Our son of a bitch - konceptet

 

Our son of a bitch - konceptet

Rafael Leónidas Trujillo var ”langtidsdiktatoren” i Den Dominikanske Republik (1930-1961). Trujillo, uddannet som amerikansk marinesoldat, var præsident mere end én gang, og når han ikke var det, styrede han landet gennem en marionetpræsident, han kontrollerede. Han moderniserede landbruget og industrien, styrkede hæren og satte gennem en grufuld massakre en stopper for immigrationen fra Haiti, som udgør den anden halvdel af øen med navnet som Hispaniola.

USA støttede ham, fordi, som Cordell Hull (amerikansk politiker og udenrigsminister 1933–1944, Nobels fredspris i 1945) sagde i en sætning, der siden blev brugt flere gange af andre politikere: ‘He was a son of a bitch, but he was our son of a bitch.’

Når vi ser på den politik, Rusland har forsøgt at føre, siden Putin målrettet begyndte at genskabe noget af den magtstruktur, som ”moderlandet” Rusland havde tabt via Sovjetunionens fald, så handler den mest om en ”genskabelse” af et russisk overherredømme over sine nabostater.

I de ”gode gamle dage” havde Warszawapagten frit spil til at slå ned på alle oprør øst for jerntæppet, uden at skulle være bange for at USA og/eller NATO ville blande sig. Den atomare terrorbalance sørgede for det. På den anden side kunne i ly af denne tilsyneladende balance Sovjetunionen booke nogle sejre i fjernøst og Afrika, så som i Vietnam, Cambodia, Angola, Etiopien - uden et direkte miltært engagement.¹

USA ”nøjedes” efter nederlaget i Vietnam i 1975 med et økonomisk verdensherredømme og traditionen tro et tilstræbt politisk eneherredømme i Mellem- og Sydamerika.

MEN efter indførelsen af glasnost, omvæltningerne i Østeuropa og Berlinmurens fald  blev det på et møde den 25. februar 1991 mellem udenrigs- og forsvarsministrene besluttet, at opløse Warszawapagten. Den officielle opløsning fandt sted ved et møde i Prag den1. juli 1991.

Dermed var med et slag hele det russiske ”sikkerhedsbælte” af militært allierede stater faldet fra hinanden. I første omgang lykkedes i en del af landene som grænsede direkte op mod Rusland for politisk-økonomiske magtstrukturer, som var blevet etableret efter Anden Verdenskrig under Sovjetunionens overherredømme, at fastholde magten. Men et økonomisk og derefter efterhånden også militært stærkt svækket Rusland formåede ikke at sikre dem permanet imod folkelige demokratisk-vestligt orienterede oprørsbevægelser.

Efter nogle ”begyndervanskeligheder” klarede f.eks. Polen og de baltiske lande sig fremragende i forhold til stadigvæk autoritært styrede stater som Belarus eller Ukraine.

I deres lokalt og geografisk-politisk-ideologiske modsætningsforhold til EU har dog Serbien og endda EU-medlemslandet Ungarn vedvarende bevaret et nært forhold til Rusland.

Først siden har Rusland via energi- og korneksport nået en økonomisk styrke, som sætter Putin og hans (i Rusland ret populære) styre i stand til at opruste massivt.

Siden har Rusland via en militær salamitaktik tilranet sig grænseområder i flere nabostater med russisksindede befolkningsgrupper.

I Belarus lykkedes uden direkte krig at fastholde en upopulær diktator ved magten², som pga. hans afhængighed af russisk militær opbakning er blevet en russisk marionet. Dette lykkedes IKKE i Ukraine, hvor man ganske vist via en de facto invasion fik overherredømmet over Krim – men ikke et landfaste med denne ”russiske kronjuvel”.

I stedet for at lokke Ukraine med gode tilbud om sikkerhed og samarbejde, satsede man på at vælte regeringen med en ”lynoperation”. Denne lynoperation er nu blevet til noget der kunne ligne en ”omvendt Vietnamkrig” – dog med den afgørende forskel, at Rusland selv absolut vil erobre og siden fastholde nogle ret betydelige ukrainske områder – uanset at det måtte forkrøble den russiske økonomi på længere sigt, hvor det traditionelt oplagte økonomiske samarbejde med Europa bliver stærkt begrænset. Putin satser derfor nu på en nær tilknytning til Kina. Dette vil igen på længere sigt underlægge den økonomiske lillebror Rusland et kinesisk styre, som ikke vil kære sig synderligt om den russiske befolknings interesser eller vilkår. Ruslands fremtidige ledere kommer i så fald til at fungere som ”Chinas son of a bitch”.

1Westad, Odd Arne (2005-10-24). The Global Cold War: Third World Interventions and the Making of Our Times. Cambridge University Press.

2Throughout most of his nearly 28 years in power, Alexander Lukashenko secured his grip on Belarus by maneuvering adroitly between East and West, playing each side off against the other as he extracted favors from both and resisted pressure from either that threatened his authority.

That game, however, is now over. (NYT, 25-02-2022)