blive trukket med ned.

Mange i denne skrantende cirkus hengiver sig stadigvæk til illusionen, at et eller andet ”verdensmarkedet” (Kina, Indien ....??) vil holde sin usynlige hånd under dem, således at der vil genopstå en form for økonomisk balance efter nogle kriseår, uden at man skal eller må gøre andet end at hyppe sine egne kartofler.

På et eller andet niveau indeholder denne forestilling den sandhed, at der nok vil komme en optur igen (efter katastrofen) - der er bare ikke ret mange som ønsker at gøre sig en idé om, hvor mange unødvendige ofre, hvor uhyrligt et ressourcespild, hvilke konflikter og hvor stor menneskelig elendighed denne form for laissez faire er ved afstedkomme.