Flexicurity til udvortes brug

Mens security demonteres herhjemme og flexibility bruges til jobeksport  tillader DANSK INDUSTRI sig at prale med Danmarks fortid som flexicurity-landet.

Der kan ligge en vis trøst i det forhold, at Erik Kjærdsgaard aldrig kom til at sige nedenstående, fordi hans

 "Presentation (was) prepared but not delivered due to unforeseen circumstances."

Det kan jo være, at de uforudsete omstændigheder var, at det gik op for ham, at nedenstående ikke længere passer i forhold i den danske regerings politik.

DANSK INDUSTRI – ERIK KJAERGAARD, Head, Social Affairs

On 16 March 2011, the ninth European Forum for Manufacturing Roundtable Discussion: ‘Employment, Health, Safety & Manufacturing’ was held in the European Parliament.

First of all, I would like to thank the EFM for inviting us here today and for giving us the opportunity to meet and discuss such important issues as flexicurity and the future for manufacturing companies.

The Confederation of Danish Industry [DI] represents 10,000 businesses and works to create the best possible conditions for the business community. My presentation will focus on flexicurity which is so important to Danish manufacturing companies.

Danish Model

In Denmark, flexicurity consists of three pillars:

1. Flexibility:

– External flexibility (i.e. easy to hire and fire):

- internal flexibility (i.e. working hours, overtime, part-time)

- wage flexibility (i.e. performance or result-based).

2. Security:

– the low degree of employment protection means that security in the Danish labour market does not appear as job security, but rather through income security and employment security

– income security means that we have a high compensation rate for low income groups: 90% for 2 years

– employment security means that the many annual job openings enable the unemployed to get a new job quickly.

3. Active Labour Market Policies:

– requirements – people must be available and actively job-seeking

– instruments – activation schemes and skills upgrading.

The Impact of the Economic Crisis

The global economic decline also reached Denmark, where companies found themselves suddenly with empty order books. The economic crisis meant that some companies had to let people go, while other companies made use of short-term working schemes.

Unemployment rates have now stabilised and we see positive growth rates. We also now know that a lot of the people who lost their jobs during the crisis, found new employment relatively quickly.

Let me give you a few examples:

• during the crisis, more than 30% of those who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

• in the metal sector more than 60% of those who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

• in the construction sector more than 40% of the people who lost their job in November 2008, found a new job within 8 weeks.

There is, therefore, no doubt that the Danish flexicurity system made it easier to recover from the crisis for companies, employees and the unemployed.

So flexicurity is important to Danish companies, because it provides companies with the flexibility that is needed to cope with international competition – especially in a time of economic crisis – while at the same time creating job openings, which enable the unemployed to get new jobs quickly.

However, while learning lessons from the crisis is important, I find that the ‘Agenda for New Skills and Jobs’ puts too much emphasis on this particular – and exceptional – period.

We need a policy that takes into account the full dynamics of a business cycle to cope with the challenges of an ageing and declining workforce, new market conditions, new technologies and international competition – challenges, which all require flexible labour markets.

While Dansk Industri therefore welcomes the Commission’s focus on strengthening flexicurity policies, we very much regret that the Commission seems to be promoting a single form of open-ended contract. I cannot stress enough that an important part of securing flexible labour markets is to secure a diversity of contractual arrangement.

A diversity of contractual arrangements is a pre-condition for companies to stay competitive and to adapt to new challenges.

We further believe that reducing the diversity of work contracts will not contribute to job creation. I therefore would like to warn against shifting the focus from ‘employment-security’ to ‘job-security’. One of reasons that flexicurity works as a very successful model in Denmark, is that we focus on employment-security!

Flexicurity is important – and specifically during a crisis – because it provides better possibilities for maintaining competitiveness in companies and thus for promoting:

• low structural unemployment

• high employment rate

• many job openings

• people finding new jobs quickly

To conclude, the future debate on flexicurity should focus on how best to support companies and workers in adapting to changes. And the best way to do that is to secure flexibility for companies and employment security for workers.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Aalborg Westend - nostalgi og ”sociologi”

I anledning af en indkøbstur til Aalborg midtby lagde jeg vejen hjem forbi Vestbyen – velsagtens inspireret af en ”naboblog” som blandt andet handlede om at flytte til Vestbyen i Aalborg.

I 1975, da jeg kom til Danmark og bosatte mig i Vestbyen, var området allerede et krydsningspunkt mellem almindelig arbejderklasse og Overdanmark, da Vestbyen ligger omklamret af Hasseris på den ene side og Bådehavnen på den anden.

Da den sidste industri, cementfabrikken Norden, De Smithskes Jernstøberier, Bera Stilladser & Galvanisering ligesom Limfjordsværftet forsvandt i løbet af 1970ernje og 1980ere kunne man have forventet, at hele området med dens nærhed til de fine folk i Hasseris og de rekreative områder mod vest ville blive shinet op og udstykket til ejerlejligheder. Men det her er Danmark – og Aalborg, og takket været det faktum, at den teglstensrøde boligmasse i Vestbyen er i hænderne på boligforeninger, som ikke går ind for at sælge sig selv som ejerlejligheder eller luksusandele, så er tilsyneladende alt ved det gamle.

Der boede jeg i 1970erne (fra 1975) på Henning Smiths vej. I dag kan man genfinde det gamle Smithske støberi med det runde tag som en integreret bestanddel af et alderdomshjem, og da man kan gå ind, så fik jeg syn for sagen, hvordan man engang i 1800-tallet kunne finde på at lade bærende træbjælker til tagkonstruktionen ende i skorstenen til smelteovnen. At taget ikke futtede af, dengang det hele var i drift, er et rent mirakel. For øvrigt var det i dette alderdomshjem, min svigermor tilbragte sine sidste dage for mere end 10 år siden. Hun skulle kun flytte nogle få hundrede meter over fra Kastetvej, hvor mine svigerforældre havde boet fra midten af 1950erne, og hvor min kone gik i skole på Vesterkær. På Kastetvej er Brugsen blevet skiftet ud men en (Spar?) da FDB droppede de mindre brugser til fordel for Superbrugs og Fakta, men ellers ligner også Kastetvej sig selv.

De ret beskedne lejligheder på Henning Smiths Vej lige overfor alderdomshjemmet  er ikke blevet sammenlagt og boligblokkene ligner sig selv. Kun de bredrammede plastvinduer som vi fik dengang i 1970erne er heldigvis blevet udskiftet med mere passende todelte, som ligner de oprindelige fra 1940erne og 50erne. Dørtelefoner har man dog fået – og hermed også den mulighed at studere beboernes navne uden at gå ind i opgangen.

Det ser meget tilforladelig ud – danske efternavne næsten hele bundtet – og ibland de cirka 100 – 150 navne jeg så, var der én som entydigt henviste til det ”farlige” mellemøsten og islam: SAID.

Det mest eksotiske var dog PICASSO, (Günther!!). Det må være nyfascisten fra C.V. Jørgensen-sangen Costa del Sol, som er flyttet tilbage til Danmark efter en social deroute (”Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto.”) Undskyld Günther Picasso – jeg kender dig jo slet ikke, og i modsætning til den fiktive ”litterære” person findes du jo i virkeligheden.

En tilsvarende vandring i Østbyen afslører hurtigt, at det er her, indvandrene har fået foden indenfor. Her fortæller allerede bilerne på gaden med de mange baltiske nummerplader, at det er i øst man kommer ind, hvis man er ny i ….. i en by på denne jord .... så hører du hjemme i Eastend.

Nu vil jeg jo ikke bebrejde dem, som uddeler lejlighederne i boligforeningerne i Vestbyen for racisme – og det kan sagtens være, at folk med anden etnisk baggrund bliver guidet af interne kanaler de steder hen, hvor fællerne befinder sigt i forvejen.

Bilernes standard i Vestbyen er i hvert fald en god tand over dem i Østbyen – ikke gejlet op – men nyere mellemklasse – og ingen rust. Med en vis tilfredsstillelse så jeg dog en ”klassisk” Renault 5 i afbleget tomatrød – men køreklar og synet.

Hvorom det så går til med nydanskernes og indvandrernes bosætning, så finder integrationen ikke sted via boligen (hvis overhovedet). Ghettoerne dannes/skabes - uanset boligforeningerne - som om det hele gik rent privatkapitalistisk til, og de danskere, som holder sig til boligforeningerne og tilhører arbejderklassen (eller noget derhen ad i servicesektoren og de mere jordnære sektorer indenfor administrationen) holder sig tilsyneladende væk fra deres etniske kollegaer fra arbejdspladsen, når det gælder boligen.

”Ha! Hvordan er du så med din baggrund (som dengang østriger) kommet ti at bo i Vestbyen??”

Tja, jeg var/er dansk gift og min kone havde været medlem af Boligforeningen Himmerland siden en gang i barndommen, hvor hendes forældre havde meldt hende ind – sådan!

Hvis ikke Østrig siden var blevet en del af EU, kunne jeg i dag slet ikke komme til at leve i Danmark (dansk gift eller ej). Ok – der ville så være en brokrøv mindre i dette eventyr-land med et nyt "grænsehegn" under udvikling.

Fra dansk ”højreradikalisme” til europæisk højreradikalisme for yuppiernes skyld?

Young Urban Professionels er nok den målgruppe, De Radikale har udset sig som deres reelle vælgerbasis. Ud fra denne betragtning er bevægelsen væk fra det mindre karriereorienterede publikum som går ind for  et samarbejde med S og SF kun en konsekvens af, at der nok andre end lige Ammitzbøll som har bevæget sig fra De Radikale til Liberal Alliance.

Det er ganske vist ikke noget smukt syn, at opleve de Radikale pegende på Helle Thorning som deres statsministerkandidat samtidig med at de med deres seneste manøvre for alvor arbejder på at få skovlen under Helle Thorning (og Villy Søvndal). Hvis der findes socialliberale af den gamle støbning, så kan de alligevel udmærket finde sig tilrette i SF, hvor den direkte socialistiske målsætning er pakket så langt væk, at den ikke er til at få øje på, men hvor ønsket om at tøjle kapitalismen er i behold.

Det kan så ende med, at ”systemskiftet” ikke bliver til noget i denne omgang, med den konsekvens at Pia Kjærsgaard forbliver ved roret af dansk politik.

Udlændingeforskrækket og europaangst vil Danmark forsøge at manøvrere sig gennem ”finans”krisen.  Bankpakken skal nok blive forlænget mens pensionsalderen bliver sat op og dagpengeperioden ned. På sin isolationistiske facon vil Danmark være ganske trendy i Europa, hvor man kan slå følge med Ungarn, Italien, Polen … og adskillige andre højredrejede systemer, hvor populistisk xenofobi går hånd i hånd med afviklingen af socialstaten.

Lars von Tier er måske bare på forkanten i stedet for på afveje?

Det behøver ikke at gå så galt, hvis vi vælgere bare gør os bevidst om, hvem der er ansvarlig for den suppedas, verden befinder sig i: Magthaverne rundt om den store konservative rorgænger George Bush og hans yndlinge i politik og erhverv, som ikke alene fik økonomien afsporet men også gjorde asocial adfærd til borgerpligt.  

Jeg håber meget, at S og SF formår at opretholde deres parløb og forviser de Radikale derhen hvor de hører hjemme i denne tid: På bænken sammen med lille Lars og Pia.

Fucking ”i FORM”

Fucking ”i FORM”

Kendte ikke dette firma/website før i går, men kendsgerningen er i hvert fald, at ”i FORM” benyttede 1. maj i 2011 til at lancere et stort anlagt fitness-arrangement for kvinder – med masser af gratis merchandise til alle deltagerinder. Man synes åbenbart, at det er lige meget, at folk så ikke deltager i 1.maj-møderne – eller at det ligefrem er helt fint.

Da jeg på vejen til Kildeparken i Aalborg tog vejen forbi Østre Anlæg, kunne jeg se en del kvinder på vej – også i min alder eller deromkring, altså nogen som ved, hvad 1. maj er for noget. Kan være, at de alle var af borgerlig observans elle politisk uinteresserede, men mon ikke en del af dem havde været til maj-mødet ellers?

Ikke at jeg tror, at deltagelse i et 1. maj-møde betyder alverden for landets politiske fremtid, men det betyder noget for den enkelte at prioritere sin egen kadavers tilstand frem for forholdene på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt – på netop den dag i året, hvor der – nostalgisk eller ej – tales om de arbejdendes solidaritet med hinanden.

Rodløsheden skal indlæres i tide

”Vejle Kommune vil bruge udfordringsretten og søge om at blive fritaget for dele af folkeskoleloven, hvis det et nødvendigt for at lave en ny og bedre skole.

Hvis skolen ikke fandtes, hvad ville vi så opfinde?
Hvilke kompetencer vil fremtidens samfund efterspørge, og hvordan lever skolen op til dem?
Det er de spørgsmål, elever, forældre, lærere, pædagoger og andre aktører i Vejle Kommune med brændende interesse for undervisning kaster sig over på en række såkaldte camps.

Her glemmer de alt om skolen, som den ser ud i dag. De har fokus på fremtidens skole. Hvordan skal skolen se ud i et videns- og netværkssamfund præget af innovation, digitalisering og globalisering. Allerede i invitationen bliver deltagerne bedt om at tage en genstand med, som symboliserer fremtidens skole. Efter få dage med spændende, kreative, provokerende og forstyrrende øvelser når de frem til nye prototyper på en helt anderledes form for skole.(…)”

http://www.vejle.dk/page43478.aspx

Her den 2. maj 2011 er det så åbenbart på tide at præsentere nogle forslag som udspringer Vejle Kommunes anstrengelser for at reformere/effektivisere/billiggøre Folkeskolen.

Kongstanken er, stort set at afskaffe skoleklasserne som socialt fællesskab for børnene da ”de hører industrisamfundet til.” (Skolechef Vejle Kommune Anette Jensen; Radioavisen P1 kl. 07.00 02-05-2011)

Folkeskolebørnene skal altså tilbringe det meste af deres skoletid i skiftende grupper indrettet efter deres faglige evner (og lyst??) på forskellige områder.

At skoleklassen som socialt fællesskab betyder rigtig meget (desværre nogen gange også i negativ forstand) for etableringen at vores rødder, erkender vi alle, når vi ser på, hvor store anstrengelser mange gør sig, for at genetablere bekendtskaber og fællesskaber omkring skoleklasserne senere hen i voksenlivet, i en søgen efter egne rødder.

Der er jo en vis konsekvens i, allerede i barndommen at etablere den rodløshed og utryghed, som det moderne arbejdsmarkedet byder på, som et ”livets grundvilkår”.

Illusionsnummeret, at vi som mennesker ikke behøver andre - fordi vi kan nøjes med de andres produkter uden at nogensinde stifte bekendtskab med dem – skal blive til en ”psykisk realitet” for fremtidens danskere, så de klarer sig optimalt i konkurrencesamfundet.

At asocial adfærd som normalitet er en katastrofe for hele vores art og også det enkelte individs psykiske velvære, er åbenbart ikke noget som spiller nogen rolle i kampen om produktivitetsstigning, hvor mennesket udelukkende vurderes i en simpel input-output- model.

meget mere om emnet + et udblik ud over den danske andedam når det gælder vurderingen af vort samfund og dets udvikling kan ses her: http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=964

DR World - herfra min verden går

Der var en gang ... 

DR World

·         Hør kanal

·         Gå til Playliste

DR World tilbyder som eneste danske radiokanal verdensmusik døgnet rundt. Her kan du høre det nyeste fra 'World Music Charts Europe' krydret med klassikerne fra alle verdensdele - det velkendte og det ukendte.

DR World afspejler storbykulturen og tager udgangspunkt i moderne fortolkning af traditionel musik fra hele kloden, inklusive den danske verdensmusikscene. Hovedparten af musikken, du hører her, er udgivet indenfor de seneste 10 år.

DR World er med dig - døgnet rundt - verden rundt.

DR World var indtil for nylig en web-radio-kanal (ikke til DAB!), hvor man spillede uafbrudt musik fra hele verden – svarende til beskrivelsen ovenfor. Jeg var en ivrig lytter, men ked af, at man aldrig i selve radioen fik at vide hvad der blev spillet, og at der intet var, som lignede live – hverken speak eller musik.

Hvis man i dag går ind på kanalen på nettet for at lytte, så bliver man mødt af banal popmusik – til gengæld udelukkende på dansk.

Det nummer som jeg blev mødt af, da jeg for første gang mødte den reformerede DR World var ”Rullestoleræs” af Flemming Bamse Jørgensen

 (http://www.youtube.com/watch?v=DGaZH1ska6g )

Jeg vil i denne anledning foreslå at omdøbe kanalen til ”Radio Pia ”

Og mottoet kunne – i stedet for sådan en lang tekst som ovenfor - være: Herfra min verden går

Måste en anständig medborgare uppskatta Ikea?

Inferno

oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

trykt i Information d. 15-04-2011

af Gyrôir Eliasson

Vi var netop flyttet ind i en lejlighed i et forstadskvarter. Der havde været en hel del besvær med at hente og bringe ting og lave adskilligt, som man slet ikke gad, men som regnedes for nødvendigt efter samfundets målestok. Det var den syvende dag, efter at vi flyttede, at min kone sagde, at nu blev vi nødt til at tage i Ikea og købe en lænestol, der passede bedre til sofaen end den, vi havde i forvejen.

Jeg mente lige præcis ikke, at der var noget i vejen med stolen, vi havde, men sagde ikke noget til det.

»Du husker nok den stol, jeg viste dig?«

sagde hun.

»Hvad for en stol?«

»Den, der var ikataloget«,

sagde hun.

»Nej,« sagde jeg.

»Du husker aldrig noget som helst.«

»Det er sikkert rigtigt.«

sagde jeg.

Tiden gik med at hænge billeder op og stille bøger på plads i reoler, og det var tid til eftermiddagskaffe, da vi omsider drog ud pa stoleindkøbet.

Det var akkurat ved at blive efterår, bladene begyndt at falde af træerne, og de matte skygger af deres stammer faldt på græsplænerne i eftermiddagssolen.

Trafikken var rædsom her sidst på dagen, sådan som den faktisk altid er i denne lille by, der forsøger at være så stor. Jeg havde tændt for radioen. Bob Dylan sang et nummer fra pladen Street Legal. Jeg lyttede - og kiggede frem for mig gennem solbrillerne.

»Du er altid ligesom ved siden af dig selv, når du kører.«

sagde hun og skruede ned for radioen.

»Er jeg?«

sagde jeg.

»Ja, altid."«

Firehjulstrækkerne suste forbi os, den ene efter den anden.

Det gamle tuberkulosehospital på Vifilsstadir dukkede op omgivet af det gulnende græs og den spredte trævækst, mindede om en aflagt herregård, muligvis svensk, i hvert fald meldte Margit Søderholm sig altid i tankerne, når jeg kørte forbi det sted. Bag huset var der aflange, kratbevoksede bakker, brunlige nu i efterårslyset. Et stykke borte nærmede Ikea-bygningen sig. Der er ingen, der fatter, hvordan man fik lov til at bygge sådan, lige op ad de vidunderligt smukke vandrestier i Heidmörk. Men nu lå kolossen der, og det blev der ikke lavet om på.

»Grimt hus«,

sagde jeg.

»Hvad for et hus?«

spurgte hun og kiggede på mig.

»Ikea«,

sagde jeg.

»Det synes jeg ikke.«

sagde hun. Så tilføjede hun:

»Stil bilen helt henne ved huset.«

En matblå skygge fra huset lagde sig over bilen, da jeg parkerede den, og vi steg ud. Vi gik ind ad svingdørene. Der er ikke noget sjov ved svingdøre længere, de er alle sammen computerstyrede, og selv Chaplin ville ikke kunne få noget morsomt ud af dem. Indenfor var der en hel del mennesker, som strømmede hen til rulletrappen, lod sig føre opefter og kiggede ud i luften. Det var ikke til at sige, om der i blikket var et håb om en lys fremtid med hjælp fra svensk design, eller kun en tomhed, uden håb.

Vi stod på hver sit trin af rulletrappen og kiggede i forskellige retninger.

I stueafdelingen drev vi omkring mellem stole og sofaer, men fandt ikke den stol, min kone ledte efter. Jeg kunne faktisk overhovedet ikke huske, hvordan den så ud, men lod mig ikke mærke med noget og kiggede rundt, som om jeg spejdede efter den. En ung mand i gul skjorte kom gående forbi, og min kone kaldte på ham.

»Det var den her stol,«

sagde hun.

»Hvad for en stol?«

sagde ekspedienten.

»Den her,«

sagde hun, trak kataloget op af sin håndtaske og bladrede i det, pegede på stolen.

»Ja, den er udsolgt.«

»Udsolgt?«

»Desværre.«

»Alting er altid udsolgt hos jer.«

   »Ikke helt altid,«

sagde jeg og prøvede at bløde det op en smule.

»Jo, altid,«

sagde hun med fasthed.

»Jeg villige undersøge sagen bedre,«

sagde ekspedienten.

Han gik sin vej, så sig tilbage over skulderen i retning af os, stødte ind i hjørnet af en sofa og ømmede sig, fortsatte så.

Et kvarter gik, men han kom ikke tilbage.

Der kom ikke nogen, der så ud til at ekspedere, og der var i det hele taget kun enkelte, der kom glidende der i sofaafdelingen, det var næsten som om den slet ikke lå på alfarvej ind gennem butikken. Et øjeblik havde jeg det, som om jeg befandt mig i en børnebog af Jens Sigsgaard.

Jeg sad i en brun lædersofa, temmelig komfortabel, men min kone blev hele tiden stående og kiggede med et falkeblik ud over lokalet.

»De er rene idioter her,«

sagde hun.

»Er du nu helt sikker?«

sagde jeg.

»Helt«. Til sidst opgav vi at vente og gik ad de afmærkede stier videre gennem butikken, lod pilene tænke for os. Vi kiggede ikke på andet på vejen.

Da vi nåede frem til cafeteriet, fyldtes næse­borene af en duft af stegte svenske kødboller, og jeg mærkede, at jeg var ved at blive sulten. Der var ikke særlig mange, men der sad dog nogle ved bordene. Andre stod henne ved skranken og ventede på, at der blev skovlet kødboller og kartofler med sovs og tyttebær­syltetøj op på tallerkenerne.

Efterårssolen skinnede ind ad vinduet, og jeg kom til at stirre på en mand, der sad lidt for sig selv ved et af bordene henne ved vinduet. Han sad foroverbøjet, var rødhåret og havde tjavset skæg, i en sort frakke med opsmøget krave, et bælte i samme farve hang ned på gulvet. Han havde en øl stående foran sig og stirrede ned i glasset, som om han ikke så andet, eller glasset var et spejl, hvori man kunne se hele verden.

  Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig.

Det var August Strindberg.

Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment, at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så, hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed. Han, der havde skrevet i sin dagbog:

»Den, der siger, at livet er vidunderligt, er enten et svin eller en tåbe.«

»Se der,«

sagde jeg til min kone og pegede hen over salen.

»Hvor?«

»Der, henne ved vinduet.«

»Hvem er det?«

»Det er August Strindberg.«

  »Er det direktøren?«

sagde hun uinteresseret, så kom der lidt liv i hendes ansigtsudtryk, og hun tilføjede:

»I grunden burde jeg fortælle ham, hvordan den her butik er gået hen og blevet.«

»Nej, han er forfatter,«

sagde jeg og korrigerede så mig selv.

»Eller var.«

»Mener du ham den gamle?«

»Ja.«

Hun kiggede hurtigt på mig.

»Vil du mene, at du er begyndt at se spøgelser?«

»Tja, jeg så da Spøgelsessonaten engang.«

»Hvad mener du, mand?«

»Det er altså ham,«

sagde jeg.

  Hun greb fat i mit jakkeærme og nærmest trak mig videre, hen imod svingdørene.

Skyggen på parkeringspladsen var blevet dybere, og det var blevet mere køligt. Vi satte os ind i bilen, og jeg kørte langsomt derfra. Jeg tænkte på at skrue ned for radioen, men lod være med det.

»Der tager jeg aldrig hen igen,«

sagde hun og spændte med et ryk sikkerhedsbæltet.

»Aldrig sige aldrig,«

var jeg lige ved at sige.

Jeg kom til at tænke på Strindberg, hvordan han havde siddet, frarøvet alt håb om forløsning, med det sorte bælte fra frakken, der havde hængt ned på gulvet ligesom en lænke. De store frakkeopslag ikke ulig finnerne på en djævlerokke.

  De lave bakker oven for vejen så fortryllende ud i det milde skær, utallige vandrestier førte gennem hele krattet. Der ville jeg gerne have gået en tur med Strindberg, have ført ham ud af dette nutidshelvede. Jeg ville have sagt til ham, at jeg engang havde været i Lund, og at han var galt afmarcheret, hvad den by angik.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kom der aldrig igen.